• English flag

”Jeg fortalte aldrig, at jeg havde dårligt”

Hvornår er man ensom, og kan man godt være det sammen med andre, og hvorfor er vi danskere ensomme? Det satte Det Sociale Netværk sig for at afdække på Bremen Teater sammen med Ventilen, Os Imellem og en række veloplagte oplægsholdere.
15. maj 2017, 09:15

Hvad er ensom, hvornår kommer den frem, og er vi mere ensomme i Danmark end i andre lande? De spørgsmål blev rejst og besvaret, da Det Sociale Netværk i samarbejde med foreningen Ventilen og Os Imellem holdt temaaften for 600 tilhørere på Bremen Teater.

Med oplæg fra eksperter, fagfolk og unge, der selv har følt sig ensomme, forsøgte arrangørerne at stille skarpt på og undersøge, hvorfor de yngre generationer føler sig mere ensomme.

Blandt forklaringerne fra psykolog Ida Koch, antropolog Dennis Nørmark og formand for Ventilen Maria Bergmann er blandt andet præstationspresset, det stigende tempo med sociale medier og vores lidt reserverede danske kultur, der gør, at ensomheden trives blandt unge i de her år.

Ensomhed blandt andre
En af dem, der kunne nikke genkendende til at føle sig ensom, også i selskab med andre, er Jacob Olsen, der kunne fortælle om, hvordan han blev ramt af en stor nedtur i studietiden, der gjorde, at han følte sig ensom.

”Når jeg kigger tilbage på mit studie, så er det ikke så mange minder, jeg har. Jeg husker det som en meget turbulent periode på fire år, som var meget stressende og frustrerende, og hvor jeg følte mig utilstrækkelig, men jeg fortalte aldrig, at jeg havde dårligt”, sagde Jacob på scenen.

Han fik efterfølgende konstateret, at han havde udviklet en depression, og alle tankerne og nedturen havde han ikke turdet dele med sine nye studiekammerater eller gamle venner, som han trak sig mere og mere væk fra, fordi han ikke havde overskud til dem.

Jacob fik sværere og sværere ved at følge med, og han begyndte at vende det hele indad i stedet for at tale om tingene. Han stod i et svært dilemma. For han ville godt fortælle sine venner om sine tanker, men han turde ikke, fordi han frygtede at miste dem.

”Hvad nu hvis deres syn på mig ændrede sig? Hvad hvis jeg nu gik hen og blev en belastning? Hvis jeg ikke længere var god nok til at være med i læsegrupper eller komme med til fredagsbar”, tænkte Jacob.

Jacob endte med ikke at dele sine tanker.

”Jeg blev mere indesluttet om mig selv og mine tanker – selvom jeg udadtil havde mange kammerater. Det gjorde det specielt svært at være sammen med andre, da det, paradoksalt nok, oftest var her, at jeg mærkede ensomheden mest og dermed også der, jeg følte mig mest alene.”

Det hele kulminerede en sensommeraften i 2014, da han  brød sammen hjemme hos sine forældre. Han kunne ikke klare presset. Jacobs forældre hjalp ham videre, og han kom i et forløb hos en psykolog. Og det hjalp at begynde at tale om det.

Hjælper at tale om det
”Det at tale om det, det er noget af bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg fandt ud af, at når jeg ikke kunne overskue fritidsinteresser eller mit studiejob,  så var det ikke, fordi jeg var doven, men fordi jeg var syg”, fortæller Jacob og tilføjer:

”Ligeså vel som at jeg ikke ville være i stand til at løbe en Marathon med et brækket ben, ville jeg ikke kunne leve op til de forventninger og forestillinger, som jeg havde om, hvordan jeg skulle være en mønsterstuderende samtidig med, at jeg havde en depression. Det var en kæmpe lettelse at forstå det”.

Og det var også derfor, at Jacob stillede sig på scenen på Bremen Teater, fordi han ville bryde tabuet omkring ensomhed, fordi han ville udbrede kendskabet til, hvad det vil sige at have det svært og vise, at vi bliver nødt til at lukke åbne op for at få hjælp.

Derfor er Jacob også en del af vores rejsehold af unge i Unge På Vej, der er med til at bryde tabuer om psykisk sårbarhed. Du kan læse mere om UPV her.

Du kan læse mere om arrangementet og se billeder her.