• English flag

Sexlivet

Hvilke fysiske og psykiske problemer i forhold til seksualitet og kærlighed kan psykisk sårbare støde ind i ?

Når vi er psykisk sårbare påvirkes vores selvopfattelse og vores kontakt til omverdenen, og derfor vil seksualiteten også ofte blive påvirket. Måden, hvorpå seksualiteten bliver påvirket, er individuel og afhængig af personlighed, erfaringer samt den psykiske lidelses karakter.

Parforholdsproblematikker

De fleste mennesker har et stort ønske om at få en fast partner, men mange med en psykisk lidelse er i tvivl om, hvordan eller hvor de skal få kontakt til en potentiel partner. Og de, der finder en kæreste, har måske problemer med at fastholde forholdet. Måske fordi de bliver overvældet af de mange gensidige forpligtelser og af intimiteten.
For nogle mennesker med en psykiatrisk diagnose kan det være svært at rumme den tæthed, det kræver at være seksuelt sammen med et andet menneske. Det kan også opleves som svært at give udtryk for egne ønsker og grænser – eller at forstå og efterkomme partnerens behov.

Angst for at miste kontrollen ved orgasme eller forelskelse

Som følge af den psykiske lidelse kan du have angst for at ‘give slip’ på dig selv seksuelt. Det er imidlertid nødvendigt for at opnå orgasme.
Til gengæld kan du godt udvikle et ægte kærlighedsforhold uden at gennemgå den forelskelsesfase, hvor mange af os oplever, at vi bliver mere eller mindre psykotiske. Ved at starte et kærlighedsforhold op via venskab kan denne angst-provokerende fase undgås.

Manglende seksuelle erfaringer

Hvis du er blevet diagnosticeret med en psykisk lidelse som teenager og i ungdommen, har du måske ikke været i stand til at modtage undervisning – herunder seksualundervisning – og du har ikke udvekslet seksuelle erfaringer og oplevelser med dine kammerater. Derfor har du ikke fået den viden eller gjort dig de erfaringer, som er nødvendige for at kunne få et afslappet og afklaret forhold til din seksualitet. F.eks. oplever nogle, at de ikke har fået afklaret deres seksuelle orientering, eller hvorvidt de er homo-, hetero- eller måske bi-seksuelle.

Ændret seksuel lyst

På grund af den psykiske lidelse kan du opleve, at lysten til at dyrke sex helt forsvinder eller er voldsomt dæmpet. Andre oplever, at de har overdreven seksuel lyst og gerne vil have seksualiteten til at fylde mindre i deres liv.
Uanset hvad påvirkes den seksuelle lyst af flere forskellige faktorer; både sygdommen i sig selv og medicinen, men den påvirkes også af din personlige oplevelse af, hvorvidt sex er naturligt eller forbundet med følelser af skam og skyld.

Skræmmende seksuelle fantasier

Mange mennesker med en psykisk lidelse har en nemmere adgang til det ubevidste. Derved får du også lettere kontakt til de seksuelle fantasier, som alle mennesker har, men som ikke altid bliver bevidste. Fantasier kan være så voldsomme og skræmmende, at nogle pga. skam- og skyldfølelser lægger låg på deres seksualitet. Men tanker er som bekendt toldfrie. Det er først i det øjeblik, man udlever fantasier, som kan skade andre eller sig selv, at man gør noget krænkende og/eller ulovligt.
Hvis du er i tvivl, om du har ført fantasierne ud i virkeligheden, kan det være en stor hjælp at tale med et menneske, som du har tillid til.

Seksuelle traumer

Mange psykisk sårbare har på et eller andet tidspunkt i deres liv været udsat for et seksuelt overgreb. Det er meget individuelt, hvad der føles som et overgreb. Det, der for nogle er ok, vil for andre føles dybt grænseoverskridende.
Uanset overgrebets art kan denne oplevelse sætte store aftryk på seksualiteten og f.eks. gøre, at du er bange for at dyrke sex, ikke kan lide din krop eller ikke formår at sige fra, når du er sammen med en seksualpartner. Andre følger kan være følelser af skam og skyld i forbindelse med sex samt en grundlæggende mistillid til dig selv og andre.

Bivirkninger af medicinen

Medicinske bivirkninger såsom overvægt, sløvhed, manglende seksuallyst, nedsat evne til at få rejsning og smerter ved samleje kan resultere i, at nogle vælger helt eller delvist at holde op med at tage deres medicin. Da det kan forårsage alvorlige konsekvenser at ophøre med at tage læge-ordineret medicin, er det vigtigt altid at konsultere en læge/psykiater inden et sådant skridt. Ofte kan man ved hjælp af ændring af dosis eller præparat dæmpe omfanget af de seksuelle bivirkninger.

Af: Charlotte Englund, seksualvejleder og ergoterapeut.
Læs mere på: http://www.charlotteenglund.dk

Læs mere om andre emner inden for hverdagslivet her.