• English flag

Unge spiser sammen i fællesskabets navn

Godt og vel 80 unge mennesker mødte op, da Det Sociale Netværk/headspace Danmark , AFUK og Ventilen holdt fællesspisning i forbindelse med Danmark Spiser Sammen. Målet var at skabe nye fællesskab og en hyggelig aften for alle deltagerne.
16. maj 2017, 09:15

Måltidet kan noget helt særligt. Det er en naturlig del af alles hverdag og noget, som vi skal igennem.

Alligevel har undersøgelser vist, at når danskerne stimler sammen og skal indtage deres aftensmåltid, så sidder hver fjerde alene og savner selskab. Det er oftest unge mellem 18-39 år, der savner nogen at dele aftensmåltidet med.

Og undersøgelser har også vist, at det også er de unge, der oftest føler sig ensomme, når man ser på alle aldersgrupper. Godt og vel 64.000 unge mellem 16 og 29 føler sig ofte eller altid ensomme. Derfor var der god grund til at sætte fokus på, hvordan vi kan komme ensomheden til livs, da AFUK, Ventilen og Det Sociale Netværk inviterede til fællesspisning i uge 17.

For andet år i træk stod parterne bag Folkebevægelsen mod Ensomhed, som både Det Sociale Netværk og headspace er en del af, bag Danmark Spiser Sammen. En temauge helliget målet om at nedbringe ensomheden i Danmark ved at arrangere fællesspisninger og opfordre danskerne til at komme hinanden ved.  
Og rammerne inviterede da også til hygge i allerbedste stil. Med udsøgt mad produceret af elever fra AFUK kunne de godt og vel 80 gæster læne sig tilbage og nyde tre retter. Fra laksetatar til kalvesteg og afslutningsvis flamberet cheesecake med timian-is.

Frivillige fra headspace og Ventilen var værter ved bordene. Aftenen blev fuldendt af interessante oplæg om ensomhed ved unge oplægsholdere fra AFUK og et oplæg fra headspace København omkring, hvilke former for ensomhed, som unge kommer med i headspace.

Inden aftenen blev afsluttet med glade smil og højlydte klapsalver, blev der afholdt en quiz, hvor deltagerne fandt ud af, at de unge er de mest ensomme af alle aldersgrupper, at piger oftere er mere ensomme end drenge, og at der ikke er nogen forskel på, om du bor i byen eller på landet i forhold til risikoen for at blive ensom.

Du kan læse mere om, hvordan du kan blive frivillig i headspace her.