• English flag

Når anoreksi handler om andet end kropsforskrækkelse

Når børn under 13 år får anoreksi, er deres symptomer ofte anderledes end hos de ældre anoreksiramte, og ligeså er behandlingen. Kirsten Hørder, overlæge og leder af Center for Spiseforstyrrelser på Odense Universitetshospital, fortæller Det Sociale Netværk om de ganske unge med anoreksi.
14. oktober 2010, 09:00

Det er ikke alle anoreksipatienter, der passer ind i kasser. De diagnostiske kriterier, som lægerne sædvanligvis benytter, når de skal vurdere, om et barn har anoreksi, kommer til kort, når det drejer sig om helt unge anoreksiramte.

“Den måde, børnene viser deres sygdom på, er anderledes. Når man taler med dem, har de sjældent angst for at blive tykke. De har heller ikke den her forvrængede kropsopfattelse, og de fortæller sjældent om ‘stemmer’, der siger til dem, at de ikke må spise. De vil heller ikke fortælle om ophørte menstruationer, da de ikke har fået menstruation endnu.” Sådan fortæller Kirsten Hørder, overlæge og leder af Center for Spiseforstyrrelser på Odense Universitetshospital, som oplever en stigende tendens til, at børn i 10-11 års alderen kommer i behandling.

På mange måder opfører de unge anoreksiramte sig lige som de ældre. De motionerer meget, spiser lidt, og nogle tager også afføringsmidler. De mener heller ikke, at de har et problem. Desuden er de perfektionistiske, nærmende sig det angstprægede. Men forskellene gør, at det kan være forvirrende for behandlerne, som dermed kan have svært ved at stille den rigtige diagnose.

Psykologiske faktorer

Når diagnosen er stillet hos en ganske ung, er det ifølge Kirsten Hørder vigtigt at inkludere forældrene så vidt muligt, så de deltager og tager ansvar. Hun fortæller: “Når et barn skal i behandling for anoreksi, oplever vi ofte, at forældrene kommer med en forventning om, at nu tager behandlerne over og sørger fuldt og helt for barnet. Forældrene føler sig magtesløse og ved ikke, hvordan de skal tackle deres barn, men der hjælper vi dem med at gå ind og tage ansvar.”

I det hele taget sørger behandlerne på Center for Spiseforstyrrelser i Odense for at inkludere familien, og jo yngre patienterne er, des vigtigere er familien. Kirsten Hørder fortæller, at de gør meget ud af at opbygge et godt samarbejde med den nærmeste familie, og at de som regel også hjælper den ene forælder til at få orlov. Afdelingen arbejder nemlig hovedsageligt ambulant og vægter, at børnene så vidt muligt bliver i hjemmet, da det er mest trygt for dem.

Forældrenes ansvar

“Vi gør meget ud af at fortælle forældrene, at de er de vigtigste personer i barnets liv. Det gælder om at få en god alliance med forældrene – mange gange udøver vi jo en stor del af behandlingen igennem dem, og jo yngre barnet er, des mere sker det gennem forældrene,” fortæller Kirsten Hørder.

Familien inkluderes igennem familieterapi og flerfamilieterapi. En væsentlig del af familieterapien er måltidstræning. Kirsten Hørder siger: “Måltiderne er der, hvor vi mødes og hygger os og taler med hinanden om dagen og vejen. Anoreksi skaber en voldsom spænding i hyggen ved at gøre måltiderne konfliktfyldte. Det er meget svært for forældre at tackle. Derfor gør vi meget ud af måltidsbehandling, hvor en distriktssygeplejerske tager hjem i familien og deltager i hele måltidet fra madlavning og til spisning, og hvor der bliver givet råd og vejledning og talt med familien om måltidet.”

Tryghed

En del af samarbejdet med familien fokuserer på at skabe enighed om tilgangen til barnet. Kirsten Hørder forklarer: “Det er vigtigt, at de voksne – de to behandlere, der er knyttet til det enkelte barn, og forældrene – er enige. Man skal tale i mono og ikke i stereo, som jeg plejer at sige. Det er vigtigt at tale med én stemme, når man skal støtte et barn og sætte grænser.”

Kirsten Hørder forklarer, at det i det hele taget er en vigtig opgave for forældrene at se deres barn, som det er – og ikke som et projekt. “Man skal høre barnet og lytte på barnet, men børn skal ikke være ligeværdige med forældrene i diskussioner, og når der skal træffes beslutninger. Det er forældrene, som er de voksne, og som skal sætte grænser. I det hele taget er det vigtigt, at forældre giver tryghed, støtte og forudsigelighed.”

Konkrete informationer

I behandlingen af de helt unge er det desuden vigtigt at inkludere eventuelle søskende og måske endog tilbyde terapi til de pågældende søskende, og ligeledes er det afgørende at samarbejde med barnets skole. Efter aftale med barnet og forældrene tager behandlere ud på skolen og taler om sygdommen – enten med barnets klasse eller med lærerkredsen for at skabe viden om sygdommen.

Kirsten Hørder forklarer: “Jo yngre, patienterne er, des vigtigere er det at inkludere miljøet og sørge for, at det har viden om og forståelse for sygdommen og dens symptomer. På den måde kan vi styrke miljøet omkring barnet.”

Se endvidere artiklen “Anoreksi rammer også børn under 13 år"