• English flag

En mere human psykiatri

Samarbejde på tværs af fagligheder – uden hierarki. Bedre sammenhæng i systemet, og en ændret tænkning. Sådan lyder opskriften på en bedre og mere human psykiatri, når psykiatrimedarbejdere fra ind- og udland fremlægger deres erfaringer og visioner i Lyngby Kulturhus.
16. november 2011, 14:00

Det er svært andet end at blive begejstret, når flere end 300 mennesker, primært medarbejdere fra socialpsykiatrien, sidder stuvet sammen i Lyngby Kulturhus for at blive klædt bedre på til at møde og imødekomme mennesker i krise. Under overskriften ”Psykisk krise – mulighed og forandring” har det socialpsykiatriske tilbud Slotsvænget indbudt oplægsholdere fra ind- og udland, som har det til fælles, at de arbejder hen imod en mere human psykiatri.

Som Iain Tulley, psykiatridirektør i Devon, udtrykker det: ”For 10 år siden begik min kones bror selvmord efter en længere periode i en psykiatrisk akutseng. Min motivation er, at vores akutservice skal udvikles, så den er god nok til min familie!”

Den bedste hjælp foregår der, hvor livet leves

Et fælles budskab fra dagens oplægsholdere er, at den bedste hjælp foregår der, hvor livet leves. I folks eget miljø – og ikke på et hospital.

Psykiater Roberto Mezzina, der er leder af psykiatrien i Trieste i Italien, fortæller om tankegangen bag udviklingen af deres lokalt baserede kriseintervention: ”Vi har to omdrejningspunkter i vores arbejde: Personen må ikke fjernes fra sit miljø, og linket mellem krise og livshistorie skal identificeres.”

Ifølge Klaus Müller-Nielsen, ledende overlæge ved Børne- og ungdomspsykiatrien i Kolding og Augustenborg, er det helt afgørende, at hjælpen i videst muligt omfang foregår i folks egne omgivelser. Han fortæller:

”Vores afsæt er, at det vi gør, gør vi for de unges skyld! Derfor bliver vi ikke i vores ellers utroligt flotte omgivelser, men går ud til de unge. Når man indlægger en person, flytter man nok problemet, men det er der stadig. En indlæggelse fjerner også de unge fra alle de gode ting i deres liv.”

Arbejdsmiljø uden hierarki

En anden væsentlig pointe, som går igen i oplæggene, er, at det er vigtigt at opbygge et fagligt miljø præget af samarbejde og uden hierarki. Som italienske Robert Mezzina udtrykker det: ”Hos os er samarbejde på tværs af professioner et vigtigt mål, og der kan ikke være faghierarkier. Vi er psykiatere, psykologer, socialarbejdere og rehabiliteringsspecialister, og det er vigtigt, at vi arbejder tæt sammen.”

Samme ideal har de på Augustenborg. Klaus Müller-Nielsen fortæller: ”I vores team er lægen ikke teamlederen. Hver teammedarbejder har sin specialviden, som denne har ansvaret for. Vi har indrettet os sådan, at alle medarbejdere har et fælles ansvar for opgaverne.”

Involvere netværket

På Augustenborg arbejder de med afsæt i principperne Åben Dialog. Når de får en henvendelse om en ung i krise – f.eks. fra en SSP-medarbejder – kontakter de straks familien telefonisk og laver en aftale om at komme hjem til folk; helst indenfor 48 timer. I første samtale med den unge spørger de ind til, hvem den unge tror, vil kunne hjælpe ham eller hende, og de lægger stor vægt på at involvere hele netværket.

”Alle omkring patienten har et ansvar og bidrager. Når vi kommer hjem til folk, bestræber vi os på at møde op ’blanke’ – uden forudindtagede løsninger, hvilket ærlig talt er svært for os læger. Men det er vigtigt at lytte til folk og lade være med straks at dømme og give diagnoser. Der er mange ting, man ikke er åben for at opdage, hvis man er fokuseret på at finde den rigtige diagnose. Jeg mener, at det er afgørende vigtigt, at alle er parate til at bevæge sig væk fra deres synspunkt,” siger Klaus Müller-Nielsen.

Robert Mezzina fortæller en lignende historie: ”Vi spørger altid personen – og alle omkring personen: Hvorfor er krisen opstået? Det er vigtigt at forstå og at bruge i akutarbejdet.”

Kloge patienter

Klaus Müller-Nielsen fortæller om, hvorfor det er vigtigt at lytte til psykisk sårbare: ”Vi læger har det med at tale om compliance, som jo handler om, i hvor stor grad patienterne gør, som vi læger siger. Og vi har en tendens til at sige, at det er patienterne, den er gal med, hvis ikke de følger behandlingen. Men det kan jo være, at patienten er klog! Derfor må jeg som læge være nysgerrig og spørge til, hvad patienten så har brug for.”

Klaus Müller-Nielsen forklarer med et eksempel: ”Jeg var for nylig hjemme ved en ung mand, og i hjemmet var et klaver. Jeg spurgte, om han kunne lide at spille klaver, og han fortalte, at han spillede hver dag. Hvis vi havde mødtes i min konsultation, havde jeg højest sandsynligt ikke opdaget, at der kom en gnist i mandens øjne, når vi talte om musikken, og hvis jeg havde været alt for fokuseret på den depressionsdiagnose, som han på mange måder passede ned i, ville jeg formentlig heller ikke se de ting, som pegede ud over diagnosen, og som er et godt afsæt at arbejde med. Der har vi jo fat i nogle ressourcer og styrker.”

Pointen lyder med Klaus Müller-Nielsens ord: ”Som psykiater er det fristende at nøjes med at stille de klassiske spørgsmål for at finde en diagnose, men hvis man bliver ved med at spørge ind, får man en mere fyldig historie.”

Læs mere om åben dialog her.