• English flag

 Lotte Andersen


I 2011 vil jeg lære af det svære

Der er lige så meget liv i et øjeblik af smerte, som der er i et øjebliks lykke.

Vi kan som mennesker ikke løbe fra det, som gør ondt, selv om vi moderne mennesker i høj grad prøver at se bort fra det. Vi kan ikke skaffe os af med det, som er ubehageligt eller ikke lige passer ind i vores verdensbillede. Og det skal vi heller ikke.

Jeg har selv haft en tur - en personlig krise, hvor jeg oplevede at måtte lukke mig inde og prøve at blive helt, helt stille, så jeg kunne lytte efter, hvad det egentlig var, der betød noget for mig. Og det viste sig faktisk at være noget andet end det, som jeg var i færd med.
 
Jeg har været skuespillerinde i mange, mange år. Det er min passion. Og jeg havde en periode, hvor jeg var udbrændt. Det var måske en slags stress eller en reaktion på at have arbejdet rigtig, rigtig meget med både film og teater. Jeg havde ikke lyst til noget som helst. Det er ikke rart, når man mister lysten til sin passion, men omvendt ville jeg ikke ha’ været det foruden i mit liv. For jeg lærte meget af det.

Jeg lærte, at jeg havde brug for at gøre mig uafhængig. Som skuespiller er du underlagt andres ideer og initiativer. Da jeg var yngre gik det fint, men det passede dårligt med at blive voksen og mere moden og stadigvæk sidde og vente på, at telefonen skulle ringe med nye tilbud. Men jeg havde også brug for at bringe mig selv ned på jorden i stedet for at leve i min egen lille VIP-boble. Jeg ville i kontakt med verden og skabe noget selv, som giver mening for mig. Derfor er jeg nu i gang med en dokumentarfilm om folk, der har forsøgt tilværelsens yderste flugtforsøg - selvmord - fordi jeg tror, at vi andre kan lære meget af den indsigt i livet, som de mennesker ligger inde med.