• English flag

Retten til at blive rask

Det er en overtrædelse af handicapkonventionen, at psykisk sårbare ikke har retten til at blive erklæret raske. Det siger formand for Foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen. Ultracykelrytter Mads Fabricius har mærket konsekvenserne på egen krop og tager nu kampen op med systemet. Håbet er at få sagen hele vejen til menneskerettighedsdomstolen.
8. september 2011, 12:30

Selvom recovery er et af slagordene i dansk psykiatri, er det alligevel ikke så lige til at få lov at komme sig. Det har 25-årige Mads Fabricius oplevet på egen krop. ”Når først du har fået diagnosen, så fanger bordet – rent bogstaveligt næsten. Man kan ikke komme af med diagnosen igen. Jeg har snakket med et hav af forskellige fagfolk, og lægerne siger, at de kan ikke bruge ordet rask. Det må de ikke bruge, så derfor kan de ikke ændre diagnosen. Det, de har gjort i mit tilfælde, er, at de har ændret de forskellige skizofrenidiagnoser, jeg har haft, til ’skizofreni med komplet remission’. Det er et pænt ord for fuldstændig rask.”

Selvom der nu står rask i Mads Fabricius’ journal, har han rent teknisk stadig en skizofrenidiagnose, og derfor er han stødt ind i en række problemer. Eksempelvis da han gik i gang med at tage flycertifikat. I september 2009 investerede Mads Fabricius 50.000 kr. i sin drengedrøm – at tage flycertifikat til hobbyflyvning. Han bestod alle de indledende prøver, men rendte panden imod en mur, da han skulle begynde solotræning. For at kunne påbegynde den, skulle han have en medicinsk godkendelse fra Trafikstyrelsen, en såkaldt Medical.

Kamp med systemet

Selvom Mads er rask og fuldstændig symptom- og medicinfri i dag, vil Trafikstyrelsen ikke give den nødvendige medicinske godkendelse, og derfor tager Mads nu kampen op med systemet.

”Jeg har været rundt at snakke med stort set alle organisationer indenfor handicap i Danmark. Hele listen har jeg været igennem, og der er ikke nogen, der vil tage den her sag op og røre ved den. Heller ikke offentlige instanser, der skal tage sig af sådan noget. De vil ikke røre ved det.”

Også transportminister Hans Christian Schmidt har Mads Fabricius haft fat i: ”Jeg har mødt transportministeren, og da jeg gik derfra, var det med stor optimisme. Jeg var faktisk sikker på, at jeg ville få lov at flyve. Så gik der en måned, og så fik jeg et brev, hvor han fulgte op på de ting, han lovede, og hvor jeg faktisk var tilbage ved start igen. Det var et helt håbløst svar, jeg fik, som jeg ikke kan bruge til noget.”

Manglende muligheder

Mads’ sag angående flycertifikat kører stadig. Han har nu været igennem hele klagesystemet inde i Trafikstyrelsen og også ved ministeriet. Der, hvor den ligger nu, er, at han skal revurderes ved Danmarks førende professor på skizofreniområdet, Josef Parnas – hvilket han indtil videre har ventet på i tre måneder. Optimismen er da heller ikke stor: ”Med hensyn til min revurdering ved Josef Parnas er det et forsøg på at imødekomme mig og lukke munden på mig, men Parnas vil ikke kunne ændre på sagen. Der står direkte i lovgivningen, at når diagnosen først er stillet, er den for altid diskvalificerende, og jeg vil derfor ikke få lov til at flyve, selvom han siger god for mig. Lovgivningen er direkte diskriminerende.” 

I forhold til flycertifikat er Mads Fabricius den første sag nogensinde, og derfor er der meget usikkerhed i systemet. Men det er ikke kun, hvis man vil have flycertifikat, at mennesker med psykiatriske diagnoser møder problemer. Har du papir på, at du har en psykisk lidelse, er du også frataget muligheden for at få job i politiet og militæret. Du kan få svært ved at blive godkendt til at tage kørekort, ligesom du kan få svært ved at tegne livsforsikring, og Sygeforsikringen Danmark er helt lukket land. Adoption er heller ikke en mulighed, hvis du har en psykiatrisk diagnose. Der er altså en hel række muligheder, du er frataget retten til, når du en gang har haft en psykisk lidelse – også selv om du er kommet dig. Mads Fabricius siger: ”Det er vigtigt at skelne mellem at have en sygdom og at være rask fra en sygdom. Er du medicin- og symptomfri, og når alle lægerne har sagt, at man er rask, og man har et hav af lægeerklæringer, der siger, at man er rask, så bør man ikke have frataget de her muligheder.”

Menneskerettighedsdomstolen

Mads vil gerne have sagen for domstolen i håbet om med tiden at kunne få sagen for menneskerettighedsdomstolen. ”Det er jo et generelt problem i hele Europa. Både i forhold til luftfart, men også i forhold til behandlingssystemet – at man ikke kan blive erklæret rask. Så jeg håber, vi kan få sagen til menneskerettighedsdomstolen. Jeg synes, det er en klar overtrædelse af handicapkonventionen, at man ikke har den her ret til at blive rask. Og at det samtidig er en overtrædelse af menneskerettighederne, at man bliver frataget nogle helt grundlæggende rettigheder, som man ikke får igen, når man er rask og dermed berettiget til dem.”

Også formand for Foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen, påpeger, at det er imod FN’s handicapkonvention, at Mads Fabricius ikke kan få lov at blive rask. Han siger: ”Det her er jo en kamp om rettigheder. På mange måder er den sammenlignelig med den kamp, homoseksuelle har måttet tage i Danmark. Først i 1981 blev homoseksualitet slettet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste. Vi skal nu have taget en kamp for psykisk sårbare menneskers ret til at komme sig.”
Og forskningen viser, at man kan komme sig af psykiatriske diagnoser, slår Poul Nyrup fast og fortsætter: ”Det er jo lidt paradoksalt, at selvom vi de sidste 10-15 år har talt om recovery, og at man kan komme sig, så hænger vi alligevel på nogle måder fast i en kronificeringstankegang. Reglerne er ikke fulgt med, og derfor skal der en opdatering af regler til.”

Der skal handling til

Mads Fabricius tager nu kampen op på meget konkret vis. Han fortæller: ”I uge 38 lægger jeg mig ind på Trafikstyrelsens trappe, og jeg har ikke tænkt mig at gå, førend jeg har mine papirer på, at jeg må flyve. Det er for at give et signal af, at jeg ikke giver op. Det er for at vise, at der skal handling til og ikke bare tomme ord.”