• English flag

Diskriminering og Stigmatisering i EU

Åbenhed er vigtig – både fra psykisk sårbare og fra samfundet, når diskrimination og stigmatisering af mennesker med en psykisk lidelse skal overvindes. Det er konklusionen i Lise Juls film “EU og mental helse: Diskrimination og stigmatisering”
22. december 2010, 17:00

Bevæbnet med kamera og skarp tunge undersøger Lise Jul, TV-journalist hos ANTV, årsager og konsekvenser af diskrimination og stigmatisering af psykisk sårbare i EU-landene.

Hun taler med fremtrædende personer fra bl.a. EU og WHO, heriblandt formand for De Europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen. Han siger, det er vigtigt, at EU-landene lærer, at behandling af psykiske lidelser ikke blot er et spørgsmål om medicin. “De forskellige medlemslande kan først og fremmest lære én ting – at det at hjælpe psykisk sårbare til at få et godt liv, som de fleste kan få, det er ikke noget, man klarer med en diagnose alene. Det er ikke noget, man klarer med medicinsk behandling. Der skal en meget bredere indsats til,” forklarer Poul Nyrup Rasmussen, som desuden er formand for Foreningen Det Sociale Netværk.

Det er David Crepaz-Keay fra WHO enig i. Han mener ligefrem, at den største diskrimination består i, at mennesker med en psykisk lidelse dør tidligere. “De lever dårligere liv og i kortere tid. Men det, vi ikke taler om, er, at meget af det, folks liv bliver forkortet, hænger sammen med behandlingen som konsekvens af deres diagnose,” siger David Crepaz-Keay og opfordrer til en grundig diskussion af fordele og ulemper ved den psykiatriske medicin.

Diagnosen stempler

En af hovedårsagerne til stigmatisering er de store psykiatriske institutioner, hvor mennesker bliver placeret. Det slår Heinz Katschnig fra Ludwig Boltzmann Institute for Social Psychiatry fast. Han siger: “Jeg har altid sagt: Hvis du har været indlagt på en psykiatrisk institution, og du vender tilbage til lokalsamfundet, har du ikke brug for andre fjender, for det er nok, du er blevet stemplet af at være indlagt.”

Poul Nyrup Rasmussen mener i samme ånd, at det er en kæmpe udfordring, at folk har en tendens til at se mennesker med en psykisk lidelse som diagnosen og glemmer mennesket bag. Han siger: “Vi skal lære at forstå, at det menneske, det er det, du skal tale til og hjælpe. Det er ikke den overfrakke, det har på af psykisk sårbarhed.”

Diskriminationen er ikke altid lige til at få øje på – ligesom det ikke er til at se forskel på mennesker med og uden en psykisk lidelse. David Crepaz-Keay siger: “Vi ved, folk bliver diskrimineret imod, hvis de har været indlagt. Årsagen er diagnosen. At man får et stempel sat på sig, og hvis du ser på de rettigheder, du har f.eks. i England, og på den måde, vores liv bliver håndteret på – i pengesager, når du søger job eller vil ind på en uddannelse, eller have et kørekort, rejsevilkår, osv. osv., - mange af myndighederne spørger til, om du har haft en psykisk lidelse. Da det betragtes som et fuldstændig legitimt spørgsmål, tillader det serviceudbyderne at diskriminere.”

Mod til at håbe

Selv om der er nogle strukturer i samfundet, der diskriminerer, så kan du også selv være med til at vælge, om du vil føle dig udenfor, siger Bo Steen Jensen fra Landsorganisationen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP). Han medgiver, at der er nogle kræfter, tendenser og strømninger i samfundet, der gør, at det ikke kun er op til den enkelte. Alligevel siger han forklarende: “Men egentlig ville jeg helst have, at det var en personlig udvikling hos hver enkelt – at vi fandt ud af, at vi vælger selv, om vi vil føle det sådan. Det kunne godt være min store drøm – at jeg kunne så det frø i tilpas mange mennesker, som så derefter gik rundt og såede det i en hel masse mennesker og på den måde fik en form for kædereaktion til at ske.”

Filmen giver også tre bud på tiltag, der vil inkludere psykisk sårbare i samfundet. De kommer fra Claire Barcham, ADASS Mental Health Network, England: “Vi skal ikke hoppe på, at folk har brug for særlige tilbud, for det er bedre at bruge servicetilbud, der allerede er i lokalsamfundet, med støtte. Vi skal satse på tilbud, der i højere grad er tilrettet den enkelte, så folk selv kan vælge, hvad de ønsker. Det tredje må være håb – du må altid tro på, at tingene kan blive bedre. Det håb må du bevare også for dem, der selv har mistet håbet. Håbet er det vigtigste.”

Se filmen “EU og mental helse: Diskrimination og stigmatisering”