• English flag

Sammendrag fra dagen

Psykiatritopmøde 2011

”Det skulle blive den varmeste 1. oktober i 120 år i dag. Jeg tror, det er et tegn på, at vi går en varmere tid i møde. Vi så også, at alle partierne havde os på deres partiprogram i valgkampen. Jeg tror, vi er nået dertil, hvor det har bredt sig, at der skal ske noget på det her område.” Sådan siger formand for Foreningen Det Sociale Netværk, da han indleder Psykiatritopmødet 2011. Forinden har Sebastian spillet fire numre, der taler til hjertet, sjælen og fællesskabet, bl.a. klassikeren ”Du er ikke alene”.

Poul Nyrup Rasmussen sætter topmødets tema, Ungeliv, i perspektiv og siger: ”I år tager vi fat på et meget aktuelt område: Unge. De lider mange steder rundt i landet. Jeg læste i forgårs en artikel i Kristeligt Dagblad. Her hed det, at den største fattigdom er at være uønsket. Kære venner – vi skal holde fast i, at ingen skal være uønskede!”

Foran de flere end 900 deltagere, psykisk sårbare, pårørende, eksperter og andre interesserede gennemgår Poul Nyrup Rasmussen Topmødeerklæringen 2011, som har fokus på, hvordan vi kan give bedre vilkår for unge. Et væsentligt budskab, som fremhæves, er, at vi skal have en sammenhængende og tidlig indsats. Ifølge Poul Nyrup Rasmussen er det vigtigt, at der er plads til at være ung – på egne præmisser.

”Vi bliver som unge let stemplet. I første klasse fik jeg stemplet problembarn. Jeg siger ikke, at det er en forudsætning for at blive statsminister, men det er en god begyndelse,” siger Poul Nyrup Rasmussen og får salen til at grine højt.

Individualisering som vilkår

Blandt dagens oplægsholdere er ungdomsforsker Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning ved DPU. ”Unge har aldrig haft så mange valgmuligheder. På den måde er individualiseringen også et vilkår for unge, der SKAL vælge. Samtidig oplever de unge, at de selv er ansvarlige for at lykkes. Et stort dilemma er, at når man selv er ansvarlig for sit eget liv, så er man også ansvarlig for sin egen fiasko.”

De unge i centrum

”Mens hjertelidelser er de ældres kroniske lidelse, så er mentale problemer den kroniske sygdom, unge lider af. Blandt de unge, der er syge, er 60-70 % af dem ramt af psykiske lidelser. Men de unge ser ikke sig selv som nogen, der har psykiske sygdomme – derfor er det ikke det, vi taler om, når vi taler med de unge. Det er ikke det sprog, vi bruger,” fortæller en af dagens internationale talere, Nick Prendergast, der er leder af Headspace i Australien.

I Australien har de haft succes med at få de unge tilbage på sporet – med en national strategi på ungeområdet. Headspace er et led i den strategi, og det har været med til at revolutionere indsatsen overfor sårbare unge. Nick Prendergast fortæller:

”Hvor det psykiatriske system traditionelt er bygget op efter at skubbe folk væk, fordi der er så stort pres på, så er det eneste kriterium i Headspace, at man skal være mellem 12 og 25 år. Hos os skal man ikke udfylde erklæringer eller opfylde bestemte kriterier for at få hjælp – man kan komme med alle typer af problemer.”

Mads og ungepanelet

Mads Steffensen fra Mads og Monopolet har et flot ungepanel på scenen bestående af sangerinden Sys Bjerre, Saseline, Søren Bregendal, Mads Fabricius og Anne Marie Geisler Andersen. Alle har psykisk sårbarhed inde på livet som sårbare eller pårørende, og de drøfter tre dilemmaer stillet fra salen. Et dilemma går på, hvornår man skal fortælle en, som man dater, at man har haft en psykiatrisk diagnose. Dertil siger Søren Bregendal: ”Det første, jeg tænker på, er, at fortiden – selvom den er en del af os, så må vi tage afsæt i der, hvor vi er i dag. Vi skal passe på med at holde fast i den identitet. Hvis kvinden her føler, at det er unaturligt at bringe det op fra starten, så skal hun vente, måske til en samtale, hvor det naturligt kan komme op.”

Anne Marie Geisler Andersen supplerer: ”Man skal jo ikke krænge sit inderste ud uden at have det godt med det. Jeg har selv været meget hurtig til at melde ud til min mand, for vi blev nødt til at finde ud af det sammen. Jeg tror, jeg sagde det den første aften, for jeg havde brug for at være tryg i forholdet.”

Også Saseline, Sys Bjerre og Mads Fabricius slår fast, at det er vigtigt at respektere sine egne grænser.

Mobning former selvbilledet

Den 33-årige kvinde Siri Noah Andreassen fortæller om eftermiddagen sin historie og om, hvordan mobning var en stærk medvirkende årsag til, at hun fik skizofreni.

”Der er måske mange, der tænker: ’Mobning, nå ja, det er der mange, der oplever’. Men for mig har det virkelig sat spor. Det har været med til at forme mit selvbillede. Man tager det jo ind og tænker: ’Nå, ja, sådan må det jo være.’ Og at jeg blev mobbet hele vejen gennem folkeskolen er stadig noget, der fylder. Frygten ligger stadig i mig, så når jeg møder nye mennesker, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de vil acceptere mig.”

Underholdning og god forplejning

Midt på dagen serverer Umahro Cadogan dejlig hjernemad, og som dagen går på held er der både musikalsk indslag af den litauiske stjerne Andrius Mamontovas og det danske klezmerband Mames Babegenush. Sidstnævnte får salen op at stå, og en ordentlig flok til at danse kædedans rundt i salen – med Poul Nyrup Rasmussen i midten.

Som rosinen i pølseenden synger Poul Nyrup for til ”Du kom med alt det, der var dig”, hvorefter der bliver taget varm afsked og sagt: På gensyn næste år!