• English flag

Hvorfor døde Luise?

Historien om Luise er historien om kamp: En mors kamp for sit barn, en psykisk sårbar piges kamp for at finde fodfæste i tilværelsen og et behandlingssystems tro på medicinsk behandling.
3. august 2011, 07:00

Luise Hjerming Christensen døde i 2005. Hun blev 32 år. De tilpasningsproblemer, hun havde som 11-årig, blev starten på 20 års medicinsk behandling og indlæggelser i det psykiatriske behandlingssystem, inden hun til sidst døde i samme systems varetægt. Ifølge Luises mor blev den medicin, der skulle gøre hende rask, i stedet hendes dødsstød. Moren, Dorrit Cato Christensen, beskriver i sin bog ”Kære Luise” det lange og opslidende forløb, der fik så tragiske konsekvenser for hendes datter. Gennem alle årene har Dorrit ført grundig journal over datterens medicin, indlæggelser, behandlinger og samtaler. Selvom hun i flere år forsøgte at fortælle socialrådgivere, psykiatere og plejepersonale, at hendes barn muligvis ikke tålte den kraftige medicin, blev hun talt til rette: Nok var hun mor, men behandlingen af en psykisk syg patient var en opgave for lægevidenskaben:
”Hun blev diagnosticeret med det, man dengang kaldte ’skjult epilepsi’. For at få den meget stærke epilepsimedicin skulle Luise indlægges. Det var en sikkerhedsforanstaltning. Og da hun var så ung, var det betryggende at vide, at hun var i kyndige hænder,” fortæller Dorrit Cato Christensen. Men meget hurtigt bemærkede hun, at Luise trods medicin og indlæggelse ændrede adfærd. Hun fik det værre. Hvor hun som mor drog den konklusion, at medicinen ikke var den rigtige, indtog lægerne det modsatte synspunkt: Luise fik for lidt medicin.

Følelsesløs i arme og ben

Den 5. februar 1985 ringede Dorrit Cato Christensen til børneneurologen, fordi Luise var blevet følelsesløs i arme og ben. Hun fik besked på straks at trappe datteren ned i medicin, da netop den beskrevne reaktion kunne være tegn på en medicinforgiftning. Men inden længe kom Luise på et behandlingshjem, og da man her konstaterede en forværring af hendes tilstand, gik der ikke lang tid, før hun igen blev sat op i medicindosis. Forværringen måtte skyldes den skjulte epilepsi – ikke den anti-epileptiske medicin. Dorrit Cato Christensen beskriver den splittelse, hun gang på gang stod i, når hun så sin datter få det dårligt. Var det hende eller lægerne, der tog fejl? Hun var i tvivl om, hvilke institutioner, der fik besked om Luises behandling, og hvem der overordnet havde styr på datterens medicin.
”Jeg talte med socialrådgiveren på Bispebjerg Hospital hver anden uge og fortalte, at jeg gerne ville have Luise hjem igen. Det blev jeg frarådet. Socialrådgiveren spurgte mig, hvad jeg i så fald havde tænkt mig, at der skulle ske. Der var ikke nogle behandlingsalternativer. Måske var der det principielt ifølge loven, men i realiteten kunne det ikke lade sig gøre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op.”
Dorrit Cato Christensen betoner, at det ikke på noget tidspunkt har været muligt at fastslå præcis, hvor meget medicin Luise fik. Igennem alle årene med medicin i pilleform led Luise nemlig af opkastninger. Selv havde datteren en fornemmelse af, at hun ikke kunne tåle medicinen, som hun beskrev ’klippede i hendes hjerne’. Lægerne mente, at de hyppige opkastninger skyldtes psykologiske årsager, siger Dorrit Cato Christensen og tilføjer:
”Men det kan jeg ikke tro. Hun blev så dårlig, at hun, selv når hun sov, kunne vågne ved at hun kastede voldsomt op.”

En utilsigtet hændelse

Luises historie ender 20 år efter den første episode i 1985, hvor hun havde tegn på medicinforgiftning. Ifølge journalen, bad Luise ved flere lejligheder om, at hun hellere måtte komme i bæltefiksering end få ekstra medicin eller medicin på sprøjte. Den 8. juli 2005 foreslår man Luise depotbehandling, det vil sige medicinske indsprøjtninger, hvilket gjorde Luise både vred og bange. Allerede seks dage efter, den 14. juli, står der i journalen anført, at ’patienten overtales i dag til at tage depotmedicin’. Ti timer efter notatet falder Luise død om. Hun kan ikke genoplives. Lægen på intensivafdelingen beskriver dødsfaldet som ’en utilsigtet hændelse’.
Efter at have mistet sin datter uden at have fået at vide, hvorfor hun døde, klagede Dorrit Cato Christensen blandt andet til Patientklagenævnet over behandlingen. Afgørelsen kom tre år efter, hun havde indgivet klagen: Luise var blevet behandlet i overensstemmelse med standarden for god speciallægepraksis.

Obduktion

For Dorrit Cato Christensen er der ingen tvivl om, at datteren døde af medicinforgiftning. Og sagen er ikke et enkeltstående tilfælde, mener hun:
”Jeg kender desværre mange tilsvarende historier. Selvom der er patienter, der har glæde af deres medicin, er medicineringen af psykiatriske patienter i mange tilfælde katastrofal.”
Efter datterens død har Dorrit Cato Christensen stiftet foreningen Død i Psykiatrien, hvor pårørende til yngre mennesker, der er døde i psykiatrien, kan dele deres erfaringer og skabe forandringer for vilkårene i psykiatrien. Selvom der er klare retningslinjer for medicineringen af psykiatriske patienter, er det ikke altid, de overholdes. Luise fik i slutningen af sit liv antipsykotiske midler, der sammenlagt svarede til tre gange højest anbefalede dosis, men på dødsattesten står ’dødsårsag ukendt’. Udover at have mistet sit barn, er uvisheden om, hvorfor hun døde, stadig svær at bære, siger Dorrit Cato Christensen:
”Man har brug for at finde årsagen. Jeg mener, det er oplagt, at man obducerer psykiatriske patienter, der dør pludseligt og uventet. Det er lovpligtigt på andre områder, så hvorfor ikke her?”
At det bør gøres obligatorisk, mener Dorrit Cato Christensen, er indlysende. Hverken samfundet eller de efterladte kan leve med, at unge mennesker dør, uden at man forsøger at finde årsagen til det, siger hun:
”Efter begravelsen er der jo kun en journal, man kan forholde sig til.”