• English flag

Essay om angst - mit første møde med angstens univers

Jeg sidder i bilen med mine forældre og min lillebror på vej til Sydtyskland på ferie. Jeg er 11 år gammel. Bilen standser. Én skal tisse, og min far åbner bildøren. I det øjeblik min far sætter foden på vejen, åbner bilgulvet sig under mig. Et stort sort hul åbner sig og truer med at suge mig ind, sluge mig. Jeg bliver fortvivlet, græder og råber, at jeg er bange for at blive sindssyg. Min stedmor siger med sædvanlig mangel på indlevelse, at jeg skal lade være med at skabe mig sådan, og min far bliver bare sur.
25. marts 2011, 15:00

Vi stopper i Düsseldorf hos nogle af mine forældres venner, hvor vi skal sove. Jeg er i alarmberedskab, jeg ryster, min krop og mine tanker hiver og slider i mig. Jeg siger, at jeg er bange for, at jeg skal hoppe ud af vinduet. Igen bliver jeg afvist, og jeg får det bare værre og værre. Om morgenen da vi vågner, går jeg ind til min far og klager min nød, og så sker der det forunderlige, at han løfter dynen, så jeg kan kravle op til ham i sengen. Jeg kan mærke varmen fra hans krop, og han taler roligt til mig og fortæller mig, at han også engang har haft det sådan. Varmen og de rolige ord forplanter sig til min krop og sind, og min angst forsvinder på et øjeblik. Men det er kun en stakket frist. Den tager til op af dagen, og resten af ferien bliver et mareridt for os alle.
Da vi ankommer til vores hotel i det vidunderligt smukke Schwarzwald, bliver jeg installeret i et lille kammer for mig selv. Resten af familien skal sove i et andet værelse. Jeg bliver grebet af panik over at skulle være alene i det lille kammer, men igen bliver jeg bare afvist og tvunget til at blive i mit værelse.
I området er der udbrudt hundegalskab, og jeg bliver besat af tanken om, at en gal hund eller ræv skal springe frem og bide mig og smitte mig. Hvis der ikke havde været hundegalskab, ville min angst have fundet andre genstande at hægte sig på. Min hoved snurrer, tankerne kører rundt , jeg sveder og mit hjerte hamrer derudaf. Jeg er ked af det og bange. Jeg føler mig fuldstændig isoleret, og forstår ikke, hvad der sker med mig. Jeg har de underligste tanker, f.eks. at jeg vil rive bilrattet ud af min fars hænder og styre bilen ud over skrænten, så vi alle dør. Min tilstand holder først op, da jeg senere på sommeren er på ferie i min barndom Paradisets have hos mine bedsteforældre på Fyn, hvor jeg er omgivet af tryghed og kærlighed.

Sundhed og sygdom

Dette er min debut udi angstens univers, et univers som er både dragende og afskyelig. Dragende fordi angsten er så uforståelig, Den er svær at sætte ord på, den er en før-sproglig ur-agtig følelse. Og vi mennesker drages ofte af det dunkle og uforståelige.
Og den er afskyelig, fordi den er handlingslammende, meningsløs og livsdræbende. Kierkegaard siger, at angst er en fremmed magt, der griber én, og dog kan man ikke løsrive sig fra den. Den gør én afmægtig, uden magt, uden mening.
I krisepsykologien taler man om, at for at være psykisk sund skal man have en formodning om, at verden er forudsigelig, meningsfuld og håndterbar. At den er forudsigelig betyder, at jeg nogenlunde kan regne ud, hvad der sker, hvis jeg gør sådan og sådan. Hvis jeg f.eks. henter min datter i skolen, regner jeg med at hun er der. Hvis ikke hun er, bliver jeg bekymret, med mindre jeg får en forklaring, som jeg kan forstå. Det betyder altså ikke, at alting kan forudsiges i mindste detaljer, eller at hver dag skal være som den foregående. Så ville livet jo heller ikke være til at holde ud.

At verden er meningsfuld betyder, at jeg skal kunne forstå, hvad der foregår rundt omkring i min dagligdag og i samfundet. Jeg skal f.eks. kunne forstå, at hvis jeg bliver inviteret til en kop kaffe, så er det ikke kaffen det handler om, men samværet. Hvis ikke man kender den betydning, giver det ingen mening at tale om kaffe, når man bare gerne vil ses. Denne form for meningsløshed er desuden det, der kendertegner det kulturchok, man oplever i en fremmed kultur, hvor man ikke kender kulturkoderne.

At verden er begribelig betyder, at man kan håndtere de  udfordringer, som livet bringer. At man kan finde ud af de opgaver man får som skoleelev, studerende, kæreste osv. At man de nødvendige psykiske og sociale resurser det kræver at leve et ”normalt” liv i et givet samfund til en given tid.

Filmene om Crocodile Dundee er jo sjove, fordi de handler om, at verden hverken er forudsigelig, meningsfuld eller begribelig for de to hovedpersoner i den andens verden. Den kvindelige hovedperson aner ikke, hvordan hun skal overleve i junglen, og Dundees junglemands strategier hjælper ham ikke meget i storbyen New York.

I angstens jerngreb er verden hverken forudsigelig, meningsfuld eller begribelig.

  • jeg kan ikke regne ud, hvad der sker. Jeg er f.eks. bange for, hvad der skal ske, hvis jeg går i supermarkedet, tager offentlige transportmidler eller tager til fest.
  • Jeg kan ikke forstå, hvad der sker med mig. Hvorfor snurrer det sådan i mit hoved, hvorfor vil folk ikke tale med mig, hvorfor kan jeg ikke bare gå i supermarkedet, hvorfor har alle de mærkelige tanker, er jeg ved at blive sindssyg?
  • Jeg kan ikke håndtere min tilstand. Hvad skal jeg gøre for, at det holder op? Hvorfor er der ikke noget, der virker?

Angst er altså fravær af psykisk sundhed, dvs. den er en psykisk sygdom.

Min verden bryder sammen

Min datter på 9 år er blevet alvorlig syg. Hun ligger i ugevis slapt hen med feber op til over 40 grader. Lægerne kan ikke finde ud af, hvad det er, og hun får det værre og værre. Jeg arbejder som gymnasielærer og tager ved siden af en længerevarende uddannelse indenfor pædagogisk psykologi og er ved at skrive speciale. Jeg føler mig presset fra flere sider, men min datter sygdom er det værste. Jeg begynder at sove dårligt om natten. På et tidspunkt har jeg stort set ikke sovet i en uge. Jeg begynder at ryste og få svedeture og hjertebanken og har konstant indre uro, der er ved at drive mig til vanvid. Jeg kan ikke finde hvile nogen steder. Tankerne kører rundt i hovedet på  mig:” Finder de nogensinde ud af, hvad hun fejler? Dør hun ? Hvis hun dør, giver mit live ingen mening. Jeg kan lige så godt tage livet af mig. Det hele kan være lige meget.”

Min datter bliver til sidst indlagt, får konstateret en betændt tand, som har bredt sig til ansigtet og givet den høje feber. Hun får nu antibiotika  sprøjtet direkte ind og får det hurtigt bedre. Men for mig var det for sent, skaden var sket, min verden var brudt sammen. Den var hverken forudsigelig, meningsfuld eller begribelig mere. Jeg anede ikke, hvad er kom til at ske med mig, jeg kunne ikke forstå, hvad der skete, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at hjælpe mig selv. Jeg var altså blevet psykisk syg.
Vanviddet fortsætter, uroen raser. På  et tidspunkt trygler jeg min mand om hjælp til at slå mig ihjel. Jeg kan bare ikke holde livet ud mere. Min mor kommer på besøg og hun og min mand slæber mig til læge. Hun siger straks, at jeg skal indlægges på psykiatrisk hospital Oringe i Vordingborg. Jeg får et chok, men indvilliger mest af hensyn til min mand og min datter.

Oringe

Mit ophold på Oringe startede i modtagelsesafdelingen, hvor jeg sad i venteværelset sammen med min mand i noget, der føltes som en evighed. Jeg rystede, svedte, græd og mit hoved var ved at eksplodere. Efter 3 – 4 timers ventetid kom vi ind til en læge, som interviewede mig. Jeg kunne dårligt høre, hvad han sagde og havde svært ved at styre tungen i munden. Han konstaterede, at jeg vist var meget anspændt. Han ville give mig noget at sove på, og det lød fantastisk. Tænk at kunne sove igen og måske komme ”sund” ud på den anden side af søvnen, så jeg sagde ja tak. Det var et totalt knock out drug, og jeg sov i 12 timer i træk. Vidunderligt! Men selvfølgelig var min tilstand ikke kureret med en enkelt nats søvn, så da jeg vågnede startede det hele forfra.
Angst som sygdom defineres ofte analogt til somatisk sygdom f.eks. :” Det er ligesom diabetes, man mangler bare nogle kemiske stoffer i hjerne i stedet for insulin”. Nej angst er ikke ligesom et brækket ben eller som diabetes. Jeg  har diabetes og haft meget angst i mi liv og tro mig, angst føles meget anderledes end diabetes. Somatiske sygdomme går ikke ud over ens selvopfattelse eller får ens verden til at bryde sammen.  Hvis de gør, er det ikke den somatiske sygdom i sig selv, men psykiske lidelser, der følger med det at have en fysisk sygdom.

Sjæl eller legeme?

Der er to måder at anskue angst og andre psykiske lidelser på.: en fysiologisk/biologisk og en psykologisk/filosofisk. Disse anskuelser har basis i den gamle filosofiske diskussion om sjæl/legeme problematikken. Kort sagt går diskussionen ud på, om man opfatter mennesket som en biologisk maskine, et produkt af kemiske og biologiske processer, som for størstedelens vedkommende ligger uden for vores vilje. ”Mennesket er blot et bundt neuroner”, som biologen og journalisten Lone Frank formulerer det.
Den anden anskuelse opfatter mennesket som et reflekterende væsen, som kan forholde sig til sig selv og sin omverden og som har en fri vilje til at skabe sin eget tilværelse. At man f.eks. kan forholde sig til sin angst, af og til med hjælp udefra, og at man altså ikke er i sine biologiske processers vold. Ellers ville det jo ikke give nogen mening at lave terapi på folk med angst. Der er mange gode argumenter for både den ene og den anden opfattelse, som jeg ikke vil trætte læseren med. Jeg tror på en kombination. Angst har, ligesom alle andre tilstande, nogle biologiske/kemiske processer som grundlag, som kan mærkes i kroppen og sindet, men det også muligt at forholde sig til disse processer gennem refleksion og sin frie vilje. Det er f.eks. det, der sker i kognitiv terapi. Her lærer man at tackle angsten ved at iagttage den lidt ovenfra, så den ikke kommer til at fylde det hele.

Frygt kontra angst

Ofte skelnes der mellem frygt og angst på den måde, at frygten har en konkret genstand f.eks. en løve eller en person, der vil angribe én, hvor angsten er genstandsløs. Men de fleste angste kan godt formulere, hvad de er angste for. Socialfobikeren er bange for andre mennesker, agorafobikeren er bange for åbne pladser, selv ved generaliseret angst, kan den angste godt sætte ord på, hvad vedkommende er angst for. Måske er angsten lidt mere diffus, f.eks. angst for fremtiden eller for at dø, men den kan formuleres. Forskellen mellem angst og frygt er snarere, at den angste godt ved, at den trussel han eller hun er angst for er indbildt. Den angste ved godt, at supermarkedet eller byens torv er sikre steder at færdes, eller at andre mennesker som regel ikke er farlige. Alligevel kan den angste ikke holde op med at være angst, for angsten unddrager sig fornuften, sproget og logikken – det er en indbildt sygdom. En anden forskel mellem frygt og angst er med Kierkegaards ord, at angste er attrå efter det, man frygter. Både frygt og angst udløser den velbeskrevne flugt eller angrib mekanisme, og ved frygten kan man handle på truslen netop ved at angribe eller flygte. Man kan skyde løven og løbe fra angrebsmanden. Men hvis man attrår, eller med et mere moderne ord, længes efter det, man er bange for, giver det ingen mening at angribe eller flygte. På den måde er den angste låst fast i sin tilstand, kan ikke handle sig ud af  den, og derfor føles angsten som en lammende afmagtstilstand.

Socialfobikeren frygter andre mennesker, men længes samtidig efter at kunne omgås dem. Agorafobikeren frygter åbne pladser, men længes samtidig efter at kunne færdes på dem. Den giver nok ingen mening at sige, at den sygdomsangste længes efter sygdom, men snarere længes efter at have fred med sin krop. Det sammen gælder for andre angstlidelser, som f.eks. tvangstanker om at vaske fingre hele tiden. Her går længslen på at kunne lade bakterierne være i fred uden hele tiden at skulle vaske dem af. Angsten indeholder altså både frygt og længsel, to modsatrettede følelser. Angste beskriver da også tit tilstanden som, at man bliver hevet og flået i fra alle sider.

I angsten er det fysiske og psykiske system på de højeste nagler. Kierkegaard siger det på den måde, at angst er en fremmed magt, der griber én, og dog kan man ikke løsrive sig fra den. Angsten gør én afmægtig, uden kontrol over sig selv. Jeg  selv og andre angste formulerer på den måde, at ”jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg kan ikke være nogen steder”.
Angst er lammende for sjæl og krop. Den føles som at være spærret inde i et mentalt og kropsligt fængsel, fordi man ikke kan løsrive sig fra den, man kan altså ikke umiddelbart handle på den. De fleste andre følelser er rettet mod noget ligesom ved frygten. Følelser gør, at vi mennesker knyttes til verden og andre mennesker på godt og ondt. Begrebet at være glad for noget eller nogen betyder jo, at der er noget eller  nogen at være glad for.. Det samme gælder for vred på , ked af  det osv. Men i angsten står man ikke i forhold til verden eller andre mennesker. Den isolerer os, gør os tomme, ensomme og afmægtige.

Afdeling M1

på modtagelsesafdelingen blev jeg overført til afdeling M1. Her var der en laaaang, tom, gråmalet gang uden udsmykning eller møbler. Herfra lå de smalle, mørke, gråmalede tomandsværelser på stribe : to senge, to sengeborde og stol – slut! Vinduet kunne ikke lukkes op. Spisestuen lignede en skolekantine. Her var heller ingen udsmykning eller hygge, kun cafeteriamøbler. Der var to stuer , en for rygere og en for ikke-rygere, begge med nedslidte gamle møbler i noget mørkegrønt stof. Jeg gik i panik:” Nej her kan jeg ikke være. Jeg bliver sindssyg af at være her”. Men jeg kunne jo godt se, at jeg ikke kunne byde min familie, at jeg boede hjemme i den tilstand.

Jeg husker ikke meget fra de første dage på den åbne afdeling ud over, at jeg fik diagnosen generaliseret angst og depression. Jeg blev staks medicineret, og i løbet af nogle dage føltes det, som om min tilstand blev forværret. Det væltede ind over mig med bivirkninger: svimmelhed, kvalme, træthed, mundtørhed. Jeg havde svært ved at rumme alt det oveni angsten og depressionen.

Der var ingen aktiviteter på selve afdelingen, men i et aktivitetscenter i en anden bygning med keramik syning og maleri og et bibliotek med nogle computere. Jeg er ikke noget særligt kreativt menneske med deltog i noget keramik, mest for at glæde plejepersonalet. De fleste i plejepersonalet var søde og rummelige, men der herskede noget nær victorianske normer på afdelingen. F.eks. måtte min mand ikke komme ind på mit værelse, fordi mænd og kvinder ikke måtte besøge hinanden på værelset. Jeg havde mest brug for at sidde lisså stille med min mand, så han kunne holde lidt om mig, men nej. Et par af mine medpatienter havde fundet sammen som par og måtte så heller ikke være sammen på deres værelser. De var henvist til stuerne, hvor de en aften sad og så tv. Kvinden lænede sig op ad manden med benene op på sofaen. Lederen af afdelingen (vi kaldte hende Ilse) beordrede kvinden til at sætte sig op. Hun skulle ikke ligge og slænge sig sådan. Og sådan var der en masse absurde regler, som blev håndhævet uden begrundelse. ”Sådan er det bare her”
Det er meget vigtigt, at personalet på en psykiatrisk afdeling udviser respekt for patienterne og ikke demonstrerer sin magt gennem f.eks. absurde regler for reglernes egen skyld. Den franske filosof Foucoult skriver, at psykiatrien fungerer som et kontrol og magtapparat i forhold til utilpassede borgere. Det føles meget ydmygende at befinde sig i et  sådant system, hvis ikke personalet ved, hvordan de skal håndtere at være en del af et sådant magtsystem.

En absurd magtdemonstration

En ung mand led af skizofreni og tvangstanker. En nat var særlig pinefuld for ham, og han vidste åbenbart heller ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. Så han fik natten til at gå med at skrue alle dørkarmene af på sin gang på 1. sal. Da personalet opdagede det om morgenen, opstod der stor postyr og som straf ( gav personalet som begrundelse, da vi spurgte) blev han indlagt på den lukkede afdeling. Så jeg spørger: Hvor var nattevagten henne den nat? Hvorfor skal han straffes for at være psykisk syg på en psykiatrisk afdeling? Det er muligt at han skulle på den lukkede afdeling, men ikke for at straffes men af behandlingsmæssige grunde.

Medpatienterne

Det bedste ved indlæggelsen var de andre medpatienter. Her kunne man fortælle hinandens historie, spejle sig i hinanden og vise hinanden omsorg. Jeg tror aldrig, jag har mødt større omsorg for hinanden end blandt nogle af patienterne på denne afdeling. Alle paradespil var faldet, vi kunne ikke andet end at vise hinanden vores svageste sider, men også vores kampe, håb og en hel del humor.

Nu skal vi rigtigt hygge os

Jeg blev indlagt i juni måned – en varm en af slagsen. Udenfor afdelingen var der en græsplæne med et smukt tulipantræ, der stod i fuld flor. Vi sad nogle stykker på græsplænen og talte om vores tilstande. Jeg talte med en yngre kvinde om min angst for aldrig at blive helbredt. Hun sagde helt roligt:” Jeg er sikker på, at du bliver rask igen, for du har ikke kigget folk så dybt i øjnene som jeg”. Umiddelbart et meningsløst udsagn, men jeg kunne godt forstå, hvad hun mente. Hun havde følt sig så smeltet sammen med et andet menneske i en symbiose, at hendes personlige grænser var brudt sammen, og hun havde mistet sig selv. Vi var rigtig gode til at forstå hinanden. En af personalets kommentar til vores samtale var, at nu skulle vi ikke snakke sygdom, nu skulle vi hygge os! Det danske hyggepåbud skulle vi adlyde! Det ikke at blive mødt med forståelse, ikke at blive rummet, når man er angst, gør at man føler sig mere isoleret og afmægtig. Hvis ikke personalet på en psykiatrisk afdeling kan rumme eller forstå, hvordan det er at have en psykisk sygdom, hvem kan så? Det må da være en af personalets opgaver at skabe tillid mellem dem og de syge , ikke at stigmatisere dem yderligere.
En lignende episode: der var arrangeret en gåtur i den meget smukke park omkring Oringe. Den ligger lige ud til vandet med mange gamle, store egetræer og dejlige gåture langs vandet. Jeg kom til at gå ved siden af en kvinde med paranoid skizofreni. Hun var overbevist om, at der sad kameraer i træerne og overvågede os, og at overvågningsfilmene skulle bruges af CIA og FBI. Der var også mange andre efter hende – væsner fra det ydre rum f.eks., og hun var meget plaget af sin tilstand. En plejers kommentar hertil:” Hold nu op med alt det sludder. Nu skal vi hygge os.” Igen stikker det danske hyggemonster sit hoved frem.

Tillid

Både i filosofien og i udviklingspsykologien spiller begrebet tillid en stor rolle.
Den danske filosof Løgstrup kalder tillid for en suveræn livsytring, dvs. det er en livskraft, som vi gribes af. Den bestemmer vores liv i en sådan grad, at det kun kan lykkes, hvis vi lever i tillid til hinanden. Mistillid er i længden destruktiv. Den paranoide er f.eks.i en tilstand af total mistillid jf. eksemplet ovenfor. Her havde kvinden mistillid til andre menneskers hensigter med hende, og det er en meget pinefuld tilstand at være i. Tillid er forudsætningen for et godt liv, et meningsfuldt liv.
Psykologen Erikson siger, at det mest fundamentale for et lille barn er følelsen af tillid. En følelse af at nogen tager sig af mig, elsker mig og giver mig den omsorg, jeg har brug for.  At verden er et godt sted at være, og at andre mennesker vil én det godt. Derfor er omsorgssvigt så destruktiv: det ødelægger barnets tillid til de voksne, til sig selv og til livet som sådan. Dette kan føre til alle mulige former for psykiske lidelser f.eks. angst. I angsten er tilliden væk, måske ikke på alle men på centrale dele af ens liv. F.eks. har den angst ikke tillid til at andre mennesker grundlæggende vil én det godt, eller til at lægerne kan finde ud af, hvad jeg fejler , eller til at jeg nogensinde bliver helbredt. Jeg har heller ikke tillid til mig selv, for jeg har jo mistet kontrollen med mig.
Jeg mistede tilliden til mine forældre, fordi de afviste mig, da jeg havde brug for dem. Jeg mistede tilliden til mig selv, fordi jeg ikke blev mødt, som den jeg var men med udskæld og kritik.
På psykiatrisk afdeling mistede jeg tilliden til plejepersonalet, fordi de principielt opførte sig ligesom mine forældre, med afvisning. Ikke kun overfor mig, men det at være vidne til disse ting er næsten ligeså slemt som at være udsat for det.
Tillid mellem behandler og den angste er forudsætningen for, at den angste langsomt kan slippe de pinefulde tanker og følelser og lære at håndtere dem. Tillid er broen mellem isolationen i angsten og fællesskabet med andre mennesker, ja måske kan man sige mellem liv eller død.

Hjemme igen

Da jeg havde været på Oringe i 5 uger, blev jeg udskrevet. Ikke fordi jeg havde meget bedre, men fordi de ikke syntes, de kunne gøre mere for mig. Det var jeg enig i, og jeg spurgte mig selv bagefter, hvad meningen med opholdet havde været ud over at medicinere mig. Jeg fik aldrig noget at vide, om der var nogen plan med min behandling, eller hvilke tanker personalet gjorde sig mht. min tilstand. Efterfølgende bad jeg om at se min journal for at finde ud af det, men det lykkedes ikke, selvom jeg rykkede for den nogle gange.
Jeg var bange for, om jeg kunne finde ud af at være derhjemme alene med mig selv og for, om min datter skulle tage skade af at have en angst og depressiv mor gående derhjemme.
 Den første tid var rigtig svær. Jeg skulle tvinge mig ud af sengen om morgenen og kæmpe mig  igennem de fleste dage med indre uro, tunge tanker og angst for aldrig at få det bedre. Hvis det ikke havde været for min mand og min datter, er jeg ikke sikker på, at jeg havde holdt ud. Men det gjorde jeg, og i dag har jeg det godt og synes, at livet er en gave. Hvad var det, som hjalp mig? 
Jeg var blevet henvist til den lokale psykiater Boris Velander og til kognitiv gruppeterapi. Det blev min redning. Velander fandt den rigtige medicin til mig efter et langt forløb, hvor jeg havde prøvet 7 – 8 forskellige præparater. Han var ikke bange for benzodiazepinere, for som han sagde, at det var vigtigere, at jeg fik en hverdag til at fungere, end at jeg evt. blev afhængig af pillerne. Dem kunne jeg altid trappe ud af. Og de hjalp mig virkelig i den første svære tid derhjemme, hvor jeg stadig havde meget uro og tanker, der hvirvlede rundt i hovedet på mig. Jeg kunne kun fungere få timer ad gangen, så måtte jeg hvile mig.
Terapigruppen var super professionel og meget menneskevarm. Det foregik på centeret for selvmordsforebyggelse ( som i øvrigt lå i en anden bygning på Oringe), som i dag er sparet væk. Vi var seks personer , alle med en depression eller angst i en eller anden grad. De to dygtige terapeuter styrede slagets gang. Efter tur fortalte vi vores problematikker frem, og det var en lise for sjælen at kunne spejle sig i hinandens historier. Terapeuterne var gode til at sætte de svære følelser og tanker ind i en større sammenhæng og få os til at arbejde kognitivt med det, og vi fik også hjemmeopgaver for. Forløbet strakte sig over ca. 3 måneder, og jeg havde i den tid fået meget mere ro på. Jeg kunne mere og mere og skrev alle de ting ned, som jeg kunne mere af, f.eks. at være sammen med andre mennesker i mere end 1 time, at gå en tur i Føtex uden at flygte ud af supermarkedet osv.
Jeg havde en meget forstående chef, så jeg fik lov til at være sygemeldt i 10 måneder. I slutningen af min sygeperiode fik jeg så meget overskud, at jeg skrev mit speciale færdigt og fik 10. Da jeg begyndte at arbejde igen, startede jeg på 1/3 tid. Jeg kunne ikke arbejde fuldtid mere, og i 2007 fik jeg tildelt fleksordning på netop 1/3 tid.
Jeg fungerede fint igen, jeg kunne gå på arbejde og passe familien. Jeg begyndte også at skrive en bog, som udkom i 2008.
Livet går videre, og jeg har lært at tackle de udfordringer, som der kommer hen ad vejen.
Livet er igen blevet meningsfuldt og begribeligt. Jeg kan forstå min angst, der er sat ord på vha. dygtige terapeuter og jeg kan nu selv gøre noget for at få det bedre. Derfor har jeg både fået mere tillid til mig selv, men også til andre , ja til livet selv. At livet er værd at leve, at der er gode oplevelser i vente. Og frem for alt tillid til, at min datter nok skal klare sig. Hun er i dag 16 og stortrives.

Læs også

Min verden bryder sammen.