• English flag

Ny nedtrapnings-app søger testpersoner

BetterOff søger testpersoner til ny app til nedtrapning af antidepressiv medicin
23. marts 2017, 13:00
Influenzasymptomer, angst, let til tårer og smerter. 

Hvis man oplever symptomer som disse under nedtrapning af antidepressiv medicin, stiller det ofte én i et dilemma: Er det nedtrapningssymptomer, tilbagefald eller livet uden medicin? I den situation oplever mange at være meget alene og mangle viden om, hvad man kan forvente sig af nedtrapningen. 

Den nye app ”BetterOff” vil med digitale redskaber være med til at gøre processen lettere.
 
Vi har tidligere skrevet om udviklingen af BetterOffs online brugerforum, hvor man kan skrive med andre, der oplever udfordringer ved nedtrapning. 

Nu er første version af en app til symptomregistrering klar til test, og BetterOff inviterer dig til at deltage i testen. Se mere om testen nederst i artiklen eller på hjemmesiden. 

Overblik og tryghed
Appen giver et overblik over nedtrapningssymptomer og viser sammenhængen mellem symptomer og ændringer i medicindosis. Den fungerer som en intelligent dagbog, hvor man dagligt kan registrere nedtrapningssymptomer og få et overblik over, hvordan symptomerne udvikler sig over tid.

"Appen har været længe undervejs, og vi er rigtig glade for at kunne invitere til test af den, inden den offentliggøres. Vi håber, at den kan hjælpe rigtig mange mennesker med at få større indsigt i og forståelse for deres egen nedtrapning og dermed gøre forløbet trygt", siger Line Diemer Lyng, der er initiativtager til BetterOff. 

"Appen kan aldrig gøre det ud for en lægelig vurdering af nedtrapning, men den kan supplere lægens plan og støtte i dagligdagen, der hvor bekymringerne sætter ind".

Flere langtidsbrugere og svær nedtrapning 
Cirka 420.000 danskere tager antidepressiv medicin, og mens der er kommet mere fokus på, hvordan medicinen udskrives, er der fortsat for lidt opmærksomhed omkring, hvordan behandlingen afsluttes. 

Antallet af langtidsbrugere vokser, uden at der findes nøjagtig viden om hvorfor. Spørger man brugerne, oplever mange at være overladt til sig selv i nedtrapningen, der kan være vanskelig på grund af frygt for tilbagefald og nedtrapningssymptomer. 

Sundhedsstyrelsen vurderer, at mindst en tredjedel af alle, der trapper ud, oplever nedtrapningssymptomer. Symptomerne kan være milde, men de kan også være mere voldsomme og minde om dét, man oprindelig fik medicin for - som for eksempel angst, nedtrykthed eller grådlabilitet. Det kan være medvirkende til, at flere opgiver nedtrapningen. 

Farmaceut Birgit Toft, der er med til at udvikle BetterOff, fortæller, at nedtrapningssymptomer kan ses som en helt naturlig del af recovery-processen, blandt andet fordi den indre biokemi skal reguleres på plads igen – for eksempel når serotonin-optagelsen ændrer sig i takt med nedtrapningen. 

Symptomerne sker i overgangen, hvor kroppen selv skal overtage reguleringen og varer typisk få dage. Det kan være nødvendigt at stå noget ubehag igennem, men det er ufarligt og forbigående. Det er dog vigtigt at skelne mellem nedtrapningssymptomer og tilbagevenden af for eksempel angst og depressions-symptomer, som jo dæmpes af medicinen, og det kan være nødvendigt at behandle den underliggende årsag til disse psykiske tilstande.

”BetterOff har ikke til hensigt at gøre alle medicinfrie. Mange mennesker har gavn af deres medicin, men brugerundersøgelser viser et stort ønske om at blive fri for bivirkninger eller "kunne mærke livet igen", som mange har udtrykt det. For nogle er målet at komme på en lavere dosis, for andre er det at komme helt ud af medicinen. Hensigten med BetterOff er at hjælpe den enkelte med at finde hans eller hendes vej gennem en sårbar periode”, siger Line Diemer Lyng.

Testen
Testen af appen starter omkring påske og henvender sig til personer over 18 år, der er i gang med at trappe ud og som har en Iphone.

Læs mere om testen her. 

Læs mere om BetterOff på hjemmesiden betteroff.me.