• English flag

Organisationerne

PsykiatriNetværket ville intet være uden de mange organisationer, der støtter og arbejder aktivt for at skabe en fælles og stærk stemme, som kan tale om og for psykisk sårbare, deres pårørende og mennesker, som arbejder eller har interesse i samfundets behandling af psykisk sårbare.

Alle organisationerne har naturligvis deres egen dagsorden og arbejdsopgaver, men fælles for dem alle er det stærke engagement i arbejdet for at forbedre vilkårene for psykisk sårbare og deres pårørende. Udover deres løbende bidrag og samarbejde, mødes alle PsykiatriNetværkets parter cirka en gang i kvartalet for at diskutere, hvordan vi kan sætte øget fokus på vilkårene for psykisk sårbare og deres pårørende samt bringe hele den diskussion længere op på mediernes og politikernes dagsorden.

Organisationerne er foruden Foreningen Det Sociale Netværk, der huser sekretariatet for PsykiatriNetværket, følgende 13 foreninger:

Landsforeningen SIND arbejder for at skabe forståelse og tolerance for sindslidende og deres pårørende. Landsforeningen arbejder for trivsel, forebyggelse og helbredelse. Poul Nyrup Rasmussen er ambassadør for Landsforeningen SIND.
Besøg SIND og Sind Ungdom

Bedre Psykiatri er en landsforening for pårørende til psykiske syge. Det vil sige, Bedre Psykiatri er et tilbud til alle, der kender én, der har psykiske problemer. Det kan være som forældre, børn, venner, kollegaer eller andet.
Besøg Bedre Psykiatri og besøg Bedre Psykiatri Ungdom.

DepressionsForeningen er en uafhængig patientforening, der tilbyder netværk, støtte og sammenhold til dig, der er patient eller pårørende til et menneske med en depression eller bipolar lidelse.
Besøg DepressionsForeningen

OCD-foreningen er en patientforening, der via rådgivning og støtte hjælper OCD-ramte og deres pårørende. De laver informationsmateriale til behandlingssystemerne og forsøger at etablere lokal telefonrådgivning.
Besøg OCD-foreningen.

Fountain House er for mennesker, som på grund af længerevarende psykisk sygdom eller alvorlige psykiske vanskeligheder har mistet kontakten til arbejdsmarkedet eller uddannelsesystemet. Som medlem får du mulighed for at genoptræne dine faglige og sociale færdigheder i trygge rammer. Fountain House tilbyder også hjælp til afklaring af uddannelses- og erhvervsrettede ønsker.
Besøg Fountain House

LAP er en organisation, hvor nuværende og tidligere psykiatribrugere støtter hinanden, tager fælles initiativer, formulerer en politiske udspil og stiller krav vedrørende nuværende og tidligere psykiatribrugeres egne interesser.
Besøg LAP

Livslinien er en humanitær organisation, der forebygger selvmord og selvmordsforsøg. Livsliniens kerneydelse er anonym telefon,- net- og chatrådgivning til selvmordstruede mennesker, pårørende og efterladte. Al rådgivning varetages af Livsliniens ca. 250 frivillige rådgivere.
Besøg Livslinien

 

LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade tilbyder landsdækkende rådgivning og støtte til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller som er selvskaden og deres pårørende. LMS tilbyder telefon- mail- og chatrådgivning, personlig rådgivning og opretter støttegrupper.
Besøg LMS

ADHD-foreningen arbejder for at skabe forståelse for og forbedring af forholdene for mennesker med ADHD og deres pårørende. Foreningen tilbyder rådgivning, kurser for fagpersonale og forældre samt støttegrupper.
Besøg ADHD-foreningen.


Angstforeningens formål er at virke som landsdækkende patientforening for angstramte ved at varetage deres interesser, udbrede viden om og forebygge angstlidelser samt informere om behandlingen af disse.
Besøg Angstforeningen 

Startlinjen er en landsdækkende telefonlinje, som tilbyder ressourceskabende samtaler til mennesker i svære livssituationer. En del af dem, der ringer, kæmper med ensomhed. Andre har været ude for en livskritisk begivenhed som eksempelvis alvorlig psykisk eller fysisk sygdom, tab, arbejdsløshed eller skilsmisse.
Besøg Startlinien

 

Foreningen Død i psykiatrien er en gruppe af pårørende til mennesker, der er døde i psykiatrien. 
Besøg Død i psykiatrien

Outsideren er Danmarks eneste landsdækkende tidsskrift om psykiatri, der ikke er skrevet af behandlere, journalister eller forskere.
Besøg Outsideren