• English flag

Recovery er en anden vej til helbredelse - dag 1

Dagen står i håbets og fællesskabets tegn på førstedagen for konferencen ”Et skridt videre – rehabilitering og recovery frem mod 2015”. Ikke mindst er den amerikanske recovery-ekspert, Patricia Deegan, en stærk stemme og håbsbærer.
14. maj 2012, 19:00

”Recovery er ligesom at vende en damper. Men vi skal blive ved, og på et tidspunkt vil det være en naturlig del af hverdagen,” siger ledende overlæge ved Psykiatrisk Center Frederiksberg, John Hagel Mikkelsen i en film, der introducerer konferencen.

Og damperen damper så sandelig derudad, da den amerikanske recovery-ekspert, adjungeret professor ved Boston Universitet, Patricia Deegan, sætter scenen for den todages konference ”Et skridt videre – rehabilitering og recovery frem mod 2015”, som Foreningen Det Sociale Netværk arrangerer i samarbejde med Region Hovedstaden Psykiatri.

Patricia Deegan indleder med at fejre håbet og pointere, at vi, der lider af psykiatriske diagnoser, sagtens kan være ansvarlige for vores recovery-rejse, men at omgivelserne omkring os må ændres, hvis det skal lykkes. Hun fortæller med afsæt i sine egne erfaringer om, hvordan hun måtte påvirke sine omgivelser til at ændre sig.

En anden vej til helbredelse

”Jeg fik en psykotisk episode som 17-årig og blev indlagt og fik medicin. Min læge fortalte mig, at jeg havde skizofreni, og at det var ligesom med diabetes. Lige som en diabetiker tager insulin dagligt, skulle jeg tage antipsykotisk medicin. Hvis blot jeg blev ved med at tage min medicin og undgik stress, så ville jeg måske klare mig. Problemet var bare, at medicinen sløvede mig så meget – sløvede mine tanker og min krop, så jeg ikke kunne meget andet end at sidde og ryge og drikke cola, og det havde lægen ikke tænkt på – at det faktisk er utroligt stressende at kede sig.”

Patricia Deegan fortæller, at hendes behandling blev betragtet som en succes, fordi hendes symptomer blev reduceret, men selv sad hun med en følelse af, at hun overhovedet ikke levede. Hun følte sig fremmedgjort for sig selv og følte sig udenfor livet. Derfor besluttede hun sig for, at hun måtte finde en anden vej til helbredelse.

Personlig medicin

Deegan fandt ud af at bruge sine egne ressourcer – det hun godt kunne lide at gøre – til at hjælpe sig med at komme sig. Med det afsæt har hun udviklet et begreb, som hun kalder ”personlig medicin”. Hun giver nogle eksempler på, hvad det kan være: ”Det kan være at lave mad til min mor, gå en tur i naturen, være sammen med min familie, fiske om søndagen eller kæle for min kat. Det kan være alle de ting, som jeg holder af og fylder mig med glæde, og hvor jeg bruger mine ressourcer og mig selv på en god måde.”

Deegan har tre vigtige budskaber til behandlingen:

  1. Patienter er ikke en del af problemet, men en del af løsningen
  2. Behandlingens mål skal reflektere personens egne recovery-mål
  3. Teknologi og recovery hænger uløseligt sammen

Recovery er et opgør

Også John Larsen sætter håbet på dagsordenen. Han er en dansk antropolog, som arbejder i Rethink i England, og han fortæller om recovery-principper og værdier og deler sine erfaringer fra England.
”Recovery handler om et opgør med det negative syn på livsudsigter for mennesker med sindslidelser. Et opgør med et fremmedgørende syn på og behandling af mennesker med sindslidelser,” siger han og peger på, at for at recovery kan blive implementeret, er det vigtigt, at regeringen har en vision for recovery, at fagpersonalets uddannelser bliver revideret, at der skabes nye modeller for arbejdet – og samarbejdet, at upersonlig praksis ikke længere bliver tolereret, og ikke mindst peger han på, at det er vigtigt, at man på ledelsesniveau arbejder aktivt for og med implementeringen.

Region H lover en psykiatri baseret recovery

Ledelsesniveauet har vi tilsyneladende allerede med på recovery-ideen. I hvert fald indledte netop Region Hovedstadens psykiatridirektør Martin Lund med at love en psykiatribaseret recovery. Han sagde ved dagens start:

”Der er vedtaget en række spændende politiske visioner for psykiatrien i Region Hovedstaden. En af de ti visioner er netop at bringe patienten i centrum ved at øge fokus på recovery, rehabilitering og netværksinddragelse. En anden vision er at øge og udvikle den ambulante behandling og den opsøgende indsats. Mennesker med psykisk sygdom skal som udgangspunkt behandles ambulant, og behandlingen skal starte tidligere.”

I Foreningen Det Sociale Netværk glæder vi os til at følge og være en del af denne proces, og som foreningens formand Poul Nyrup Rasmussen indledte med at sige, så håber vi, at vi kan tage denne rejse sammen. ”En forudsætning for recovery er, at vi alle gør det lidt bedre,” som kun Poul Nyrup kan udtrykke det.