• English flag

Poul og personalets brevkasse

- alle har ret til nogen at tale med

Siden Det Sociale Netværk blev etableret, har alle medarbejdere gjort en dyd ud af at lytte til og hjælpe psykisk sårbare, pårørende hertil og borgere, der har følt sig fanget i systemet.

Samtaler, nogen at lytte til, at blive hørt er  vigtigt for alle. Derfor fortsætter vi vores brevkasse, hvor det er muligt at skrive til vores stifter og protektor Poul Nyrup Rasmussen samt personalet i Det Sociale Netværk.

Tidligere har vi fået mange henvendelser fra pårørende og psykisk sårbare, der har handlet om alt fra, hvordan man får plads på bosteder, oplevelser i behandlingssystemet og frustrationer over at være fanget i systemet.

Så hvis du er pårørende eller har noget på hjertet så skriv, og vi skal forsøge at hjælpe dig på vej eller give et par gode råd med på vejen. Primært vil det være Helle Jørgensen – mangeårig chefsygeplejerske i psykiatrien i Nordjylland, der vil føre pennen, men alle sekretariatets medarbejdere står til rådighed og bruger deres erfaringer og indsigt, hvis der er behov for det.

Typiske problemstillinger:

  • Frustrationer over behandlingssystemet
  • Afslag på henvendelser 
  • Problemer med sagsbehandling
  • Problemer med tilbud
  • Manglende netværk
  • Oplevelse af ensomhed
  • Svært ved at finde den rette hjælp og tilbud

Der kan selvfølgelig også være andre problemer, som du skal være velkommen til at skrive om. Vi gør opmærksom på, at vi ikke er sagsbehandlere og ikke har indsigt i samtlige paragraffer. Rådgivningen er ikke professionel, men bliver drevet af en stor passion og lyst til at hjælpe. Så skriv til info@detsocialenetvaerk.dk, hvis du har et problem, som du gerne vil have et par velmenende råd til, hvordan det skal håndteres.

De bedste hilsner medarbejderne i Det Sociale Netværk.