• English flag

Min verden bryder sammen - af Susanne Veiks

Der foregår i øjeblikket en debat om psykiatrien i Danmark. Følgende er mit bidrag til denne debat. Det er meget personligt bidrag med en meget subjektiv vinkel. Formålet med dette bidrag er dels en kritik af den behandling, jeg var udsat for, og dels at fortælle hvordan angst opleves indefra.
30. marts 2011, 16:00

Der foregår i øjeblikket en debat om psykiatrien i Danmark. Følgende er mit bidrag til denne debat. Det er meget personligt bidrag med en meget subjektiv vinkel. Formålet med dette bidrag er dels en kritik af den behandling, jeg var udsat for, og dels at fortælle hvordan angst opleves indefra. Der er skrevet meget om angstens symptomer og om, hvilke biokemiske processer der foregår i kroppen ved angsttilstande. Disse beskrivelser er angsten set udefra, dette bidrag søger at formidle en indre oplevelse af angst og beskrive mine oplevelser af behandlingen på et psykiatrisk hospital.

Sygdom triggede angsten

Min datter på 9 år er blevet alvorlig syg. Hun ligger i ugevis slapt hen med feber op til over 40 grader. Lægerne kan ikke finde ud af, hvad det er, og hun får det værre og værre. Jeg arbejder som gymnasielærer og tager ved siden af en længerevarende uddannelse indenfor pædagogisk psykologi og er ved at skrive speciale. Jeg føler mig presset fra flere sider, men min datters sygdom er det værste. Jeg begynder at sove dårligt om natten. På et tidspunkt har jeg stort set ikke sovet i en uge. Jeg begynder at ryste og få svedeture og hjertebanken og har konstant indre uro, der er ved at drive mig til vanvid. Jeg kan ikke finde hvile nogen steder. Tankerne kører rundt i hovedet på  mig: Finder de nogensinde ud af, hvad hun fejler? Dør hun ? Hvis hun dør, giver mit live ingen mening. Jeg kan lige så godt tage livet af mig. Det hele kan være lige meget.”

Datter er alvorligt syg og indlægges

Min datter bliver til sidst indlagt, får konstateret en betændt tand, som har bredt sig til ansigtet og givet den høje feber. Hun får nu antibiotika  sprøjtet direkte ind og får det hurtigt bedre. Men for mig var det for sent, skaden var sket. Vanviddet fortsætter, uroen raser. På  et tidspunkt trygler jeg min mand om hjælp til at slå mig ihjel. Jeg kan bare ikke holde livet ud mere. Min mor kommer på besøg og hun og min mand slæber mig til læge. Hun siger straks, at jeg skal indlægges på psykiatrisk hospital Oringe i Vordingborg. Jeg får et chok, men indvilliger mest af hensyn til min mand og min datter.

Min verden var brudt sammen

Psykisk sundhed defineres bl.a. som en grundlæggende antagelse om, at verden er forudsigelig, meningsfuld og begribelig . At verden er forudsigelig betyder, at jeg nogenlunde ved, hvad der skal ske. At den er meningsfuld betyder, at  jeg kan forstå, hvad der foregår omkring mig, og at den er begribelig betyder, at jeg kan håndtere livets udfordringer. Min verden var på det tidspunkt ingen af delene. Jeg anede ikke, hvad er kom til at ske med mig, jeg kunne ikke forstå, hvad der skete, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at hjælpe mig selv. Min psykiske sundhed var forsvundet, jeg var altså blevet psykisk syg.
Angst er ligesom et brækket ben.

Hvad er angst?

Angst som sygdom defineres ofte analogt til somatisk sygdom f.eks. :” Det er ligesom diabetes, man mangler bare nogle kemiske stoffer i hjerne i stedet for insulin”. Nej angst er ikke ligesom et brækket ben eller som diabetes. Jeg  har diabetes og haft meget angst i mi liv og tro mig, angst føles meget anderledes end diabetes. Somatiske sygdomme går ikke ud over ens selvopfattelse eller får ens verden til at bryde sammen.  Hvis de gør, er det ikke den somatiske sygdom i sig selv, men psykiske lidelser, der følger med det at have en fysisk sygdom.
Angst er lammende for sjæl og krop. Den føles som at være spærret inde i et mentalt og kropsligt fængsel, fordi der ikke umiddelbart kan handles på den. De fleste andre følelser er rettet mod noget ligesom ved frygten. Følelser gør, at vi mennesker knyttes til verden og andre mennesker på godt og ondt. Begrebet at være glad for noget eller nogen betyder jo, at der er noget eller nogen at være glad for.. Det samme gælder for vred på, ked af  det osv. Men i angsten står man ikke i forhold til verden eller andre mennesker. Den isolerer os, gør os tomme, ensomme og afmægtige.

Oringe

Mit ophold på Oringe startede i modtagelsesafdelingen, hvor jeg sad i venteværelset sammen med min mand i noget, der føltes som en evighed. Jeg rystede, svedte, græd og mit hoved var ved at eksplodere. Efter 3 – 4 timers ventetid kom vi ind til en læge, som interviewede mig. Jeg kunne dårligt høre, hvad han sagde og havde svært ved at styre tungen i munden. Han konstaterede, at jeg vist var meget anspændt. Han ville give mig noget at sove på, og det lød fantastisk. Tænk at kunne sove igen og måske komme ”sund” ud på den anden side af søvnen, så jeg sagde ja tak. Det var et totalt knock out drug, og jeg sov i 12 timer i træk. Vidunderligt! Men selvfølgelig var min tilstand ikke kureret med en enkelt nats søvn, så da jeg vågnede startede det hele forfra.

Jeg havde mistet grebet om mig selv og kunne ikke forstå, hvad der skete med mig. I angsten kører hele det fysiske og psykiske system på de højeste nagler, og man er fundkommen i en fremme magts vold. Kirkegaard siger, at angst er en fremmed magt, der griber én, og dog kan man ikke løsrive sig fra den. Angsten gør én afmægtig, uden kontrol over sig selv. Jeg  selv og andre angste formulerer på den måde, at ”jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg kan ikke være nogen steder”.
Efter et par dage blev jeg overført til den åbne afdeling M1 på Oringe. På denne afdeling var der en laaaang, tom, gråmalet gang uden udsmykning eller møbler. Herfra lå de smalle, mørke, gråmalede tomandsværelser på stribe : to senge, to sengeborde og stol – slut! Vinduet kunne ikke lukkes op. Spisestuen lignede en skolekantine. Her var heller ingen udsmykning eller hygge, kun cafeteriamøbler. Der var to stuer , en for rygere og en for ikke-rygere, begge med nedslidte gamle møbler i noget mørkegrønt stof. Jeg gik i panik:” Nej her kan jeg ikke holde ud at være. Jeg bliver sindssyg af at være her”. Men jeg kunne jo godt se, at jeg ikke kunne byde min mand og især min datter at bo hjemme i den tilstand.

Jeg husker ikke meget fra de første dage på den åbne afdeling ud over, at jeg fik diagnosen generaliseret angst og depression. Jeg blev staks medicineret, og i løbet af nogle dage føltes det, som om min tilstand blev forværret. Det væltede ind over mig med bivirkninger: svimmelhed, kvalme, træthed, mundtørhed. Jeg havde svært ved at rumme alt det oveni angsten og depressionen.

Viktorianske normer

Der var ingen aktiviteter på selve afdelingen, men i et aktivitetscenter i en anden bygning med keramik, syning og maleri og et bibliotek med nogle computere. Jeg er ikke noget særligt kreativt menneske med deltog i noget keramik, mest for at glæde plejepersonalet. De fleste i plejepersonalet var søde og rummelige, men der herskede noget nær viktorianske normer på afdelingen. F.eks. måtte min mand ikke komme ind på mit værelse, fordi mænd og kvinder ikke måtte besøge hinanden på værelset. Jeg havde mest brug for at sidde lisså stille med min mand, så han kunne holde lidt om mig, men nej, det var forbudt!
 Et par af mine medpatienter havde fundet sammen som par og måtte så heller ikke være sammen på deres værelser. De var henvist til stuerne, hvor de en aften sad og så tv. Kvinden lænede sig op ad manden med benene op på sofaen. Lederen af afdelingen (vi kaldte hende Ilse) beordrede kvinden til at sætte sig op. Hun skulle ikke ligge og slænge sig sådan. Og sådan var der en masse absurde regler, som blev håndhævet uden begrundelse. ”Sådan er det bare her” Når man i forvejen lider af en psykisk sygdom, er man meget sårbar. Det er meget vigtigt, at personalet på en psykiatrisk afdeling udviser respekt for patienterne og ikke demonstrerer sin magt gennem f.eks. absurde regler for reglernes egen skyld. Den franske filosof Faucoult skriver, at psykiatrien fungerer som et kontrol og magtapparat i forhold til utilpassede borgere. Det føles meget ydmygende at befinde sig i et  sådant system, hvis ikke personalet ved, hvordan de skal håndtere at være en del af et sådant magtsystem.

En absurd magtdemonstration

En ung mand led af skizofreni og tvangstanker. En nat var særlig pinefuld for ham, og han vidste åbenbart heller ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. Så han fik natten til at gå med at skrue alle dørkarmene af på sin gang på 1. sal. Da personalet opdagede det om morgenen, opstod der stor postyr og som straf ( gav personalet som begrundelse, da vi spurgte) blev han indlagt på den lukkede afdeling. Så jeg spørger: Hvor var nattevagten henne den nat? Hvorfor skal han straffes for at være psykisk syg på en psykiatrisk afdeling? Det er muligt at han skulle på den lukkede afdeling, men ikke for at straffes men af behandlingsmæssige grunde.

Det bedste ved indlæggelsen var de andre medpatienter. Her kunne man fortælle hinandens historie, spejle sig i hinanden og vise hinanden omsorg. Jeg tror aldrig, jag har mødt større omsorg for hinanden end blandt nogle af patienterne på denne afdeling. Alle paradespil var faldet, vi kunne ikke andet end at vise hinanden vores svageste sider, men også vores kampe, håb og en hel del humor.

Nu skal vi rigtigt hygge os

Jeg blev indlagt i juni måned – en varm en af slagsen. Udenfor afdelingen var der en græsplæne med et smukt tulipantræ, der stod i fuld flor. Vi sad nogle stykker på græsplænen og talte om vores tilstande. Jeg talte med en yngre kvinde om min angst for aldrig at blive helbredt. Hun sagde helt roligt:” Jeg er sikker på, at du bliver rask igen, for du har ikke kigget folk så dybt i øjnene som jeg”. Umiddelbart et meningsløst udsagn, men jeg kunne godt forstå, hvad hun mente. Hun havde følt sig så smeltet sammen med et andet menneske i en symbiose, at hendes personlige grænser var brudt sammen, og hun havde mistet sig selv. Vi var rigtig gode til at forstå hinanden. En af personalets kommentar til vores samtale var, at nu skulle vi ikke snakke sygdom, nu skulle vi hygge os! Det danske hyggepåbud skulle vi adlyde! Det ikke at blive mødt med forståelse, ikke at blive rummet, når man er angst, gør at man føler sig mere isoleret og afmægtig. Hvis ikke personalet på en psykiatrisk afdeling kan rumme eller forstå, hvordan det er at have en psykisk sygdom, hvem kan så? Det må da være en af personalets opgaver at skabe tillid mellem dem og de syge , ikke at stigmatisere dem yderligere.
En lignende episode: der var arrangeret en gåtur i den meget smukke park omkring Oringe. Den ligger lige ud til vandet med mange gamle, store egetræer og dejlige gåture langs vandet. Jeg kom til at gå ved siden af en kvinde med paranoid skizofreni. Hun var overbevist om, at der sad kameraer i træerne og overvågede os, og at overvågningsfilmene skulle bruges af CIA og FBI. Der var også mange andre efter hende – væsner fra det ydre rum f.eks., og hun var meget plaget af sin tilstand. En plejers kommentar hertil:” Hold nu op med alt det sludder. Nu skal vi hygge os.” Igen stikker det danske hyggemonster sit hoved frem.

Tillid

I udviklingspsykologien spiller begrebet tillid en stor rolle. Psykologen Erikson siger, at det mest fundamentale for et lille barn er følelsen af tillid. En følelse af at nogen tager sig af mig, elsker mig og giver mig den omsorg, jeg har brug for.  At verden er et godt sted at være, og at andre mennesker vil én det godt. I angsten er tilliden væk, måske ikke på alle men på centrale dele af ens liv. F.eks. har den paranoide en grundlæggende angst for andre mennesker, og den sygdomsangste ikke tillid til at lægerne kan finde ud af, hvad han fejler. Jeg har heller ikke tillid til mig selv, for jeg har jo mistet kontrollen med mig.
På psykiatrisk afdeling mistede jeg tilliden til plejepersonalet, fordi de afviste mig og andre med deres hyggesnak. De kunne ikke rumme de svære tilstande, som patienter på en psykiatrisk afdeling har. Det var ikke alle, der behandlede os sådan. Der var nogle meget rummelige og indfølende personaler iblandt.
Tillid mellem behandler og den angste er forudsætningen for, at den angste langsomt kan slippe de pinefulde tanker og følelser og lære at håndtere dem. Tillid er broen mellem isolationen i angsten og fællesskabet med andre mennesker, ja måske kan man sige mellem liv eller død.

Sjæl eller legeme?

Der er to måder at anskue angst og andre psykiske lidelser på.: en fysiologisk/biologisk og en psykologisk/filosofisk. Disse anskuelser har basis i den gamle filosofiske diskussion om sjæl/legeme problematikken. Kort sagt går diskussionen ud på, om man opfatter mennesket som en biologisk maskine, et produkt af kemiske og biologiske processer, som for størstedelens vedkommende ligger uden for vores vilje. ”Mennesket er blot et bundt neuroner”, som biologen og journalisten Lone Frank formulerer det.
Den anden anskuelse opfatter mennesket som et reflekterende væsen, som kan forholde sig til sig selv og sin omverden og som har en fri vilje til at skabe sin eget tilværelse. At man f.eks. kan forholde sig til sin angst, af og til med hjælp udefra, og at man altså ikke er i sine biologiske processers vold. Ellers ville det jo ikke give nogen mening at lave terapi på folk med angst. Der er mange gode argumenter for både den ene og den anden opfattelse, som jeg ikke vil trætte læseren med. Jeg tror på en kombination. Angst har, ligesom alle andre tilstande, nogle biologiske/kemiske processer som grundlag, som kan mærkes i kroppen og sindet, men det også muligt at forholde sig til disse processer gennem refleksion og sin frie vilje. Det er f.eks. det, der sker i kognitiv terapi. Her lærer man at tackle angsten ved at iagttage den lidt ovenfra, så den ikke kommer til at fylde det hele.
Da jeg havde været på Oringe i 5 uger, blev jeg udskrevet. Ikke fordi jeg havde meget bedre, men fordi de ikke syntes, de kunne gøre mere for mig. Det var jeg enig i, og jeg spurgte mig selv bagefter, hvad meningen med opholdet havde været ud over at medicinere mig. Jeg fik aldrig noget at vide, om der var nogen plan med min behandling, eller hvilke tanker personalet gjorde sig mht. min tilstand. Efterfølgende bad jeg om at se min journal, men det lykkedes ikke, selvom jeg rykkede for den nogle gange.
Jeg var bange for, om jeg kunne finde ud af at være derhjemme alene med mig selv. Den første tid var rigtig svær. Jeg skulle tvinge mig ud af sengen om morgenen og kæmpe mig  igennem de fleste dage med indre uro, tunge tanker og angst for aldrig at få det bedre. Hvis det ikke havde været for min mand og min datter, er jeg ikke sikker på, at jeg havde holdt ud. Men det gjorde jeg, og i dag har jeg det godt og synes, at livet er en gave. Hvad var det, som hjalp mig? Det gjorde dygtige kognitive terapeuter ( som i øvrigt også holdt til på Oringe), min dygtige psykiater, min dejlige mand og datter og mine venner.

Læs også

Essay om angst - debut udi angstens univers