• English flag

Vores begreb om tryghed må gentænkes

Den moderne kultur er blevet så kompliceret og utryg, at vi bliver nødt til at gentænke vores begreb om tryghed. Hvordan skaber vi tryghed i familien? I behandlingen? I samfundet i det hele taget? Det Sociale Netværk søger svar hos den norske professor og psykiater, Finn Skårderud.
5. oktober 2012, 15:00

Psykiske lidelser er ikke blot et individproblem, siger den norske professor og psykiater Finn Skårderud. I stedet er de et tegn på aspekter i kulturen, som kan være svære at overskue og tackle. Han påpeger, at den moderne kultur er blevet så kompliceret og utryg, at identitetsdannelsen bliver en stor udfordring for de unge. Derfor tyer mange til det allermest nærliggende: nemlig kroppen. Og derfor ser vi et stigende antal børn og unge med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd.

Heldigvis nøjes Finn Skårderud ikke med at lægge armene over kors og konstatere, at der er et problem. Det Sociale Netværk spørger ham, hvad vi kan gøre som samfund, som behandler og som familie for at imødegå de unges utryghed.

Samfundsmæssigt problem

Den helt store udfordring er, at vi bliver nødt til at gentænke tryghedsbegrebet. De faktorer, der tidligere gav os tryghed – såsom kontinuitet og stabilitet –, kan vi ikke længere læne os op ad. For at kunne tackle denne udfordring rent samfundsmæssigt, må vi yde ideologikritik, mener Skårderud.

”Vi må ikke tage vores egen kultur som en selvfølge. Vi må være kritiske. Noget af det, jeg er kritisk overfor, er, hvordan sproget om personers psykologi er blevet kædet sammen med markedets og økonomiens sprog. Vi taler om human kapital, om at realisere vores potentiale, og vi snakker om selvudvikling. Det er blevet en selvfølge at tænke markedets sprog sammen med psykens,” siger han og fortsætter:

”Ideologikritik betyder også, at man kan prøve at lave lidt modkultur. På arbejdspladser kan man for eksempel sætte sig for ikke at forandre noget i en periode. For at modarbejde fænomenet. ”

Familienærvær i en travl og teknologisk tid

I familien bliver det meget vigtigt, at vi prøver at skabe nye rammer for tryghed. Skårderud siger: ”Vi lever i et samfund, hvor vi forventes at reflektere over, hvad vi gør. Og man kan jo reflektere over, hvad tryghed er. Det handler om at lave gode rammer for sine børn. Det er vigtigt, at man agerer voksen og ikke tror, at man skal være sidestillet med sine børn. Der bør være et hierarki.”
”Mange børn i dag er frustrerede over, at deres forældre sms’er, når de er sammen. Vi skal forstå at bruge den nye teknologi. Det er vigtigt at skærme og beskytte det rum, der tilhører barnet. Det handler ikke om bare at sige, at børnene er fantastiske hele tiden, for så kan man give dem urealistiske ideer om sig selv.”

Finn Skårderud giver et eksempel: ”Min søn har fået et barn, og i deres familie har de den praksis, at de lægger mobiltelefonen ved siden af en skål i gangen, så der ikke er mobiltelefoner inde i huset. Det synes jeg er rigtigt tænkt. Det handler om at forstå, hvor fragmenteret, vores samfund er, og så at lave nogle rum, som ikke er fragmenterede. Nogle rum, som varer ved, og som er gennemskuelige og tydelige.”

Behandlingens udfordringer

I forhold til at kunne tilbyde den rette behandling til unge med spiseforstyrrelser og/eller selvskadende adfærd, peger Skårderud på, at relationen bør være central, og at der bør være en vis følsomhed over for tid: ”Ideen om kortest mulige forløb er et af de største problemer i den nuværende behandlingspraksis. Der skal være et rum for langtidsbehandling. Ellers risikerer vi også, at der er for mange brud i behandlingen, og at patienten kommer i kontakt med mange forskellige behandlere – hvilket igen betyder mere kaos.”
”Jeg mener endvidere, at det forebyggende arbejde skal i centrum. Den vigtigste intervention er at lære forældrene så tidligt som muligt, hvordan de skaber et trygt og tillidsfuldt miljø.”