• English flag

Sårbare børn bliver ladt i stikken

Alt for mange børn, der lider af angst, autisme, ADHD eller depression går med symptomerne i mange år uden at blive spottet. Dermed ryger børnene igennem et stormasket net uden at få den fornødne hjælp og støtte. Pædagogernes egen organisation, BUPL, erkender, at børnene mange steder bliver ladt i stikken på grund af uvidenhed og manglende ressourcer.
2. august 2010, 15:30

Derfor bliver for mange psykisk sårbare børn først opdaget i skolen, når de laver ballade, eller når de som teenagere ryger ud i et misbrug. Risikoen er så, at deres udad-reagerende adfærd ikke undersøges grundigt nok, og at man dermed ikke forstår, hvilken psykisk lidelse, der ligger bag deres adfærd.

Berøringsangst giver bagslag

Og så kan hjælpen være forkert eller komme for sent, lyder advarslen fra psykolog Steen Guldager, der, udsendt fra staten, fungerer som sparringspartner for mange kommuner over hele landet.

”Vi skal selvfølgelig ikke sygeliggøre vore børn, men for megen uvidenhed og berøringsangst med disse problemer giver i længden voldsomt bagslag for nogle af disse børn,” siger psykolog Steen Guldager.

Allerede fra vuggestuen eller i børnehaven er det muligt at opdage problematiske symptomer hos børn, f.eks. når de har det svært med kammeraterne, er triste eller går med selvmordstanker. Alt sammen forhold, som kan være tegn på psykisk sårbarhed.

”Nogle få steder er gode til at identificere børnene, men ofte bliver det ikke gjort grundigt nok, så vi bør alle blive bedre til at gribe dem så tidligt som muligt. Jo tidligere de bliver opdaget, jo større chancer er der for helbredelse,” siger psykolog Steen Guldager og fortsætter:

”De mange, mange sager, hvor unge har et for stort misbrug kan alt for ofte spores tilbage til psykiske diagnoser, som kunne være blevet opdaget tidligere, hvis man havde været mere opmærksom på de bagvedliggende lidelser eller psykiske lidelser i familiens historik,” fastslår Steen Guldager.

Pædagoger slår ikke til

Pædagogernes egen faglige organisation, BUPL, erkender, at mange institutioner mangler forudsætninger for at håndtere udfordringerne med psykisk sårbare børn.

”Der er stor opmærksomhed på børn med forskellige diagnoser, men det også en lidt negativ opmærksomhed, fordi pædagogerne ofte hverken får ressourcer eller uddannelse til at håndtere udfordringerne. Og så gør man ikke noget og håber på, at barnet får tilbud om en specialplads, når det bliver slemt nok,” siger Pauline Ansel-Henry fra BUPL’s pædagogiske team.

Få økonomi på bordet

Hun opfordrer eksperter som Steen Guldager til at dokumentere, at en tidlig indsats betaler sig, fordi det kan få politikerne til at slå ørerne ud.

”Hvis de faglige personer ikke kan bevise, at det betaler sig at sætte ind tidligt over for psykisk sårbare børn, så kan vi heller ikke få penge til det. For politikerne tænker kun i fire år ad gangen. Forebyggelse koster, og så er det billigere – i politikernes øjne – først at gribe ind, når en lille gruppe af børn senere får problemer,” fastslår Pauline Ansel-Henry fra BUPL.

Pædagogisk task-force kunne hjælpe andre

Selv om mange pædagoger er blevet bedre til at opdage børn med forskellige diagnoser og få dem til at blive en del af fællesskabet, så er det langt fra alle pædagoger, som mestrer det. Det erkender Pauline Ansel-Henry. Hun mener, at der mangler systematik i at opsamle erfaringerne ude i institutionerne.

”Hvis der går tid imellem, at man har et barn med en bestemt diagnose, så har man ikke kompetencerne længere på det område. Og hvor går man så hen? Det kan være et problem. Man kunne forestille sig, at daginstitutioner, der har erfaringer med bestemte diagnoser, kunne hjælpe andre institutioner i en slags task-force, som rykkede ud. Men de systemer har vi ikke i dag. Så pædagogerne har brug for mere støtte.”