• English flag

Snigpremiere på Ungekompasset.dk

Den 23. august går Ungekompasset i luften med et brag af en fest på Ofelia Beach i København. Men allerede den 16. august tog vi forskud på glæderne og inviterede unge, der har bidraget til hjemmesiden, samt professionelle til en snigpremiere. Du kan lure med i reportagen her.
17. august 2011, 17:00

Menuen bestod af informationer om Ungekompasset, da unge og medarbejdere fra jobcentre og psykiatrien stak hovederne sammen den 16. august på Christiansborg. Formålet var at tage forskud på glæderne og sprede rygtet om den nye hjemmeside, Ungekompasset.dk – en digital GPS til et bedre liv. Hjemmesiden er udarbejdet i et samarbejde mellem Foreningen Det Sociale Netværk og det tidligere Videnscenter for Socialpsykiatri (nu: Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri), og den går i luften den 23. august.
Formand for Foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen, bød velkommen til snigpremieren med ordene: ”Velkommen alle sammen! Det store fremmøde i dag og den store interesse, der i det hele taget har været for Ungekompasset, er stærkt opmuntrende og skyldes, at Ungekompasset vil være med til at udfylde et tomrum – et tomrum, som volder Danmark store problemer. De unge ved, og I ved, at alt for ofte er det for svært at finde frem til de rette hjælpemuligheder.”

Problemer og løsninger skal matches

Poul Nyrup Rasmussen fremhæver, at det er afgørende både for de unge, for pårørende og for professionelle, der arbejder med de unge, at problemer matches med hjælp. Han siger: ”Meget ofte er hjælpen derude – et eller andet sted. Der er nemlig heldigvis mange gode hjælpende kræfter her i Danmark. Når problemerne og løsningerne ikke matches, er det ikke alene en tragedie for den berørte og dennes pårørende, det er også et problem i forhold til dem, der gerne vil hjælpe. Der er en risiko for, at de bliver demotiverede og mister den lyst, der ellers driver værket.”
Derfor er Ungekompasset.dk vigtig – fordi den giver unge mulighed for at finde tilbud, der matcher deres behov. På Ungekompasset findes bl.a. en søgedatabase, hvor du nemt og enkelt kan søge efter, hvad der findes af muligheder for hjælp og støtte der, hvor du bor. Du kan søge på alt lige fra nærmeste psykiatriske skadestue over støttegrupper, caféer, fritidsklubber, behandlingstilbud og til rådgivning og telefonlinjer. 
Også den tidligere leder af Videnscenter for Socialpsykiatri og nuværende leder af projekt ”En af os”, Johanne Bratbo, er begejstret for Ungekompasset. Hun siger: ”Det er så dejligt, at de unge kan se frem til at få en platform, som specifikt er målrettet dem, og hvor de skal kunne søge information om tilbud – og også deres pårørende – fordi netop dét at kunne få den viden, når man erkender, at man har behov for hjælp, sætter en bedre i stand til at medvirke til egen bedring – frem for at leve i uvished og udvikle en stigende afmagtsfølelse og desperation.”

Vær åben – bed om hjælp!

En af de unge, som har været med til at komme med bidrag til hjemmesiden, fortæller, at hun er glad for at kunne dele ud af sine erfaringer, så unge måske bedre tør bede om hjælp. ”Det er så vigtigt at være åben om sine problemer. Fortæl, at du har det skidt og hjælp andre med at hjælpe dig. Overvind frygten for selv at blive afvist og vid, at der er hjælp at hente. Det er vigtigt, for det er ikke alt, man kan håndtere selv. Husk at du ikke er alene! Du er vigtig!” siger Siri.

Læs mere om Ungekompasset her.

Eller besøg Ungekompasset.dk