• English flag

Kønsforskelle i psykiatrien

Kvinder rammes oftere end mænd af depression, angst, borderline og spiseforstyrrelser. Mændene dominerer statistikkerne, når det gælder skizofreni, ADHD og misbrug. I anledning af kvindernes internationale kampdag ser Det Sociale Netværk på forskellene mellem kønnene i psykiatrien.
8. marts 2011, 10:00

Psykiske lidelser rammer mænd og kvinder forskelligt. Dobbelt så mange kvinder som mænd er i behandling for depression. Kvinderne er også i overtal, når det gælder angst, borderline og spiseforstyrrelser. Mændene er derimod i overtal, når det gælder misbrug, skizofreni og ADHD. Men ifølge chefpsykolog på Rigshospitalet, Svend Åge Madsen, er der langt flere mænd, der lider af depression, end statistikkerne viser. Til Samvirke siger han: ”Ser man på tallene for, hvem der bliver behandlet for depressioner, så er der langt flere kvinder. Men fordi mændene ikke søger hjælp, så opdages deres depressioner ikke.”

Mændenes ubehandlede depressioner kan til gengæld ses i selvmordsstatistikkerne. Ud af de årlige 700 selvmord, tæller mænd for 500 af dem.

Den svenske psykiater Wolfgang Rutz taler endvidere om, at en mandlig depression består i misbrug og en aggressiv, udadrettet adfærd, og han mener, at den ofte bliver tolket forkert som en adfærdsforstyrrelse som ADHD.

Kvinder får elektrochok

Ikke bare diagnosticeringen er forskellig, men også behandlingen. Ifølge Karin Garde, speciallæge i psykiatri og overlæge på Sankt Hans Hospital, bliver dobbelt så mange kvinder som mænd med depressioner behandlet med elektrochok. Og mænd har typisk prøvet flere lægemidler, før de får elektrochok. Hvorfor det er sådan, ved vi ikke.
 
Karin Garde siger: ”Det er ikke nærmere undersøgt, hvorfor det er sådan. Men det kunne da være rigtig godt at kigge nærmere på det, for måske bliver mænd behandlet for lidt og kvinder for meget.”

Kvinder er spiseforstyrrede og mænd adfærdsforstyrrede

Ser man på statistikkerne, får man det indtryk, at spiseforstyrrelser er en kvindelig psykisk lidelse, mens adfærdsforstyrrelser som ADHD, asperger og autisme er en mandlig psykisk lidelse, men ifølge flere psykiatere betyder det kønslige fokus, at man risikerer at overse minoriteterne.

Eksempelvis er både symptomer og følgevirkninger af spiseforstyrrelser underbelyst hos drenge og mænd. Hvis en dreng begynder at træne lige lovlig meget og tage anabolske steroider, kan han lide af en spiseforstyrrelse, men det bliver sjældent opdaget.

Ligeledes overses piger, der lider af ADHD, ofte. Hvor drengene ofte bliver overaktive og aggressive, vil pigerne nemlig ofte reagere med at blive ængstelige, passive og uopmærksomme. Det betyder, at pigernes adfærd ikke umiddelbart kræver så meget opmærksomhed, og derfor kan de nemt blive overset.

Kønnet skal tages i betragtning

Ifølge Karin Garde er det afgørende, at kønnet tages i betragtning, når psykiaterne diagnosticerer. Til Berlingske Tidende siger hun: ”Når mange mænd ytrer deres symptomer på depression på andre måder end kvinder, bliver de ikke identificerede. Resultatet er, at mændene er underbehandlede. Hvis man ikke tager kønnet i betragtning og laver en ufuldstændig beskrivelse af patienterne, har det elementære videnskabelige fejl til følge.”

Også formand for Foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen, opfordrer til, at kønnet tages i betragtning i behandlingen. ”Vi ser allerede tendensen til, at de to køn reagerer forskelligt, i ungdomsårene. Således har psykisk sårbare piger en tendens til at reagere ved at vende ting indad, mens drengene er udad-reagerende. Man kan sige, at pigerne tager projektet på sig og bliver pæne piger, som vender følelserne indad mod sig selv og bliver selvskadende, mens drengene afviser omverdenen og reagerer udad. Vi er nødt til at blive bedre til at forstå de mønstre, så vi kan blive i stand til at tage de psykiske lidelser bedre i opløbet,” siger Poul Nyrup Rasmussen, som opfordrer til, at der forskes i forskellighederne.

Kilder og videre læsning

Kønsforskelle i psykiatrien overses

Psykiatrien taber ofte mændene: Berlingske Tidende den 8.3.2011.

Karin Garde og Jes Gerlach: Psykiske sygdomme – forskellen mellem mænd og kvinder.