• English flag

Flere børn rammes af spiseforstyrrelser

Flere og flere børn tæller kalorier og udvikler dermed et ekstremt forhold til mad. Nu råber sundhedsplejen og Landsforeningen for Pårørende til Spiseforstyrrede vagt i gevær. De advarer voksne imod at overføre deres motions- og kostvaner til de små.
24. februar 2011, 11:00

Hver 10. ung har et forstyrret forhold til mad. Nu spreder tendensen sig også til de helt små børn, lyder advarslen fra sundhedsplejersker over hele landet, som MetroXpress beskrev i går.

Børn er bange

"Via medier har børn tydelige idealer på, hvordan man skal se ud. Det vil sige, at hvis man spørger børn, der er normalvægtige, så har de fokus på, om de er normale og vil gerne have afkræftet, at de er for tykke," siger Anne Grethe Helmer-Hansen, funktionsleder for sundhedsplejen i Odense.

Og næstformand i Landsforeningen af Pårørende til Spiseforstyrrede (PS), Dorte Nielsen, bakker sundhedsplejen op: "Jeg er desværre ikke i tvivl om, at vi kommer til at opleve flere børn og unge med spiseforstyrrelser frem over. Sund mad er blevet et prestigeprojekt for forældrene - og det er fint nok med fokus, men det er blevet alt for meget. Så forældrene gør børnene en bjørnetjeneste", fastslår hun.

Kosthysteri smitter af

Dorte Nielsen peger på, at den er helt gal, når forældre løber lange ture med deres 3-4 årige børn eller pludselig får en ny religion, hvor bestemte fødevarer bliver strengt forbudte. "Vi forældre skal passe på, at vi ikke overfører vores egne motions- og kostvaner til børnene. For vi har brug for noget forskelligt. Børn skal også have lov til at være børn, spille bold, klatre i træer. Og hvis der bliver skåret lidt på serviceniveauet, og de får lov til at cykle i stedet for at blive kørt til skole, så får de fleste børn hurtigt den daglige motion, som de skal have," siger næstformanden for PS Landsforening. 

Lektor Karen Wistoft fra Århus Universitet forsker i børns sundhed, og hun anslår over for MetroXpress, at "20 procent af de danske skolebørn lider af en form for kosthysteri".

Negativt syn på sig selv

Tallene kommer ikke bag på PS Landsforenings næstformand Dorte Nielsen, der især er ked af, at børnene udvikler et negativt syn på sig selv og deres krop. "I dag er det forbudt at være fed, og det giver ikke noget godt forhold til mad. Vi revser hinanden, hvis der er lidt ekstra kilo på sidebenene. Og især følsomme børn bliver mere påvirket end tidligere af den snak og udvikler en risikoadfærd," siger Dorte Nielsen.