• English flag

Psykiatriens brug af medicin bør gentænkes!

Sådan siger den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker, der er blevet berømt for sine bøger ”Mad in America” og ”Anatomy of an Epidemic”. Det Sociale Netværk møder ham i København, hvor han påpeger, at langtidsmedicinering gør folk mere handicappede end nødvendigt.
25. oktober 2012, 14:00

Gennem de seneste måneder har der været en heftig debat om psykiatrisk medicinering i de danske medier. Der har været historier om patienter, der i alt for høj grad blev medicineret med medicinmængder, der ligefrem kunne risikere at være dødbringende, og der har været fokus på, at der alt for ofte bliver tyet til polyfarmacy, som ligeledes risikerer patientens ve og vel.

At den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker netop besøger København i disse dage for at fortælle om sin bog ”Anatomy of an Epidemic”, er således en kærkommen lejlighed til at se nærmere på psykiatrisk medicinering.

Psykiatrimedicin gør folk mere handicappede

”Moderne psykiatrisk medicin har revolutioneret behandlingen af psykiske sygdomme. Det er den fortælling, vi er opflasket med. Hvis den historie er rigtig, så bør der i dag være langt flere psykisk sårbare på arbejdsmarkedet end før indførelsen af psykiatrisk medicin. Men hvordan er det så gået?” spørger Robert Whitaker retorisk.

Det er ikke ligefrem opmuntrende tal, Robert Whitaker præsenterer. I USA var der i 1987 1.25 millioner 18-65-årige med en psykisk lidelse på offentlig støtte, mens antallet i 2007 var steget til fire millioner. Eller med andre ord svarer det til, at der i 1987 var 543 per 100.000 indbyggere, der modtog offentlig støtte, og at der i 2007 var tale om 1.315 per 100.000 indbyggere. Og tallene er tilsvarende dårlige i Danmark.

Det får Robert Whitaker til at spørge ”Hvorfor har der været denne dramatiske stigning i antallet af mennesker med en psykisk sygdom, der bliver handicappede af deres lidelse?”

For Robert Whitaker er svaret klart – det er vores måde at medicinere på, den er gal med. Han viser resultater fra adskillige studier, som alle peger i retning af, at lang tid på medicin giver større risiko for at blive svingdørspatient, større risiko for tilbagefald og mindre sandsynlighed for at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Åben Dialog er vejen frem

Robert Whitaker konkluderer derpå:
”Dette betyder ikke, at antipsykotisk medicin ikke bør have en plads i psykiatriens værktøjskasse. Men det betyder, at psykiatriens brug af medicinen bør gentænkes, og heldigvis er der en behandlingsmodel, som man benytter i Vestlapland i Finland, som vi kan lade os inspirere af. For tyve år siden begyndte de at bruge antipsykotisk medicin på en mere selektiv og forsigtig måde, og det har på den lange bane givet rigtig gode resultater. Fem år efter, at førstegangs-psykotiske patienter kom i behandling, er 85 % i arbejde eller uddannelse, og kun 20 % tager antipsykotisk medicin.”

Den behandlingstilgang, Robert Whitaker henviser til, kaldes Åben Dialog. Det er en behandling, hvor dialog og relationsarbejde er helt centrale elementer i behandlingen, og hvor behandlerne for eksempel ikke straks giver medicin til en patient, de får i behandling, men i stedet ser tiden an og prøver, hvor langt de kan nå med den sociale og terapeutiske indsats.

Også i Danmark har Åben Dialog-tilgangen fået positiv omtale i den senere tid, men samtidig har der været kritiske røster, som har peget på, at der ikke er grundig nok forskning på området. Dertil siger Robert Whitaker: ”Ja, okay, der er ganske vist få patienter i Åben Dialog-studierne, men til gengæld følger de ALLE patienterne i deres system, og de følger dem over mange år. Som jeg plejer at sige: Vis mig tilgange, der har bedre resultater, så skal jeg nok være den første til at bakke op.”

Læs mere om åben dialog her.