• English flag

Grønt er godt – og især for mennesker med en psykisk lidelse

Blot fem minutter i naturen kan fremme dit mentale helbred. Det viser et nyt britisk studie med titlen “What is the Best Dose of Nature and Green Exercise for Improving Mental Health? A Multi-Study Analysis”.
7. maj 2010, 11:30

Studiet sammenholder data fra ti forskellige forskningsprojekter, der analyserer på aktiviteter såsom gåture, havearbejde, cykling, fiskeri, sejlads, ridning og landbrugsarbejde. Projekterne, der involverer 1.252 deltagere, måler på deltagernes humør og selvværd, når de er ude, og de viser, at alle typer af udeliv har en forbedrende effekt på det mentale velbefindende. Er der oven i købet vand i omgivelserne, vil det øge effekten yderligere.
 
Samtidig viser undersøgelsen, at der ikke skal så meget til, førend det har en effekt. Forskerne kunne således konstatere, at den stærkeste respons på humøret og selvværdet kom øjeblikkeligt – i løbet af de første fem minutter i naturen. Derefter fortsatte den positive effekt, men i mindre omfang.

Jules Pretty fra Essex Universitet, som er en af mændene bag undersøgelsen, forklarer: “Du får meget stort gavn af de første fem minutter. Vi bør tilskynde folk i travle og stressede miljøer til at komme ud regelmæssigt, selv for korte øjeblikke.”.

Haveterapi

Studiet viser endvidere, at der er positive effekter for alle mennesker forbundet med en hel dags grønne aktiviteter, men at effekterne er størst for mennesker med en psykisk sygdom, som i høj grad får forbedret deres selvværd via kontakten med naturen. Denne sammenhæng er tidligere blevet fremhævet i forskningsresultater, og på den baggrund er man begyndt at lave såkaldte terapihaver, der især er henvendt til stressramte. I Danmark findes der foreløbig to terapihaver, nemlig Odsherred Terapihave og Terapihaven Aurora i Ålborg. Desuden arbejder Skov og Landskab på at lave en terapihave med navnet Nacadia i Arboret i Hørsholm. Her er det planen, at man vil tilbyde 8-12 patienter ad gangen at komme i dagbehandling efter visitering, og at behandlingsforløbene vil være af omkring 10-12 ugers varighed.

Bo Netterstrøm, der er speciallæge i arbejdsmedicin på Hillerød sSygehus og en del af det faglige team, der har taget initiativ til Nacadia, siger til magasinet Psykologi: “Målet med Nacadia er i første omgang at vise, at haveterapi er en effektiv behandling, og at undersøge og belyse, hvad det er, der virker. Bortset fra at vi ikke vil tage patienter med misbrug og patienter med svære psykotiske lidelser ind, er der stort set ikke begrænsninger.”.

Personlig og samfundsgavnlig effekt

At haveterapi har effekt viser svensk forskning på området. I Sverige blev den første terapihave for stressramte anlagt for otte år siden, og her viser resultater, at 98 % af de stressramte, som har været i behandling mod stress, oplever en forbedret livssituation, og at omkring 75 % af de behandlede stresspatienter kommer tilbage i job.
 
Ifølge Bo Netterstrøm vil der således ikke kun være en personlig, men også en samfundsøkonomisk gevinst, hvis kommunerne giver psykisk sårbare tilbud som det kommende Nacadia, da det vil holde mange mennesker fra pension og kontanthjælp.

Også Jo Barton – en forsker bag det førnævnte britiske studie – slår på de samfundsgavnlige effekter af at tilbringe tid i naturen. Han udtaler: “Vi mener, at der er et stort positivt potentiale for individer, for samfundet og for omkostningerne til social- og sundhedssektoren, hvis mennesker begynder at selvmedicinere sig med grøn motion.”.

Videre læsning

What is the Best Dose of Nature and Green Exercise for Improving Mental Health? A Multi-Study Analysis
Green Exercise may be good for your head
Mindsk din stress i terapihave
Konceptmodel Terapihaven Nacadia