• English flag

Paranoia

En paranoid psykose er vrangforestillinger, som man er fuldstændig overbevist om, er virkelige. Man kan have vrangforestillinger inden for et enkelt tema. Det hedder enkel paranoia.

Hvad er paranoia?

Paranoia er en sindssygelig tilstand med vrangopfattelser, eksempelvis forestillinger om at være forfulgt, overvåget eller påvirket udefra. Ofte er der i starten en reel grund til, at man føler sig fx forfulgt. Men man bliver ved med at hænge fast ved problemet, og det udvikler sig til at være en vrangforestilling.

Risikoen for at få en paranoid psykose er størst, hvis man er ældre, enlig, lever isoleret og hører eller ser dårligt.

Symptomer

For at udelukke, at der er tale om skizofreni, undersøger lægen om ens vrangforestillinger er bizarre, dvs. fuldstændigt umulige eller utænkelige. Hvis man f.eks. tror, at man besøges af rumvæsener fra en anden planet, er de bizarre og tyder på skizofreni.

For at have en paranoid psykose, skal man opfylde følgende kriterier:

  • Man har i mindst 3 måneder haft nonskizofrene vrangforestillinger
  • Man har ikke hallucinationer hele tiden
  • Man opfylder ikke kriterierne for at have skizofreni
  • Symptomerne skyldes ikke mani, depression eller en blanding heraf
  • Symptomerne skyldes ikke fysisk sygdom

Behandling

En paranoid psykose kan vare længe, og ofte hjælper behandling med medicin eller psykoterapi kun lidt. Det kan være svært at overbevise en person med paranoia om, at der er brug for behandling, da personen jo selv tror, forestillingerne er reelle nok.

Psykoterapi kan få vrangforestillingerne til at fylde mindre, ved at situationerne tales igennem gerne sammen med ens pårørende. Medicinsk behandling med neuroleptika, som virker mod psykose, kan også være en mulighed.


Her kan du hente mere information:

Psykiatrifonden
Netpsykiater