• English flag

headspace som medspiller i regionernes fokus på forebyggelse

Danske Regioner sadler om og vil nu i stigende grad fokusere på forebyggelse for psykisk sårbare. Et kærkomment skifte. Det Sociale Netværk og headspace er oplagte samarbejdsparter.
6. april 2017, 14:00

Danske Regioner vil fremover fokusere meget mere på det forebyggende arbejde - også når det kommer til at styrke den mentale sundhed blandt børn og unge. 

Det fremgår af det nye udspil "Sundhed for livet", der er blevet præsenteret i forbindelse med regionernes generalforsamling. Udspillet lægger op til et stærkt samarbejde mellem regioner, kommuner og civilsamfundet. Og regionerne har i den grad fokus på Det Sociale Netværks initiativ headspace, der bliver nævnt som en del af en større casesamling med gode eksempler på initiativer, der virker. 

Forebyggelse højt på dagsordenen
Det Sociale Netværk mener, at det er et banebrydende positivt initiativ, Dansk Regioner har taget: Forebyggelsen skal frem i første række. Og den stærkeste partner i netop det tidlige forebyggende arbejde er headspace/Det Sociale Netværk.

Sådan lyder det fra Poul Nyrup Rasmussen, protektor i Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør og bestyrelsesformand for Foreningen Det Sociale Netværk, samt Lars Krarup (V), borgmester i Herning og bestyrelsesmedlem i Foreningen Det Sociale Netværk.

”Det er meget glædeligt, at Danske Regioner fremover vil sætte forebyggelse højt på den politiske dagsorden. Det er oplagt, at regioner, kommuner og civilsamfundet løfter i flok. Nu kan vi for alvor forebygge, at psykisk sårbarhed udvikler sig til behandlingskrævende psykisk sygdom hos børn og unge. I løbet af de seneste tre år har Det Sociale Netværks initiativ headspace mødt over 26.000 unge fra hele landet – unge, som i mange tilfælde er blevet hjulpet, inden deres psykiske og sociale problemer har udviklet sig i en sådan retning, at de har haft behov for behandling”, siger de tre politikere i en samlet presseerklæring.

Et stærkt samarbejde
I headspace har man længe samarbejdet tæt med en lang række kommuner om tidlige indsatser for børn og unge mellem 12 og 25 år. For nylig har vi styrket samarbejdet med Region Syddanmark, hvor vi fokuserer på, hvordan vi kan hjælpe unge under og efter indlæggelsen. Ligesom fremskudte medarbejdere fra psykiatrien har deres vante gang i headspace og kan tage hånd om de mest sårbare unge, inden en indlæggelse bliver nødvendig. 

”De tidligere resultater omkring dette samarbejde viser, at vi har formået at lette noget af presset på børne- og ungdomspsykiatrien. Indtil videre har meldingen fra en række medarbejdere været, at vi er med til at tage indlæggelser i opløbet, reducerer antallet af genindlæggelser, nedbringer indlæggelsestiden og styrker de unges recovery”, fortæller Benedikte Kiær, formand i Det Sociale Netværk/headspace Danmark. 

Fakta
headspace er et gratis og anonymt rådgivningstilbud til børn og unge mellem 12 og 25 år. Siden opstarten i 2013 har headspace haft vokseværk og er nu til stede i 15 byer. Samarbejdet mellem headspace og Region Syddanmark har kørt siden 2014. Regionsrådet har nu besluttet at udvide samarbejdet til at dække alle fire headspace-byer i regionen.

Læs den samlede udtagelse fra Poul Nyrup Rasmussen, Benedikte Kiær og Lars Krarup

Læs Danske Regioners udspil om forebyggelse