• English flag

Den sociale situation er afgørende

Diagnoser og psykiatrisk medicin er positivt i den periode, hvor lidelsen er mest aktiv, men ifølge psykolog Henrik Risdorf er problemet, hvis man bare fortsætter med medicinen og ikke tager hånd om den sociale situation
11. februar 2011, 11:15

En diagnose er ikke bare positiv – det er et stigma, der gør, at man kan føle sig fremmed for sig selv og for andre. Det mener psykolog Henrik Risdorf, som tilføjer, at problemet måske ligger i, hvordan vores kultur betragter det at have en diagnose. Det Sociale Netværk spørger til fordele og ulemper ved diagnoser.

Hvad er problemet med diagnoser?

Behandlingspsykiatrien tilbyder nogle forståelser, så man kommer til at forholde sig til sit liv på en måde, hvor man tænker, at så er det min skæbne at få en diagnose, eller jeg skal have medicin, eller jeg skal måske have førtidspension. Så er det sådan, jeg skal orientere mig i mit liv, og derudfra jeg skal finde mening, og så skal jeg finde særlige steder, hvor jeg kan bidrage eller finde mening. Men egentlig skal jeg hele tiden tænke over, at det at jeg har fået en diagnose, det at jeg er syg, det er det primære. Det, synes jeg, er kulturelt meget fattigt. Og også et kæmpe, kæmpe svigt i forhold til hvilke menneskelige potentialer, der bliver fastlåst af den måde at tænke på, og der er også meget lidelse, der bliver parkeret.

Hvordan kan det være, nogle oplever at få flere diagnoser i løbet af deres forløb?

Det er, fordi folks sociale situation forandrer sig. Diagnoser stilles ud fra de symptomer, du har. De stilles sådan set ikke ud fra, hvad man ser som årsag til, at man har fået symptomerne. Og ens symptombillede ændres under forløbet, nogle gange også i kraft af den medicin, man får, og nogle gange er det svært at skille virkningerne af medicinen fra nogle af de symptomer, man havde i starten, da man kom i kontakt med et behandlingssystem, eller da man fandt ud af, at man havde nogle voldsomme problemer. På den måde ændrer ens symptombillede sig, og det er faktisk ikke underligt.
Når man begynder at forholde sig til, hvad det betyder at være i den tilstand, man er i – hvor man før bare var en effekt af det – det betyder, at man får nogle refleksioner og noget distance ind, og så ændrer ens symptomer sig også.

Hvornår er diagnoser og psykiatrimedicin positivt?

Det er jo sådan, at nogle af de der voldsomme tilstande, som behandlingspsykiatrien behandler, de har en aktiv periode, og den klinger også af. Problemet er faktisk, hvis man vedblivende bliver i den sociale situation, hvor man forstår sig selv som kronisk syg. “Jeg skal leve, og jeg bliver nødt til at tage medicin i heftige doser for ikke at få tilbagefald”. Så kan man faktisk tage så meget medicin, at man bliver handicappet af virkningerne af den. Det bliver meget svært at skelne fra, hvad der er ens personlige og eksistentielle udfordringer. Så hvis man på en eller anden måde underlægger sig systemet, og ikke forstår, at systemet måske er godt i de perioder, hvor symptomerne er særligt aktive eller særligt markante og tydelige. Der er det fornuftigt med psykiatrimedicin. Men det har ikke sin berettigelse, hvis man bare fortsætter med samme doser og uden at kigge på, hvad søren det er, man står i, hvilken vej skal man gå, og hvordan man skal udvikle sig, hvad er det man skal orientere sig i retning af, hvad er det, der er vigtigt for en. Hvilke muligheder er vigtige for mig at skaffe, hvad er det for nogle forudsætninger, jeg skal udvikle for at komme i nærheden af det. Hvilke steder vil være fornuftige for mig at orientere mig imod. Sådanne størrelser er langt vigtigere frem for hele tiden at være orienteret imod sin diagnose som det primære.

Hvordan kan man få overblikket over sin sociale situation?

Der er en sammenhæng mellem, hvordan man har det, og hvilken social situation, man står i. Nogle gange har den måde, man har det, taget så meget over og har sit eget liv, at man kan føle, at det er uafhængigt af, hvordan ens sociale situation er. Og det er det i en vis forstand også – på den måde, at man har været under pres i for lang tid, og det gør, at noget har fået sit eget liv. Man har fået nogle symptomer, der gør, at tingene er blevet temmelig uoverskuelige for en. Derfor er det vigtigt som udenforstående at spørge til: hvad er det for en hverdag, du har? Hvad er det for en social situation, du står i og kommer fra? Hvad er det for nogle udfordringer, du har? Hvad er det, du har svært ved at tackle i din hverdag? Hvad betyder noget for dig, og hvor vil du gerne hen? Hvis man er ramt på nogle af de ting, så er det vigtigt at komme hen til at tale om og se på den bredere sociale situation – som et udgangspunkt for at tale sammen.

Kan det ikke være svært at få et overblik over sin sociale situation?

Det er jo nogle gange en kæmpe udfordring. Det kræver, at man kommer ned i sin krop og sin historie igen. Nogle gange har man mistet kontakten til sin egen historie, og hvad der er hændt en, fordi man har været igennem så mange instanser og snakket med så mange mennesker – velmenende mennesker -, og man er stadig i tvivl om, hvad der er galt med en. Der er modstridende forklaringer, og man kan selv mærke noget, og skal man lytte til, hvad ens familie siger, eller hvad psykiateren siger, eller til de andre hjælpepersoner, der er i ens liv. Der er mange stemmer og der er meget at fare vild i, når man først har fået psykiske vanskeligheder.

Hvordan ændrer recovery-bevægelsen synet på mennesker med psykiske lidelser?

Recovery-bevægelsen er noget af det, der sætter den subjektive faktor på kortet i forhold til en meget objektiverende behandlingspsykiatrisk tilgang. Man kan faktisk sige, at det behandlingspsykiatriske ikke levner meget mening og perspektiv, hvis man bare er syg. I den forstand kan det også være nedbrydende for, hvad man i øvrigt indeholder som menneske, og der kan man sige, at recovery-bevægelsen har sat på dagsordenen, at det har betydning, hvad du selv synes. Din passion, hvad du måtte finde af mening, det at nogen kan blive personligt betydningsfuld for dig, det at det er vigtigt, hvad du synes, og at du tager magten over dit liv. Folk lever liv, selvom de har fået en diagnose. Nogle gange kan diagnosen komme så langt væk, at man kan tale om, om de stadigvæk er syge, og om det er rimeligt stadig at opretholde den. Der sker jo det, at folk forlader deres diagnose – og det er jo fantastisk!