• English flag

Depression

Depression er en meget almindelig lidelse. Ca. 15% af den danske befolkning vil på et eller andet tidspunkt i deres liv få en depression.

Hvad er depression?

Depression fører til, at man fungerer meget dårligt socialt, da sygdommen giver forstyrrelser i stemningslivet fx med tristhed, håbløshed og uoverkommelighedsfølelse.

Nogle oplever depression som en lettere tilstand af tristhed, der i visse tilfælde kan gå over af sig selv. Andre oplever depression som en meget mere alvorlig og svær tilstand, der er behandlingskrævende, og som uden behandling kan blive livstruende. Der er dobbelt så mange kvinder som mænd, der får en depression.

Symptomer

Depression er mere end bare at være ked af det. Når man har en depression, har man ingen energi eller lyst og har dårligt selvværd. Man kan have problemer med at sove og med at koncentrere sig. Man er trist og har svært ved at forestille sig, at man nogensinde vil få det bedre.

Depressioner inddeles i lette, moderate og svære depressioner alt efter, hvor meget depressionen påvirker personen.

Depression sammen med manier hed tidligere maniodepressiv psykose. Det er en anden sygdom end depression og hedder mani eller bipolar lidelse. Se mere her

Behandling

Behandling består typisk af medicin og psykoterapi i kombination. Sværere depressioner behandles normalt med medicin, og lettere depressioner kan man i første omgang behandle med psykoterapi. I de sværeste tilfælde kan der bruges elektrochok.

Hos ca. en fjerdedel kommer der kun én depression, men sygdommen kan være tilbagevendende, hvorfor forebyggelse og langtidsbehandling er afgørende i mange tilfælde.


Her kan du hente mere information:

Depressionsforeningen
DepNet
Netpsykiater
Psykiatrifonden