• English flag

Væk med tabuet!

Saseline deltog i Mads og Ungepanelet ved Psykiatritopmøde 2011. Det Sociale Netværk taler med hende om tabuer, og hvordan vi slipper af med dem.
20. september 2011, 16:00

Depressioner er et af de helt store tabuer, som vi skal have gjort op med. Det mener sangerinden Saseline, der skal sidde i Mads og Ungepanelet ved Psykiatritopmøde 2011. ”Der er kommet flere depressioner i Danmark, og der er mange flere unge, som har depressioner, end vi går og tror. Men desværre er det stadig et tabu, og det er et stort problem. Folk ved ikke, hvad det er, hvordan de skal deale med det, eller hvem de kan gå til for at få hjælp.”
Saseline har haft depression tæt inde på livet og kender således til, hvor tabubelagt det kan være. ”Tabuet kan drive folk ud over kanten. Det har jeg oplevet i forhold til min storebror. Han var deprimeret, og alle andre syntes, der var noget galt og opfordrede ham til at gøre noget ved det og søge hjælp, men han syntes ikke selv, at han havde et problem. Han kunne godt mærke, at han var modløs, men han vidste ikke, hvad han skulle stille op med det.”

Perfektionskultur

Saseline mener, at stigningen i antallet af unge, der får depressioner, hænger sammen med tidens krav. Hun siger: ”Det er svært at være ung i dag. Man skal være så perfekt og med på moden. Man skal være god til så mange ting, og der er et utal af valgmuligheder, man hele tiden skal orientere sig i. Det er et enormt pressure.”
Fra sine nærmeste omgivelser kan Saseline se flere eksempler på, hvordan tidens krav tærer på folk. Hun har veninder, der bliver ramt af depressioner, og hun kan berette om en 12-årig lillesøster, der taler med sine veninder om at tabe sig. ”Modebilledet er så stramt – det er meget værre, end da jeg var i den alder,” forklarer Saseline.

Pårørende for livet

En depression kan ubehandlet være en langvarig affære. Den kan få godt og grundigt fat om livsnerven og livsappetitten, og som Saseline beretter, så står man nogen gange som pårørende og kan måske ikke forstå, at ens gode veninde eller elskede bror ikke har lyst til livet. Hendes bror var plaget af depressioner i flere år.
”Min bror havde endelig valgt at gå til lægen og havde en tid omkring kl. 12, men i stedet for at gå til lægen, valgte han et par timer inden at tage sit eget liv ved at hoppe ud fra en elmast på Sjællandsbroen.”

Mindske tabuet

Ifølge Saseline er det vigtigt at give unge bedre vilkår, og et væsentligt sted at starte er at mindske tabuet omkring depression. ”Ligesom man laver statskampagner om alt mulig andet, bør man også sætte ind her. Vi skal fjerne tabuet omkring det – så det bliver noget, vi kan tale om,” siger hun og fortsætter: ”I 2011 er det så svært at være med på det hele. Pigerne taler med hinanden om, hvordan de har det, men de vil ikke tale med deres forældre om de her ting. Der bliver nødt til at komme noget hjælp ude fra, så de ikke føler sig bedømt. F.eks. kunne skoleklasser få besøg af unge mennesker, der har eller har haft depression inde på livet, og som taler med de unge om de her ting, og hvor de kan søge hjælp.”

Hjælp at være åben

Da Saselines bror valgte at tage sit eget liv, havde hun ikke et valg – hun blev nødt til at tale åbent om det. Nyheden stod således allerede skrevet på Ekstra Bladets hjemmeside, inden hun vidste besked. Selv om det var rigtig hårdt, så er det i dag en hjælp, at hun har stået frem med sin sorg. Hun fortæller:
”Selv om det den gang gjorde mig rasende og frustreret, så har det hjulpet mig at tale åbent om at miste min bror. I dag kan jeg tale om det og arbejde med det. Jeg kan vende det og bruge det til at være med til at mindske tabuet omkring depression, så andre i samme situation som min bror ser, at der er andre muligheder og udveje.”