• English flag

Dialoggruppe oversigt 2016

 

Dialoggruppe 1

Syg af stress eller depression – hvilken vej leder tilbage?

Er du syg af stress eller ramt af en depression, så skynd dig tilbage på jobbet! Sådan lyder anbefalingerne fra forskere og faglige eksperter, men er det realistisk, og er det den rette vej at gå? Er de danske ledere og arbejdspladser klædt på til at håndtere medarbejdere, der bliver ramt af stress eller depression? Forstår de at fastholde og skabe de nødvendige rammer for en god tilbagevenden?

Så deltag i en dialoggruppe, hvor DepressionsForeningen tager temperaturen på, om arbejdsmarkedet er klar til at inkludere mennesker, der er ramt af stress eller har en depression.

Arrangør: DepressionsForeningen.
Oplægsholdere: Psykiater dr.med. Jesper Karle fra PPclinic, Kasper Tingkær, generalsekretær i DepressionsForeningen og Randi Hoffmann fra Cabi.

 

Dialoggruppe 2

Fra egne erfaringer til erfaringskompetencer – hvad skal der til?

I dialoggruppen vil du blive præsenteret for uddannelsen til peer-støttemedarbejder og høre om, hvad der er med til at sætte sine egne levede erfaringer ind i en ramme, der kan komme andre til gavn. Alle kan deltage i workshoppen - også gerne pårørende og medarbejdere i psykiatrien.

Arrangør: Det Sociale Netværk.
Oplægsholdere: Projektleder Klavs Serup Rasmussen og projektmedarbejder Gry Krath Johansen fra projektet Peer-støtte i Region Hovedstaden under Det Sociale Netværk samt et par af de peer-støttemedarbejdere, der er ansat i forskellige kommuner og i Region Hovedstaden.

 

Dialoggruppe 3

Er vi ens eller anderledes? En workshop om peer-støtte i praksis

Peer-støtte medarbejdere kan med deres erfaringskompetencer gøre en forskel ved at være rollemodeller og vise, at der en vej ud på den anden side. Peer-støttemedarbejderne kan støtte borgerne i deres egen forandringsproces. Men etableringen af en ny faggruppe, der skal bygge bro mellem personalet og patienterne, mellem systemet og borgerne er ikke gnidningsfrit. I denne dialoggruppe stiller vi skarpt på hvilke udfordringer, der kan være forbundet med at bringe en anden slags kompetence ind i det daglige.

Både for peer-støtte medarbejderne, men også for arbejdsgiverne, kollegerne og borgerne, kan det være en stor opgave at navigere i forhold til den nye virkelighed, hvor vi inddrager de levede erfaringer som en kompetence på lige fod med de fagprofessionelles kvalifikationer. Nøgleordene i arbejdet med peer-støtte er håb, empowerment og det ligeværdige møde mellem mennesker, men hvis det skal fungere i praksis, så afhænger det også af vores evne til at samskabe, finde et udgangspunkt og fælles rammer, der giver mening for alle.

Arrangør: SIND.
Oplægsholdere: Line Top Abildtrup, forstander på bo- og rehabiliteringstilbuddet Orion samt Petrine Severin, der er projektkonsulent i Peer-Netværket Danmark og tidligere peer-støtte medarbejder i Orion.

 

Dialoggruppe 4

Peer-støtte: Hvad gør man, når det brænder på?

Medarbejdere med egne erfaringskompetencer kan spille en afgørende rolle for, hvordan man som psykiatribruger oplever mødet med tvang i psykiatrien, eller hvordan man modtages og oplever sig hjulpet på et af de kommunalt drevne akuttilbud.

I denne dialoggruppe vil vi give deltagerne et indblik i egne erfaringer og oplevede dilemmaer forbundet med at fungere som peer-medarbejder på henholdsvis en lukket psykiatrisk afdeling og på et af landets velfungerende kommunale akuttilbud.

Arrangør: LAP.
Oplægsholdere: Marian B. Goldstein, Akuttilbuddet i Lyngby Taarbæk Kommune og Søren Dixen, recoverymentor, Psykiatrisk Center Amager.
Facilitator: Katrine Wiedersøe, LAP.

 

Dialoggruppe 5

Er der faldgruber i Peer-medarbejdertanken?

Peer-medarbejdere bliver i dag ansat rundt omkring på de psykiatriske behandlingssteder. Tanken er, at de skal være brobyggere og danne grundlag for kulturændringer i psykiatrien ved at sætte recovery – troen på at man kan komme sig – i centrum.

Men hvad vil det sige at være peer-medarbejder? Må en peer-medarbejder for eksempel være kritisk over for medicin? Må en peer-medarbejder være kritisk over for tvang? Og må en peer-medarbejder stille spørgsmålstegn ved diagnoser?

Vi lægger op til debat og ser på, hvor grænserne går for peer-medarbejdere i psykiatrien.

Arrangør: Død i Psykiatrien.
Oplægsholdere: Majbrith Andersen og Olga Runciman.

 

Dialoggruppe 6

Ung til Ung

Hvordan tackler du svære følelser? Hvor kan du søge hjælp, hvis problemerne vokser dig over hovedet? Og hvad vil det sige at være psykisk sårbar?  Det er nogle af de spørgsmål, som Unge På Vej hjælper med at sætte på dagsordenen rundt omkring i landet på ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, konfirmandforberedelser m.m.

Rejseholdet Unge På Vej bruger ung til ung-metoden, hvor de unge tager rundt og fortæller om deres erfaringer med en vanskelig og udfordrende ungdomstid, samt hvordan det har lært dem at passe på deres egen psykiske sundhed.

Med oplæggene italesættes psykisk sårbarhed på en måde, der ikke handler om tunge lidelser og diagnoser men om de almindelige ungdomsproblemer, som de fleste slås med. Der bliver skabt dialog om det at have det svært baseret på de unges egne fortællinger. De unge og deres historier er i centrum.

Arrangør: Det Sociale Netværk.
Oplægsholdere: Nadia Stephanie Juulskov Aarø (konsulent i Det Sociale Netværk) og en frivillig fra Unge På Vej.

 

Dialoggruppe 7

Et godt hverdagsliv gennem interessefællesskaber

Det hænder, at psykisk sårbare opfordres til finde frem til deres interesser og opsøge et fællesskab, hvor de sammen med andre kan dyrke interesserne. Men hvorfor er interessefællesskaber vigtige, og hvordan kan de blive en aktiv del af at skabe et godt hverdagsliv?

Foreningen Outsideren præsenterer et konkret eksempel på, hvordan et interessefællesskab kan bruges til at finde nye venner og bekendte samt tage ansvar for opgaver og derigennem udvikle sig. Oplægget giver et indblik i, hvordan et interessefælleskab kan bruges aktivt som del af den enkelte persons recovery-proces. Der bliver også reflekteret over, hvilken betydning det har på et mere generelt plan, at mennesker mødes omkring interesser og opgaver, og hvorfor interessefællesskaber kan være et vigtigt afsæt for et godt hverdagsliv og for recovery.

Efter oplægget lægges der op til dialog omkring bordene, hvor deltagerne fordeles ud fra de hovedinteresser, de har til fælles.

Arrangør: Foreningen Outsideren.
Oplægsholdere: Grethe Kildegaard Nielsen, næstformand i Foreningen Outsideren og frivillige fra Foreningen Outsideren.

 

Dialoggruppe 8

Kunsten at møde unge i øjenhøjde

I headspace fokuserer vi ikke på diagnoser men på mennesker. Her er relationerne, der opbygges via dialog, det bærende element i mødet med de unge. Det er ikke blot cafesnak, men de unge får mulighed for at åbne op, fordi de frivillige og rådgiverne bruger sig selv, deres erfaringer, oplevelser og tanker. De frivillige kommer som sig selv og møder de unge i øjenhøjde, fordi de brænder for det, og det skaber en anden relation.

Så hvis du vil deltage i en dialoggruppe, der giver indsigt i et anderledes tiltag for unge, der sætter de unge i centrum og er til for unge, skal du deltage i denne dialoggruppe.

Arrangør: headspace.
Oplægsholdere: Faglig udviklingskonsulent i headspace, Karin Leth Kristensen, centerchef i headspace Aalborg, Line Brix Madsen, og en frivillig.

 

Dialoggruppe 9

Om at være ambassadør i EN AF OS

Et grundlæggende og vitalt element i arbejdet med afstigmatisering i Landsindsatsen EN AF OS er ambassadørerne, som alle er mennesker, der har eller har haft psykisk sygdom. Ambassadørerne har gennemgået et træningsforløb, hvor de har lært at strukturere og målrette deres personlige historier til de forskellige målgrupper i EN AF OS.

I efteråret 2014 gennemførte KORA en statusevaluering på vegne af EN AF OS, og den dokumenterede, at ambassadørerne oplevede, at det frivillige arbejde som ambassadør bidrog til deres recovery og empowerment. I dialoggruppen vil ambassadører fortælle, hvad træningen og opbakningen i EN AF OS har betydet, og hvordan recovery-elementer kommer til udtryk i det konkrete arbejde for en fælles sag. Dilemmaet omkring åbenhed vil også blive diskuteret samt hvilke forbehold, man i denne sammenhæng bør tage som ambassadør.

Arrangør: EN AF OS.
Oplægsholdere: Johanne Bratbo, projektleder i EN AF OS, Anja Kare Vedelsby, projektkoordinator i EN AF OS, EN AF OS-ambassadører.