• English flag

Dialoggruppe 1

Hvad virker i behandlingssystemet?

Moderator: Hanne Veje, pædagogisk vejleder og daglig leder af Støttekompagniet.

Panel: Tina Iversen, socialrådgiver og leder af Opus Hvidovre. Esper Sørensen, psykolog og tidl. forstander på Skiftesporet.

Tina Iversen fortæller, at de har gode resultater med Opus. Det, at sikre god behandling, handler i den grad om ledelse. Opus er et toårigt behandlingsforløb. Det startede op i 1998. Når man får en diagnose indenfor det skizofrene område, og hvis ikke man har taget medicin i mere end et halvt år, så kan man modtage behandlingstilbuddet hos Opus. Når man er blevet henvist som ung, får man en samtale med en psykiater og får tildelt en kontaktperson. Kontaktpersonen stilles til rådighed med det samme, og der planlægges med det samme et behandlingsforløb. Undersøgelser viser, at hvis pårørende får viden om sygdommen, så kan det faktisk virke lige så godt som medicin! Vi har et pårørende program, som kontaktpersonen koordinerer. De pårørende er de tætteste samarbejdspartnere. Deres viden er en uvurderlig støtte omkring patienten. Patienten bliver spurgt om, hvilke pårørende vedkommende ønsker bliver inddraget i forløbet. Det kan være forældre, søskende eller kærester. Ved de første samtaler med pårørende spørges til: Hvordan har forløbet været op til nu? Hvilke tegn har der været op til nu? Desuden undersøges det, hvor ressourcerne i patientens familie er. Hvad ved familien om sygdommen? Kontaktpersonerne er helt afgørende for Opus’ succes. Desuden er det afgørende, at vi har en kognitiv tilgang. At vi fokuserer på at finde de rationelle argumenter til at ændre adfærd hos de unge. Job og uddannelse har en stor værdi for patienter, så her lægges der også et fokus.

Esper Sørensen:  Jeg var med til at starte Skiftesporet i Herning op i 1992. Det var et tværgående behandlingsforløb for de 17-25 årige. Vores slogan er: "Vi er de fortælinger, vi fortæller hinanden." Før man bliver indskrevet, får man en mentor, en psykolog og en forløbsbeskrivelse. Vi har såkaldte netværksforløb, hvor pårørende involveres. I starten meget, og senere fases det ud. Esper giver et eksempel på en pige, de har haft i behandling. Hun var selvskadende og isolerede sig. Efter tre-fire uger begyndte hun at bevæge sig forsigtigt rundt. Men hvad drømte pigen om? Det eneste, hun kunne fortælle, var, at hun ville fortsætte med at gå i skole. Hun startede med to timers undervisning tre gange om ugen. Hun kom cirka halvdelen af gangene, men der blev holdt fast i forløbet. Forældrene var trætte og fortvivlede og viste ikke, hvad de skulle gøre. Pigen var selvskadende på den måde, at hun stak af om natten. Da vi er en åben døgninstition, kan vi ikke garantere noget. Den 15-årige pige stillede sig til rådighed. Hun følte sig ikke noget værd – og lod sig seksuelt misbruge. Hun kom fra et meget religiøst hjem og var i den forstand dobbelt selvdestruktiv. Hun var selvmordstruet. Behandlingen af pigen fokuserede på at give hende værd i sig selv – og give hende troen på, at hun var noget. Efter to et halvt år flyttede pigen på eget værelse, og nu har hun fået en HTX eksamen.

Dialogen: Der var mange kritiske rørster efter oplæggene. Der var tydeligt, at de, som stillede spørgsmål, havde oplevet mindre flatterende sider af behandlingstilbuddene og psykiatrien. Flere søgte, at patienter blev set som hele mennsker, der er mere og andet end en statisk diagnose.