• English flag

Foråret er over os

Mens foråret betyder forelskelse for nogen, så rimer det på depression for andre. Det Sociale Netværk ser på årsagerne til, at foråret kan spænde ben – og kommer med bud på gode ting at foretage sig samt forslag til, hvor der er hjælp at hente.
15. april 2011, 13:30

Træerne springer ud, fuglene kvidrer, smilene tegner sig store i ansigterne, og skuldrene blottes. På den vis bebudes forårets komme.
For de fleste mennesker er foråret forbundet med lys og varme, og mennesker der indtager de grønne rum i byerne. Men for nogle er foråret en hård tid. Ifølge lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, Thomas Nielsen, stiger antallet af depressioner med 10-20 % i april og maj, og ifølge tal fra Center for Selvmordsforskning bliver der begået 7 % flere selvmord i marts til maj end i resten af året.

Flest selvmord

Ifølge Thomas Nielsen er der ikke forsket så grundigt i fænomenet forårsdepressioner, men han mener, at de kan hænge sammen med den glædesrus, der for de fleste mennesker opstår ved forårets komme. Den betyder nemlig, at der bliver en stor afstand mellem en nedtrykt person og de forårsglade, som kan være med til at forstærke følelsen af ensomhed og tristesse.

”Man kan godt forestille sig, at de mennesker, der føler sig lidt tabt bag en vogn, kan føle sig endnu mere fortabte, ensomme og triste, når de er omgivet af glade mennesker. Det kan også forklares med den symbolik, der knytter sig til foråret - forelskelsens tid, følelsernes tid og glædens tid. Hvis man selv savner disse glæder i livet, kan savnet virke endnu hårdere, når man ser det alle vegne,” siger Thomas Nielsen til Politiken.

Arrangementer

Gå- og løbeture

Det Sociale Netværk mødes hver søndag kl. 11 i Fælledparken og lunter og løber en time. Også i påsken! Læs mere her.

Byens Vandrefugle mødes mandag den 18. april kl. 9:20 under uret på Hovedbanegården i København. Herfra går turen til Gurre sø, hvor den står på en 7 km. gåtur. Læs mere her.

Kirkelige arrangementer

Hvis du har lyst til at fejre påsken med en tur i den danske folkekirke, kan du finde påskens gudstjenester samt andre arrangementer her.

Væresteder

Har du brug for et sted at gå hen, så kan du finde en oversigt over landets væresteder her.

Akuthjælp

Har du brug for akuthjælp, så har vi samlet en liste over steder her.