• English flag

 Anne Marie Geisler Andersen


I 2011 vil jeg dele min sårbarhed

Når sårbarhed bliver en styrke.

Jeg tror, at alle mennesker kan blive ramt af psykisk sygdom, hvis de bliver udsat for tilstrækkelig hård belastning. Imidlertid er vi nogle, der er mere sårbare end andre. Sådan er jeg. Jeg er vokset op med en far, der har lidt af depressioner, siden jeg var 14 år. I perioder har han været meget syg – så syg, at han har været indlagt på den lukkede og også en enkelt gang har forsøgt at tage sit eget liv.

Selv har jeg formentlig arvet min fars sårbarhed. Jeg har flere gange været ramt af alvorlig stress, og to gange har det været med til at udløse en depression. For ganske nylig fik jeg konstateret ADHD og fandt ud af, at mine stressudløste depressioner med al sandsynlighed skyldes, at jeg lider af en hyperaktiv form for ADHD. Som psykiateren siger, har jeg en speeder der, hvor andre mennesker har en bremse. Det føles som en indre motor, der altid kører. I mange år kørte jeg bare derudaf med 120 km i timen, indtil kroppen sagde stop, og jeg ikke kunne mere på grund af stress eller depression. 

Min første depression førte til, at jeg flyttede og startede på en ny uddannelse, hvilket jeg er rigtig glad for den dag i dag. Jeg startede på statskundskab, fordi jeg havde et ønske om at skabe bedre forhold for mennesker med psykisk sygdom og derfor gerne ville ind i politik.

Min egen sygdom har gjort, at jeg har fundet mening med livet. Jeg vil to ting; jeg vil min familie, og jeg vil gerne være i politik. Skulle jeg en dag ryge ud af Folketinget, er jeg sikker på, jeg nok skal finde en anden måde, hvorpå jeg fortsat kan arbejde for eller i psykiatrien.

Ikke blot har min sygdom betydet, at jeg har fundet mening med mit liv. Jeg føler også, at jeg har vendt sygdommen til min styrke. Jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg udtaler mig som psykiatriordfører for Radikale Venstre – for jeg har selv prøvet det. Jeg er psykisk sårbar, og jeg er glad for det. Egentlig er jeg også lidt stolt af at være nået dertil, hvor jeg kan holde til livet på Christiansborg på trods af min sårbarhed. Og hvor jeg åbent tør fortælle om min sygdom. Jeg håber, at andre vil følge trop, så vi sammen kan få nedbrudt det tabu, der hersker omkring psykisk sygdom. Derved kan vi få taget hul på den udfordring, vi står overfor med hensyn til at få skabt bedre forhold for mennesker med psykisk sygdom.