• English flag

Bedre kost i stedet for Ritalin

En testdiæt bør være en del af behandlingen for ADHD. Det mener den danske professor Arne Astrup på baggrund af et hollandsk forsøg, der viser, at ændret kost kan fjerne ADHD-symptomer.
28. februar 2011, 14:00

Et stigende antal danske børn og unge får i dag medicinen Ritalin mod lidelsen ADHD, fordi børnene har svært ved at koncentrere sig eller er hyperaktive. I årene fra 2005-2009 er forbruget steget med henholdsvis 200 og 300 procent blandt børn i aldersgrupperne 5 til 9 år og 10 til 14 år. I aldersgruppen 15 til 19 år er forbruget steget med over 600 %.
Nu opfordrer en dansk professor til, at danske myndigheder overvejer at droppe anbefalingerne til medicinen. I stedet for medicin bør børnenes kost ændres, siger professor Arne Astrup til Videnskab.dk. Anbefalingen sker på baggrund af et hollandsk studie, hvor 50 børn med ADHD blev fjernet fra deres normale kost og kun fik basale fødevarer som vand, hvidt kød, grøntsager, ris og frugt. Blandt dem var det 6 af 10, som slap af med deres symptomer.
Arne Astrup siger: ”Dybest set kender ingen konsekvenserne af at påvirke et barns hjerne med stærk kemi i de år, hvor hjernen udvikler sig og er sårbar. Jeg ville i hvert fald nødig have, at mine egne børn blev sat i behandling med Ritalin, som har mange af de samme egenskaber som kokain og amfetamin.”

Dansk forsøg bør igangsættes

I 2009 var 14.000 børn og unge i behandling med Ritalin. Ifølge de officielle vejledninger kan Ritalin gøre børn triste og udløse tics og i værste tilfælde hæmme væksten. Hos ældre kan den udløse hjerteanfald.
Arne Astrup fortæller, at det er værd at skæve til det hollandske forsøg, som han kalder ekstremt grundigt og troværdigt. Han siger: ”Hvis vi har mulighed for at fjerne få fødevarer fra maden, så en stor del af børnene kan få det bedre og slippe for medicin, må vi ikke bare sidde det overhørigt.”
Han mener endvidere, at politikere og myndigheder bør spekulere over, om vi ikke skal gøre mere ved det her på forsøgsbasis. Selv har han i hvert fald tænkt sig at nævne forsøget for sundhedsminister Bertel Haarder. ”For det her bør vi gå videre med forskningsmæssigt,” siger Arne Astrup.

Kilder

Børn med ADHD bør have testdiæt

Opråb: Drop ADHD-medicin og kig på kosten

Forbruget af psykostimulerende midler hos børn og unge