• English flag

Kunsten at gå på café

Lider ens søskende, mor eller far af en psykisk lidelse, så kan man godt føle sig overladt til sig selv - og måske være flov over for kammeraterne og trække sig socialt. Men faktisk er den unge pårørende ikke alene. Mellem fem og otte procent af alle i Danmark mellem 15-25 år er så ensomme, at det har alvorlige konsekvenser for dem. Det fortæller sekretariatsleder, Rillo Snerup Rud, fra det landsdækkende netværk "Ventilen", som henvender sig til unge ensomme.
4. marts 2011, 11:15

Her i begyndelsen af marts får Frederikshavn et nyt mødested for unge ensomme, som dermed bliver det seneste skud på stammen for det landsdækkende netværk, "Ventilen". I forvejen er der 13 mødesteder fordelt på hele Danmarkskortet. Her spiser unge ensomme mad sammen, ser en film i biografen eller går på café, som mange ensomme unge aldrig har prøvet - eller føler sig usikre over for. 

Ung hjælper ung

Frederikshavn kommune stiller med lokaler og økonomiske midler, mens "Ventilen" har uddannet de cirka 10 unge frivillige, som kommer til at være til stede enkelte eftermiddage og aftener. Netop hjælpen fra ung til ung er meget vigtig for at prikke hul på boblen af ensomhed.
"Oplevelsen af at være ensom er forskellig fra person til person. Nogle er født generte. Andre har en forældre, der lider af en psykisk lidelse eller andre har oplevet dødsfald tæt på. Der er mange forskellige grunde til, at man falder uden for socialt," fortæller sekretariatsleder Rillo Snerup Rud.

Ensomhed er i fokus

Hun tegner en streg i sandet for unge med diagnosticerede psykiske lidelser som skizofreni, psykoser eller andre diagnoser, fordi Ventilens primære fokus er almindelige unge, der lider af ensomhed. Og de bliver skræmt væk, hvis nogen fylder for meget - til gengæld prøver Ventilen at sende unge med diagnoser andre steder hen, hvor de kan få bedre støtte og vejledning. 
"Men hvis man har en mild grad af ADHD eller er kommet sig over en spiseforstyrrelse, så er man hjertelig velkommen. Diagnoser er vi ikke uddannet til at håndtere eller behandle, fordi vi lytter bare til de unge. Vi rådgiver slet ikke - det er ikke vores opgave. Det er den unge selv, der er ekspert på sit eget liv," fortæller Rillo Snerup Rud.

Garanti for hyggelige timer

Ventilen garanterer ikke, at man får en hel vennekreds forærende, hvis man møder op til deres arrangementer, fordi i sidste ende handler det om kemi mellem mennesker.
 "Vi tilbyder nogle hyggelige timer, hvor vi spiller Wii eller Trivial Pursuit, går i biografen sammen eller på café - nogle ensomme unge kan have det svært med at gå på café, fordi de ikke har prøvet det før - og ikke ved, hvordan man udtaler en "caffé latte" (kaffe med mælk, red.) og derfor er bange for at blive til grin over for de andre," fortæller Rillo Snerup Rud.