• English flag

Reportage

10 år med frivilligt arbejde, rådgivning og støtte til angstramte og pårørende blev fejret, da Angstforeningen den 7. juni indbød til fødselsdagsfest med mad, musik og foredrag. Dette var også dagen, hvor foreningen fik sin første ambassadør, Anders Lund Madsen. Han er, ifølge ham selv, ikke bange for noget som helst.
12. juni 2011, 10:00

Angstforeningen - nu med frygtløs ambassadør

Flag, balloner og musik prægede Café Kram på Diakonissen i København, da Angstforeningen inviterede til 10 års fødselsdag. Selv om det var angsten, der knyttede gæsterne sammen, var stemningen præget af hygge og varme. Der var blomster på bordene. Glad sang akkompagneret af guitar i form af det unge ensemble Anna Bukh og Mads La Cour. Gavebordet var farvestrålende og fyldt, og buffeten bugnede af lækkerier.

Tak for al frivillig støtte

”I dag fejrer vi ikke kun Angstforeningen. Vi fejrer også alle de mennesker, som har og stadig støtter foreningen med frivilligt arbejde. Uden dem ville vi ikke være der, hvor vi er i dag. Det gælder også de psykologer og psykiatere, som helt fra starten har støttet os: Sponsorer, samarbejdspartnere og ikke mindst medlemmerne. Det hele begyndte med en lille gruppe mennesker, som efter endt behandling på Rigshospitalets Angstklinik ville starte deres egen selvhjælpsgruppe. Nu står vi her 10 år senere med en forening, som er gået fra en til 22 selvhjælpsgrupper over hele Danmark. Tak til jer alle,” kom det stolt og rørt fra bestyrelsesmedlem Marianne Bukh Ipsen.

Omkring 350.000 danskere lider af angst. En tilstand, som kan være svært invaliderende i større eller mindre omfang. For nogle mennesker fylder angsten så meget, at det er umuligt at komme uden for hjemmet og på arbejde. Store personlige omkostninger, ikke blot fysisk og psykisk, men også økonomisk, kan være konsekvensen af svær angst.

”Vi vil stadig arbejde for at aftabuisere angst, så det bliver noget, vi kan tale om. Angstlidelser bliver kun tungere og sværere ved tavshed,” slog Marianne Bukh Ipsen fast, og hun blev mødt med klapsalver hele vejen rundt. Formand Mia Attle, som i dagens anledning også var konferencier, præsenterede derefter foreningens første ambassadør.

En sygdom man skal have respekt for

”Jeg er meget stolt over at blive Angstforeningens første ambassadør. Jeg er overbevist om, at det her er en god sag, som jeg kan skænke min totale frygtløshed til. Jeg er ikke bange for noget som helst! De kan bare komme an,” kom det barskt fra Anders Lund Madsen. I sin tale måtte han dog indrømme, at han engang har været bange - for alt:

”Jeg led engang af absencer i sådan en grad, at jeg blev indlagt i syv uger på Rigshospitalets børneafdeling. Senere blev jeg bange for giftstoffer. Hvis en anden kom til at røre mig, troede jeg, at jeg var smittet og turde ikke synke. Da jeg som voksen uddannede mig på Journalisthøjskolen, var jeg bange for at ringe til folk og spørge om diverse, så jeg fik de andre i gruppen til at ringe rundt. Da jeg var journalist på Ekstra Bladet, brød jeg mig ikke om at ligge på lur i en busk og holde øje med folk.”

Berøringsangsten har den nu uddannede journalist dog overvundet. I dag er der ikke den ting, som Anders Lund Madsen ikke tør spørge om. Eller nogen, som han ikke tør henvende sig til.

Gang på gang fik Anders Lund Madsen tilhørerne til at grine og klappe. Til sidst uddelte formanden, Mia Attle, en stor buket blomster og et diplom, som Anders Lund Madsen var stolt over at få. Fuld af vovemod slog han fast:
”Jeg vil gøre mit ypperste for at gøre angst til en sygdom, man har respekt for. Jeg ved godt, hvordan det er at fejle noget, som ingen har respekt for. Det er ikke rart.”

Samarbejde på tværs

Angstforeningen har de sidste tre år samarbejdet med OCD- og DepressionsForeningen, kaldet ODA. Ud fra filosofien om, at det giver mere indflydelse at stå sammen. Ikke mindst politisk.

”I ODA arbejder vi på at forbedre vilkårene for mennesker, som er ramt af angst, depression eller OCD. Det er lykkedes for os at få støtte til psykologhjælp til angst- og depressionsramte indtil de er 28 år. Vi arbejder nu på at lave undervisning til blandt andre læger. Jo mere vi står sammen, jo længere kan vi komme,” slår konsulent og bestyrelsesmedlem Preben Jørgensen fast.

Efter et par musikalske numre af det lille ensemble forklarer psykolog Anne B. Jensen i sit foredrag, hvordan angst kan give sig udslag, hvordan man kan overvinde angsten og begrænse den.

Med en nyudklækket, frygtløs ambassadør, et velfungerende samarbejde i ODA og støttegrupper over hele landet, kan Angstforeningen arbejde videre med at yde hjælp til angstramte og pårørende og med at få angsten aftabuiseret. Selv om foreningens nye ambassadør så hjerteligt og velment sagde: ”Længe leve det at være bange”, er et liv uden angst bestemt at foretrække.