• English flag

Åbenhed frem for alt

Anne Marie Geisler Andersen er nybagt mor og tidligere psykiatriordfører for det Radikale Venstre. Hun er desuden psykisk sårbar og pårørende, og så stillede hun op som paneldeltager i Mads og Ungepanelet ved Psykiatritopmøde 2011. Det Sociale Netværk taler med hende om, hvordan sårbarheden influerer på hendes liv.
30. september 2011, 10:00

”Det at jeg har set, hvad psykisk sygdom kan gøre ved et menneske, og hvad systemet så ikke har kunnet, det har betydet, at jeg har valgt, som jeg har gjort. Da jeg begyndte at komme lidt oven på efter min første depression, gik det op for mig, at jeg nok ikke var det rigtige sted. Og jeg havde set i forhold til min far, at han ikke havde fået den hjælp, han havde brug for. Det var min primære grund til at gå ind i politik – fordi jeg gerne ville skabe bedre forhold for mennesker med psykisk sygdom.”

Anne Marie Geisler Andersen sad i Folketinget frem til det seneste valg, og det krævede en aktiv indsats. ”Jeg vidste ikke som udgangspunkt noget om politik. Da jeg besluttede mig for at gå den politiske vej, vidste jeg, hvem der var statsminister, og det var så det. Så jeg startede på statskundskab for at få lidt forstand på det, før jeg kastede mig ud i det.”

Viden er vigtig

En væsentlig motivation har også været, at Anne Marie Geisler Andersen i højere grad end sin far har fået den hjælp, hun havde brug for. Hun vidste nemlig mere om psykiske lidelser.

”Jeg havde læst meget om depression og kendte symptomerne, fordi min far led af det, og jeg vidste, det var vigtigt med tidlig behandling, og hvilke behandlinger, man kunne få, og hvor. Jeg var klædt bedre på med viden, og vi talte også om det derhjemme. Jeg har haft to depressioner og været i korte behandlingsforløb, fordi jeg har fået taget det i opløbet.”

Åbenhed

Åbenhed er et af Anne Maries slagord. Hun siger: ”Hvis ikke du er åben omkring, hvordan du har det, ikke tør gå til lægen og ikke taler med nogen om det, så kan det være svært at finde ud af, hvad du fejler. Så risikerer du ikke at få den behandling, du har brug for.”

En anden væsentlig grund til, at Anne Marie Geisler Andersen står frem med sin historie, er, at hun gerne vil vise et andet billede af psykisk sårbare end det fordomsfulde, som mange har. ”Selvom man har en psykisk sårbarhed – en diagnose – så kan man i vidt omfang lære at mestre sin sygdom. Der er så mange mennesker, der har fordomme. F.eks. havde min egen læge et sort-hvidt billede af ADHD, som bundede i de patienter, han havde haft. Da jeg fortalte ham, at jeg havde fået diagnosen ADHD, sagde han: ’Jamen du er jo hverken misbruger eller kriminel’. Hvis man skal bryde med de fordomme, er man nødt til at vise, at billedet er mere broget end som så.”

Desuden er åbenhed en form for redskab. Anne Marie fortæller, at det har været en stor hjælp for hende at tale åbent om sin sårbarhed med sin familie, sine venner og kolleger. Også i forbindelse med hendes just overståede graviditet har det været vigtigt.
”Nu her under min graviditet har sundhedsplejerske, jordemor og alle andre været meget opmærksomme og snakket med mig om den øgede risiko for depression. De har f.eks. snakket med mig om søvnen.”

Moderskab og sårbarhed

Det Sociale Netværk spørger, om Anne Marie har gjort sig nogen overvejelser om sin sårbarhed i forhold til det at være blevet mor. Dertil siger hun:
”Jeg har tænkt meget over, hvad jeg giver videre til mine børn, for man vil jo gerne give det bedste videre. Men det gælder for os alle – diagnose eller ej – at vi giver både noget positivt og negativt med til vores børn. For mit eget liv er jeg også nået dertil, hvor jeg ved, at jeg giver en masse gode ting videre. Desuden kan man godt få et godt liv som psykisk sårbar.”

Anne Marie fortæller, at hun og hendes mand er meget bevidste om, at der er en øget risiko for, at deres børn får ADHD eller depressioner, men hun siger: ”Vi kender til det, og vi ved, at det er sådan noget, vi skal være opmærksomme på, og vi ved, hvordan vi skal tackle det – min mand er læge, og jeg har selv været det igennem, og min mand har også bakket mig op hele vejen. Og vi har været opmærksomme på min sårbarhed hele vejen under graviditeten, hvor jeg har gjort alt for at passe på mig selv.”

Drømmejobbet

Det er også årsagen til, at hun har valgt ikke at genopstille til folketinget i denne omgang, selvom stillingen som psykiatriordfører er drømmejobbet. ”Jeg vil gerne kunne give mine børn det, de har brug for. Hvis de har brug for lidt tryggere rammer og fast struktur på hverdagen, så er det måske ikke det ideelle at være i folketinget. Jeg har også antennerne ude – og det at have et job, hvor man er på 24 timer i døgnet og samtidig har en lille, der kræver, at man er nærværende og tilstede, det havde jeg ikke lyst til at satse på var holdbart. Jeg ville være for bange for, at det gik ud over mine børn, og det er nok det eneste, jeg ikke ville satse for mit drømmejob.”

I stedet har Anne Marie valgt at bruge sit engagement i psykiatrien i den landsdækkende kampagne En-af-os, og hun har fem oplæg i efteråret i forbindelse med sin bog ”Frem i lyset”.