• English flag

Anoreksi

Mennesker med anoreksi er kendetegnet ved, at de så vidt muligt undgår at spise på grund af en frygt for at tage på og et ønske om hele tiden at blive tyndere. Mange, som lider af anoreksi, har en forvrænget kropsopfattelse og opfatter sig selv som overvægtige på trods af, at de er undervægtige. En person, der lider af anoreksi, vil ofte benægte at være syg, og at han eller hun har brug for behandling.
 
Mennesker, der lider af anoreksi har et stort behov for kontrol – en kontrol af både mad, kalorieindtag, vægt og motion. Personer med anoreksi spiser ofte helst alene og spiser kun lidt men bruger tit lang tid ved bordet. Man vil ofte sætte sig et mål om at gå ned i vægt, og når dette mål er nået sættes et nyt og lavere mål. Dem, der lider af anoreksi, vil ofte være meget fysisk aktive, bruge afførings- eller vanddrivende midler eller tvinge sig selv til at kaste op for at gå ned i vægt.
 
Årsagen til anoreksi kendes ikke, men der er formentlig flere forskellige årsager både psykiske, sociale, kulturelle, biologiske og arvelige. Da anoreksi typisk er udbredt i den vestlige verden, menes de kulturelle forhold at have en stor indflydelse på udviklingen af lidelsen.

Hvem får anoreksi?
Det anslås, at cirka 5.000 danskere lider af anoreksi heraf meget få mænd. Anoreksi udvikler sig oftest hos unge i puberteten, og de fleste tilfælde af anoreksi opstår i 13-20 års alderen.
 

Symptomer

Psykiske symptomer

  • Fornægtelse af at være syg
  • Forvrænget kropsopfattelse
  • Overdreven frygt for at tage på
  • Depression
  • Social isolation
  • Dårlig selvtillid
  • Perfektionisme med et stærkt behov for at kontrollere motion, kalorieindtag og vægt

Fysiske symptomer

  • Voldsomt vægttab (15-20 procent under normalvægten)
  • Væksthæmning (hvis sygdommen starter, før puberteten er overstået)
  • Hormonelle forstyrrelser og manglende produktion af kønshormoner
  • Forsinket pubertet
  • Udebleven menstruation
  • Impotens
  • Nedsat knoglemineralisering, der kan medføre spontanfrakturer
  • Lavt stofskifte
  • Tør hud
  • Lav kropstemperatur
  • Dårlig blodcirkulation, kolde hænder og fødder
  • Forstoppelse
  • Skader på organer f.eks. hjerte, muskler og hjerne