• English flag

Dialoggruppe 3

Bryd unges negative sociale arv

Moderator: Sarah Krøger Ziethen, konsulent og supervisor ved Linien.

Paneldeltagere: Pernille Gyldensøe, forfatter og stifter af smuktliv.dk. Martin Mortensen, pædagogstuderende og medlem af Foredragsgruppen2010.

Pernille Gyldensøe: 33 år, restaurerer gamle møbler i eget værksted, har en mand og et lille barn. Levede i mange år i en illusion om, at hun levede det perfekte liv. Det troede omverdenen i hvert fald. Hun kunne ikke være sig selv eller være til stede i nuet. Sidste år blev hun indhentet af sin fortid, og livet og alle facaderne brød sammen, og hun skrev sin selvbiografi om at være incest-offer. Hun bad myndighederne om hjælp, fortalte om det hele til familie og venner. Hun ville skabe debat om og oplysning om seksuelle overgreb på børn og unge. Skaden er sket for hende, og hun kan ikke lave sin fortid om, men måske kan hun hjælpe og oplyse om det. Hun bliver truet på livet af familien men fortsætter med at skabe grupper på internettet og har også kontakt til politikere.
 
Hun var altid meget hård ved sig selv, hvis en lille ting gik galt, så duede hun overhovedet ikke til noget, og hun formåede ikke at rose og tilgive sig selv. Hun skulle være stærk og ville ikke have hjælp med depressioner osv. Hun druknede sig i mål og ambitioner om succes, og hun satte sig for at blive sælger, hvor man skal have styr på det hele. Hun kom fra et kriminelt miljø, hvor man brugte et hårdt sprog, og grundlæggende havde hun aldrig rigtig lært at føre en almindelig samtale. Det var et rigtig dumt erhverv, hun havde valgt, for der var hele tiden kunder, der sagde nej, og man må rejse sig op igen. Men hun blev en dygtig sælger på Søndagsavisen og fik succesoplevelser. Men hun lærte at skille tingene ad, og det gav et overskud. Det gav en evne til at se positivt på verden, og det har hjulpet meget at gå ind i denne tankegang, hvor man skal se successerne. Hun har nu en hjemmeside og en facebookgruppe med mange medlemmer, der diskuterer eller bare følger med.

Martin Mortensen: 28 år, bor samme med gravid kæreste, studerer til pædagog, har arbejdet og er uddannet i landbruget og er med i en foredragsgruppe, der tager ud og fortæller egne historier, så man kan bryde tabuer og få andre til at tale åbent. Han har aldrig selv fået en diagnose, men siger, at det ikke ville undre ham, hvis han på et tidspunkt kunne have fået stillet diagnosen depression. Han taler i dag som pårørende til en storebror, der fik skizofreni i udbrud som 16-årig, da han selv var 13. De stod hinanden meget nær og var bedste venner samtidig. Han havde samtidig en lillesøster, der fra helt lille var psykisk udviklingshæmmet, men det havde altid været der, og var en slags normaltilstand. Omvendt var hans storebrors sygdom skjult, og han kunne være enormt manipulerende mod andre mennesker og havde brug for nogen, der bekræftede ham i, at han var god nok og havde ret, hvilket han fik sin lillebror til. Derfor blev han fyldt med sin storebrors syge ideer, og da han fik skizofreni i udbrud, stod Martin pludselig alene med et sygt verdensbillede. Derfor havde han problemer med at begå sig socialt og havde problemer med at skabe sin egen identitet og stod tilbage med sin storebrors holdninger, som var meget afvigende i forhold til andre på hans alder. Ellers havde han ikke venner eller fritidsinteresser, i hvert fald kun i sin klasse. Selvom hans storebror var meget syg og ikke ville kendes ved ham, så sad hans ide om, at man ikke skulle gå til sport og høre musik stadig fast. I det hele taget holdt han sig fra fritidsaktiviteter sammen med andre. I dag er han meget mere udadvendt, er løber på højt konkurrenceplan. I dag har han derfor fået en selvtillid, som han slet ikke havde som ung, men er langt fra færdig med at behandle sine oplevelser.

Diskussion:
Mange takker undervejs for de to oplæg. Det understreges, at det ofte er langt bedre at møde nogen, som "selv har prøvet det" frem for en uddannet. De, som har med børn at gøre, skal lære at se de, som kan have alvorlige problemer.  Fremhæver, at det ville have hjulpet dem, hvis voksne havde set deres problemer allerede, da de var børn. Hjælpen fra de voksne kan nemlig være meget klodset. Pernille ville gerne have haft nogen, som havde været igennem samme problemer. Omvendt mener hun, at lærere i skolen og lignende er dygtigere til at se dem og er mere forpligtet. Det er også et fremskridt, at der er kommet mange steder, hvor man kan tale anonymt på nettet, telefonlinjer og lignende. Martin understreger, at det er vigtigt, at den som opsøger en, kan tåle at høre de hårde ting og barske historier. Man kan ikke forvente alt fra en folkeskolelærer, men vedkommende skal kunne sende barnet videre.