• English flag

Netværk for mental sundhed

 – få erfaringer til arbejdet med unge

I Det Sociale Netværk har vi mange år arbejdet med projekter, der har fokuseret på at styrke børn og unges mentale trivsel.

Vi er gået nye veje ved at skabe grobund for samarbejde mellem civilsamfundet, kommuner, regioner og virksomheder. Hermed har vi en mere helhedsorienteret tilgang til, hvordan vi kan hjælpe børn og unge med deres udfordringer, og vi ser problemstillingerne fra flere forskellige stole.

 I Det Sociale Netværk har vi specialiseret os i det forebyggende arbejde og tidlige indsatser, der forsøger at hjælpe børn og unge, inden deres problemer udvikler sig i sådan en grad, at det får vidtrækkende konsekvenser for skole, arbejde og i sidste ende kræver behandling. Vi ved, hvor vigtig ens sociale helbred er for at få en hverdag til at fungere.

Vi ved, at børn og unge, der kæmper med ensomhed, manglende selvværd, manglende sociale relationer, trivselsproblemer og psykisk sårbarhed, klarer sig dårligere i uddannelsessystemet.

Derfor har vi taget initiativ til et nyt mentalt sundhedsnetværk, hvor vi vil præsentere ny viden og erfaringer, hvor vi vil komme med konkrete redskaber til, hvordan man understøtter børn og unges trivsel. Foruden oplæg fra de mange forskellige fagfolk og projektmedarbejdere, som vi har, vil vi også alliere os med nogle af landets førende forskere indenfor området.

Du kan blandt andet møde:

  • Poul Nyrup Rasmussen – stifter og nuværende protektor af Det Sociale Netværk og headspace
  • Jacob Torfing – professor, Roskilde Universitet
  • Christian Lund – centerchef, headspace København
  • Morten Ejrnæs – lektor, Aalborg Universitet
  • Hanne Warming – professor (MSO), Roskilde Universitet
  • Niels Christian Barkholt – næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Udover de mange inspirerende oplæg og diskussioner, så vil perspektivet på de unge stå centralt både via fortællinger fra unge, men også via Det Sociale Netværks omfattende arbejde med unge og de mange forskellige problemstillinger, som de unge har.

 Du kan læse mere om netværket ved at klikke her.