• English flag

headspace

headspace – på de unges præmisser

headspace er et rådgivningstilbud til unge. Det er et frirum, hvor der altid er nogen at tale med, hvor intet er forkert, og ingen problemer er for store eller små.

Man kan komme direkte fra gaden uden forudgående aftale, ringe til os, sende sms eller chatte med rådgiverne. Der bliver ikke skrevet journal - til gengæld bliver der lyttet og handlet på de unges præmisser. Det er gratis, og der er ingen ventetid.

I Danmark har vi manglet headspace. Vi har manglet et forebyggende tilbud til unge, hvor der bliver taget hånd om problemerne, inden de har vokset sig så store, at kommunen skal træde til, og den unge bliver en sag i det offentlige system.

headspace er inspireret af en australsk indsats af samme navn, som har opnået særdeles gode resultater. headspace har eksisteret i Danmark siden 2013. Lige nu findes der 16 headspaces fordelt i Danmark. I løbet af det første år tre og et halvt år har vi haft kontakt til mere end 26.000 børn og unge. Det har været afgørende, at hver eneste af disse unge er blevet mødt i øjenhøjde. Men vi er først tilfredse, når alle landets unge, ved hvad headspace er, og bruger det som en selvfølgelighed, når deres ungdomsliv slår knuder. 

Hjælpen skal være på de unges præmisser – ikke på systemets. Det kan være svært at overskue den jungle af specialiserede tilbud, som vores velfærdssystem byder på. Især hvis man er ung og kæmper med modløshed, kaotiske tanker eller andre problemer.  Sammenhæng, tilgængelighed og samarbejde på tværs er nøglen til at hjælpe unge i headspace.

Vi samarbejder med en masse andre tilbud, så vi kan give den unge den bedst mulige støtte og hjælp. Især er vores tætte samarbejde med kommunerne altafgørende for, at vi kan hjælpe de unge bedst muligt. Hvis den unge har behov for mere støtte, end vi kan tilbyde, kan vi gennem vores samarbejde med kommunens medarbejder i headspace hjælpe ham eller hende det rigtige sted hen. Når man er ung og har problemer skal man ikke gå og banke på døre. Man skal have hjælp. headspace er én indgang til hjælp.

 

»headspace har givet mig nogle redskaber med på vejen og sat tankerne i gang og fået mig til at reflektere. Jeg forstår egentlig ikke helt, hvordan I har gjort det. For altså, man kommer her jo egentlig for at få noget hjælp, men I har været vildt gode til at få mig til at hjælpe mig selv. Jeg har fået nogle nye måder at se verden på - altså I har fået mig til at tænke anderledes.«

Rikke 16 år.

Læs mere på headspace.dk

Du kan også læse om, hvordan du bliver frivillig her.