• English flag

Bulimi

Bulimi minder om anoreksi, men hvor personer med anoreksi har kontrol over, hvilken slags mad og hvilken mængde der indtages, så mister personen med bulimi den kontrol og får anfald med tvangsmæssig overspisning. Overspisningen efterfølges af opkast for at undgå vægtøgning. Herudover kan personen med bulimi dyrke overdreven motion, have fasteperioder og bruge afføringsmidler for at undgå at tage på i vægt.
 
Mennesker, der lider af bulimi, holder som oftest denne adfærd hemmelig, da overspisningen ofte er forbundet med skam- og skyldfølelse og en selvfordømmelse af ikke at have nogen kontrol over sig selv. Personer, som lider af bulimi, vil derfor ofte undgå at spise sammen med andre og bruge meget tid på at tænke på mad og vægt. Overspisningen kan føles beroligende og kan være et forsøg på at få orden på følelser og/eller en indre tomhed, men denne beroligende følelse er kun kortvarig og derfor opstår den vægtregulerende adfærd. 
 
Bulimi udvikles ofte af personer, som tidligere har lidt af anoreksi, men som nu ikke kan sulte sig selv længere og derfor tager andre midler i brug for at undgå vægtøgning eller af personer, som lider af binge eating disorder (BED), og som ser den vægtregulerende adfærd som løsningen på overvægt og overspisning. 
 
Bulimi kan stå på i årevis, og opkast efter måltider starter ofte som en lejlighedsvis løsning på at have spist for meget men vil med tiden udvikle sig til en besættelse af dagligt at skulle kaste op efter hvert måltid. 
 
Personer med bulimi kan være både undervægtige, normalvægtige og overvægtige, og de er normalvis sværere at spotte end personer, der har anoreksi eller personer, som lider af binge eating disorder. Derfor opdages sygdommen først sent, og mange har ofte haft sygdommen i op til 10 år, før de kommer i behandling.
  
Hvem får bulimi?
Det anslås, at ca. 30.000 danskere har bulimi. Bulimi udvikler sig oftest senere end anoreksi, og det er mest hyppigt, at bulimi starter i 16-20 års alderen.
 

Symptomer

Psykiske symptomer

  • Skam over ikke at kunne kontrollere sin spisning
  • Social isolation
  • Følelse af mindreværd
  • Frygt for vægtforøgelse

Fysiske symptomer

  • Smerter i mave og spiserør
  • Misbrug af afføringsmidler
  • Hypokaliæmi (for lidt kalium i blodet)
  • Alkalose (for høj pH-værdi i blodet)
  • Syreskader på emaljen på tænderne
  • Hævede eller betændte spytkirtler