• English flag

  Poul Nyrup Rasmussen


I 2011 vil jeg spørge mere til dig

Jeg mistede min datter i 1993, da hun begik selvmord. Hun var det dyrebareste i mit liv.

Sorgen. Kærligheden. Afmagten. Ensomheden. Som far har jeg været alle følelserne igennem. Sorgen over ikke at kunne nå min datter i de stunder, hvor hun har haft det sværest, men også min egen afmagt i forhold til, at jeg havde svært ved at erkende, at min dejlige, skønne og kloge datter var syg og havde brug for en hjælp, jeg som pårørende ikke kunne give hende. Det havde jeg meget svært ved at se og acceptere dengang, men jeg forstår nu, at det måske er noget af det allermest vigtige at give videre til andre pårørende. At vi skal forsøge at give vores kærlighed men også acceptere, at der er tidspunkter, hvor andre må træde til.

Min egen datter mistede jeg i 1993. Det er en sorg så stor og dyb, at jeg stadig har svært ved at tale om den. Man siger, at tiden læger alle sår. Det gør den ikke. Jeg har i stedet lært at leve med og ved siden af den.

Min datter vil altid være en del af mig. Det er også i respekten for hendes minde, at jeg har fundet kræfterne til at arbejde for at styrke psykisk sårbare, pårørende og personalets muligheder for sammen at skabe mere åbenhed og bedre forhold for psykiatrien i Danmark.

Jeg håber, at vi om ti år herfra vil kunne se på hinanden og sige, at psykisk sårbarhed er helt naturligt og en del af os alle. Jeg har stået mange aftener og afleveret min datter på afdelinger, der skulle hjælpe hende, men som var så overfyldte, at det kunne være svært at se, hvor der var plads til roen og omsorgen, som også min datter havde så hårdt brug for. Det er fortsat et stort problem, at der ikke er plads til at give ro, tid og omsorg. Det er ikke en psykiatri i verdensklasse.