• English flag

 Özlem Sara Cekic


Svært at få hjælp

Det var i 1999, at det virkelig gik op for mig, hvor syg min storbror er. Jeg var dengang i praktik som sygeplejerske i børne- og ungdomspsykiatrien. Jeg var på arbejde, da min søster ringede og fortalte, at min storbror havde forsøgt at begå selvmord.

Køreturen til Hvidovre Hospital var lang. Jeg havde kvalme og dårlig samvittighed. Var det min skyld, var det fordi jeg var kommet for sent til vores sidste aftale, var jeg en dårlig lillesøster? Min storbror havde været tæt på at tage sit eget liv, tæt på at blive revet væk fra mig for altid. Mine ben rystede under mig og jeg havde svært ved at trække vejret.

Som familie oplevede vi, at vi var helt alene. Vi sagde ikke noget om hans selvmordsforsøg til nogen. Ingen skulle vide, at en i familien havde prøvet at tage livet af sig. Jeg syntes, det var så skamfuldt men også meget smertefuldt. Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?

Mine forældre havde svært ved at anerkende, at min storbror var syg – og da det endelig lykkedes at få en psykiater til at tale med min storbror, blev jeg så frygteligt skuffet. I stedet for at være den læge, som kunne hjælpe min storbror og tilbyde ham den behandling, han havde brug for, sagde psykiateren, at min storbror ikke fejlede noget og skulle udskrives. Hvis min storbror havde fået kræft eller allergi, så ville vi have fået rådgivning – masser af råd og vejledning. Men han blev udskrevet til ingenting og vi havde ingen redskaber til at passe på ham. Vi var magtesløse.

Jeg har altid haft et nært forhold til min bror. Efter at han som 12-årig kom tilbage fra Tyrkiet, havde han meget svært ved dansk, og det har sat begrænsninger for ham lige siden. Han har altid oplevet tingene hårdere end os andre. I skolen i Tyrkiet havde han det svært med autoriteter. Han gjorde modstand og syntes, han blev udsat for mange uretfærdigheder. Det gjorde ham vred og ked af det. Han fik det svært i Danmark – han startede på teknisk skole, men det gik ikke – og så begyndte det for alvor at gå ned ad bakke med ham i pubertetsårene. Alt det, som var en selvfølge for mig, var blevet umuligt for ham.

Det var nogle meget svære år. I første omgang var det en kamp for mig selv og min familie at indse, hvor alvorligt det stod til med min bror. I anden omgang brugte jeg så mange kræfter på at få ham anerkendt som sindslidende af systemet. Jeg oplevede gang på gang, hvor svært det er at blive taget alvorligt af systemet, når man er pårørende. Og der gik mange år, før min bror endelig fik en kontaktperson, som kunne se, at han skulle have hjælp. Samtidig kunne kontaktpersonen se, hvor udmattet jeg også var. På det tidspunkt havde jeg kæmpet i ca. 10 år for at få nogen i systemet til at lytte og hjælpe – lige siden den dag jeg som sygeplejerskeelev mødte andre sindslidende, som mindede om min bror og fik mig til at indse, at min bror er syg.
 
Jeg håber meget, at det en dag vil blive lige så naturligt og acceptabelt at søge og at få hjælp, når ens kære får ondt i sjælen, som når de får ondt i knæet.