• English flag

Mads Fabricius løb fra sin sygdom

Mads Fabricius er en vaskeægte Forrest Gump-historie. Efter adskillige år med skizofreni og isolation fandt han ud af, at han kunne løbe fra sine symptomer. Og det gjorde han så – i den grad, at han nu har kvalificeret sig til Ultraman VM på Hawaii i november 2011 – som en ud af 35 triatleter.
8. september 2011, 12:00

Mads Fabricius er 25 år gammel og en temmelig veltrænet triatlet og ultraløber. Umiddelbart kunne man tro, at han ikke har lavet andet end at dyrke motion hele sin ungdom, men faktisk opdagede han først sportens glæder efter et langt og opslidende sygdomsforløb.
”Jeg blev ramt af skizofreni som 15-16-årig og var rigtig, rigtig syg, indtil jeg var omkring de 20. Jeg var indlagt to gange og havde hele listen af symptomer. Jeg var virkelig hårdt ramt af det – med psykoser, og jeg var enormt socialt angst. Jeg kunne slet ikke tåle andre mennesker, og derfor udskrev jeg også mig selv fra afdelingerne – fordi jeg ikke kunne tåle at være tæt på andre. Jeg led meget af ordimmobilitet – jeg kunne slet ikke tale i lange perioder. Så jeg sad i bogstaveligste forstand og gloede ind i væggen og lyttede til sekundviseren.”

Forrest Gump-effekt

Til sidst kunne Mads, med sine egne ord, ”ikke få det værre”, og da besluttede han sig for at følge sin psykiaters råd om at dyrke motion. ”Jeg havde den her følelse af, at jeg ikke rigtig kunne få det værre, og så kunne jeg jo lige så godt give det en chance. Og der var det så, jeg opdagede, at jeg bogstavelig talt kunne løbe fra sygdommen. Der skulle faktisk ikke ret meget til, og jeg kunne meget hurtigt mærke, at lige så snart jeg begyndte at løbe, så fik jeg det bedre. Det kom faktisk hen over en sommer, hvor alle de her symptomer forsvandt i takt med, at jeg optrappede løbetræningen.”
Deraf opstod Mads Fabricius’ slogan: ”Lidt løb er godt – meget løb er meget godt”, som han med et stort smil gentager et par gange i løbet af vores samtale. Han fortæller: ”Der gik ti uger, fra jeg gik i gang, til jeg løb det første maraton. Det var så fordi, jeg oplevede den effekt, det havde. Haha – man kan vel kalde det Forrest Gump-effekten. Jeg fik til gengæld et hav af skader, men jeg følte, at de var godt givet ud. Jeg kunne sagtens leve med de her fysiske skader, hvis jeg til gengæld kunne leve med mig selv. De fysiske skader er til at tage at føle på, men når man ikke kan kontrollere egne tanker, så er det meget diffust.”

Bidt af motion

I dag er Mads’ liv fuldstændig ændret. Han er rask – helt og aldeles symptom- og medicinfri; til gengæld er han blevet bidt af motion.
”Jeg fik enormt meget selvtillid, da jeg kunne mærke, at jeg fik det godt af at løbe. Og det var i høj grad det, der drev mig. Det hjalp også på mit forhold til andre mennesker – det hjalp rigtig meget, at andre kunne se, jeg fik det bedre. Og det gav meget lyst. Hvilket er det vigtigste – hvis ikke man har lyst, så kommer man ingen vegne. Sporten gav mig en grund til at komme ud af sengen om morgenen – den gav mig ligesom en identitet.”

Fjerde VM

I dag supplerer Mads Fabricius sit løb med cykling og svømning. Han er blevet triatlet og ultracykelrytter og skal i år deltage i sit fjerde VM – denne gang er det ikke på ironman-distancen, men på ultraman-distancen på Hawaii: 10 km havsvømning, 421 km cykling og 84 km løb.
Ud over, at han dedikerer sin tid til træning, så bruger han sin historie og sine erfaringer til at hjælpe og inspirere andre psykisk sårbare. Og det er hans drøm ikke bare at leve af sporten, som han gør det i dag, men også at skabe et behandlingssted for psykisk sårbare.
”Umiddelbart havde jeg mest lyst til at gemme mig væk, men jeg fandt ud af, at der var stor brug for at fortælle den her historie. Og efter jeg begyndte at fortælle den, har jeg simpelthen fået så mange hjerteskærende henvendelser fra folk. Hvor der er gået et lys op for dem, efter de har hørt min historie. Og det forpligter, synes jeg. Når man har muligheden for at ændre livet for så mange mennesker, så må man også gøre en indsats. Og der var det så, at ideen om et cykelhold kom på banen – at lave et cykelhold for atleter med en diagnose og se, hvad der kan komme ud af det,” fortæller Mads, som også drømmer om at skabe et privat hospital eller privat behandlingstilbud.

Akademi for psykisk sårbare atleter

Foreløbig går projektet under navnet Akademi. Tanken er, at det skal fungere som behandlingstilbud for især de, der ikke er helt syge nok til at komme ind i systemet og de, der lige mangler lidt ekstra hjælp, fra de forlader behandlingen, til de kan komme ud på arbejdsmarkedet.
”Akademiet vil primært tage afsæt i sport, men også i forskellige former for terapi og kost – ting som kan være med til at gavne recoveryprocessen. Og så skal der skrues ned for medicinen. Der bliver givet alt for meget medicin i behandlingssystemet; der er al for stor tendens til bare at udskrive recepter. Jeg er sikker på, man kan hjælpe mange flere med motion, kost og socialt samvær,” slutter Mads Fabricius.