• English flag

  Hilda Heick


I 2011 vil jeg være mere åben

Min mor fik et knæk, da vi flyttede fra landet til byen i 1954.

Da mine forældre og jeg flyttede ind til København, var forskellen på folk fra landet og folk fra storbyen meget større end i dag. Mine forældre havde haft en stor social omgangskreds, men med flytningen kom ensomheden. Min far havde fået et godt job i Valby, men forandringen blev hård for min mor, fordi hun ingen uddannelse havde og derfor måtte tage det arbejde, hun kunne få. Hun havde drømme, som aldrig blev realiseret, og jeg tror, de nederlag, hun fik i de første år, gav hende et dybt mindreværd.

Jeg bebrejder mig selv flere ting i forhold til min mors sygdom. Jeg var ikke tidligt nok opmærksom på forandringerne i hendes sind, og jeg tror, hun fik det sværere, da jeg mødte Keld. Hans familie var tilsyneladende mere kultiveret. Min mor følte, at hun ikke var god nok eller fin nok. Og vores lejlighed var pludselig et forfærdeligt sted i min mors tanker.

Min mors sygdom startede, da hun kom i overgangsalderen, og hun levede resten af sit liv med den. Hun forsøgte flere gange at tage sit eget liv med piller, og en dag ringede de til mig fra Frederiksberg Hospital. Hun var ikke kommet til kontrol som aftalt. Jeg vidste instinktivt, at der var noget galt, og jeg kørte straks hjem til hende. Hun havde forsøgt at skære begge pulsårer over, men ikke ”godt nok”. Der var blod overalt, og jeg var rædselsslagen. Ville hun overleve?

Det gjorde hun heldigvis. Her kom hun første gang på den lukkede afdeling, hvilket hun skammede sig meget over, da hun igen kom hjem. Hun levede resten af sit liv med psykiske op - og nedture. Jeg lærte med tiden hendes cyklus at kende. Når hun var mellem den dybt depressive og den hyperaktive periode, var hun et dejligt menneske. Når hun nåede punktet, hvor hun var lidt for meget oven på, så gik der måske kun otte dage, før hun brød sammen og tog alle de piller, der var tilgængelige. Hun ville væk fra det helvede, som foregik i hendes tanker.

Jeg synes, hun blev forsøgskanin i den medicinering, hun fik. Vi fik at vide, at elektrochok var det eneste, der kunne hjælpe. Og hvad kunne min far og jeg gøre andet end at acceptere. Det var nogle meget hårde behandlinger. Det hjalp i en periode– men hun fik tilbagefald. Vi syntes ikke, der var tid til at få talt ordentligt med de forskellige læger, som vi følte ordinerede medicin i lidt for rigelige mængder.

Fordi min mor skammede sig over sin sygdom, ville hun ikke have, at vi talte til andre om hendes nedture og ophold på forskellige psykiatriske afdelinger. Det var værst for hende selv, men også svært at være den datter, som hun blev meget vred på, når hun havde det skidt. Min far var en trofast og godmodig mand, som føjede hende på trods af hendes utrolige vrede mod ham.

Jeg tror det vigtigste er at lytte, når ens nærmeste har det dårligt. Det er vigtigt at tale åbent om det. Det har påvirket mig meget at have en maniodepressiv mor. På overfladen kan folk se ud, som om de lever totalt sorgløst, men sådan er livet jo ikke. Jeg tror, jeg er blevet bedre til at forstå andre. Når jeg møder mennesker, som er sure og ondskabsfulde, er min første tanke, at de nok har det rigtig dårligt med sig selv.