• English flag

 Sebastian Dorset


Hunden hjælper til at se tingene i øjnene

Det er vigtigt at få mændene i tale omkring sårbarhed. 

”Jeg synes, det er vigtigt at afspejle, at man som ung eller næsten-ung kan hvile i sig selv på mange måder, og at man sagtens kan nå frem til et liv, man er glad for, selvom man har gået en lidt snoet vej med knuder og forhindringer. Jeg tror, det er godt for ens evne til at svare, at man ikke er en ren paradefigur, der lever efter alle sundhedsstyrelsens forskrifter og går den lige vej livet igennem.” Sådan siger Sebastian Dorset, der mener, at det vil være fint at genskabe en form for fri ungdomsuddannelse. ”Ikke at Hellerup-børnene skal til Bali og danse indianerdans. Men måske så der er noget for dem, der ikke har lyst til at sidde på en skolebænk i mange år,” uddyber han.

Et rigtigt menneske

Ifølge Dorset er samfundet blevet alt for cand.scient.pol.-domineret. Han siger: ”Når forventningen er, at vi alle bliver sådan nogle maskiner, der ikke har noget problem med at stå op om morgen og knokle derud af og gøre, som der bliver forventet, så ender det med, at alle, der ikke springer jublende op om morgenen føler sig som dårligere mennesker. Men i virkeligheden er man jo bare et rigtigt menneske – i stedet for at være en produktionsenhed.”

Samfundsdebatten kan godt irritere Sebastian Dorset. Især debatten omkring efterløn og manglen på arbejdskraft. ”Mange mennesker sidder med psykiske problemer, der forhindrer dem i at blive brugt på arbejdsmarkedet, fordi de måske ikke kan leve op til de snævre krav, der er til at være menneske. Hvis man f.eks. ikke er i stand til at grine af chefens jokes på den rigtige måde, så kan man nemt være dømt ude. Det er jo reelt en sølle egenskab at have, og man er jo ikke et dårligt menneske, fordi man ikke kan leve op til det,” siger Sebastian Dorset.

Menneskets bedste ven

Har du selv haft psykisk sårbarhed inde på livet?

”Jeg har flere gange i mit liv oplevet psykisk sårbarhed, og større og mindre sammenbrud. Dem får vi vist alle sammen, og det vigtige er, hvordan vi kommer over dem. Jeg er en følsom person, men jeg har altid formået at hanke op i mig selv, når det har været kritisk. Jeg har været heldig, at min familie aldrig har givet mig grund til at tvivl på, at jeg er elsket og holdt af. Når jeg har været træt, hæmmet og bange, har jeg trods alt ikke skulle kæmpe med den tvivl – at jeg grundlæggende er elsket. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan det må være, hvis ikke man har det sådan.”

I det samme slår Sebastian Dorset over i et grin, da hans hund, Bino, lander i skødet på ham og begynder at slikke ham på kinden. ”Og så har jeg hunden,” siger han. ”Den er fantastisk – den har to grundlæggende egenskaber: empati og sult. Det er en stor hjælp at have den omkring sig.”

Ifølge Sebastian Dorset er hunden en vej til mandens snakkesagelige jeg. ”Hunden taler jo lige til hjertet. Hvis jeg f.eks. er sammen med min gamle mormor, hvor der ikke er så meget at tale om, fordi det hele foregår i små cirkler, så bløder hunden virkelig op. Så kan vi snakke om alt det, hunden gør.”

Ting, der starter med ’h’

I det hele taget lader det til, at ting, der starter med ’h’, kan være en hjælp. En af Sebastian Dorsets spidskompetencer er jo humor, og Sebastian har bl.a. optrådt til et arrangement hos Depressionsforeningen.

Stand up har det jo med at tage temperaturen på tidens samfund. Kan man tage et emne som psykisk sygdom op? Og i så fald hvordan?

”Det er lettere at gøre grin med vores angst for psykisk sygdom end med sygdommene selv. Jeg synes, man kan og skal tale om det. Og det er jo en gammel sandhed, at i det øjeblik, man taler om folk, der har en bestemt baggrund – om det så er etnisk, psykologisk eller religiøs, så inkluderer vi. Det er, når vi ikke taler om det, at vi ekskluderer. Da jeg var i Depressionsforeningen, talte jeg ikke om psykisk sygdom, men prøvede at finde andre ting, vi kunne samles om. Jeg har taget emnet op på andre tidspunkter, og der er det vigtigste, man kan gøre, at holde sig fra de respektløse klichéer om psykisk sygdom.”

Mænd har jo ellers ry for ikke at ville/kunne tale om svære ting. Er stand up en måde, hvorpå man kan tage svære ting op?

”Mænd vil vist helst ikke tale om noget generelt, men humor er om ikke andet så en genvej til at få dem til at lytte. Humor, hunde og hård spiritus. Evt. også hypnose.”

Øllolog frem for psykolog

Sebastian Dorset mener under alle omstændigheder, at der skal noget andet til end et tilbud om en psykologsamtale, hvis mænd skal søge hjælp til problemer. Han siger:

”Hvis nu man gik til øllolog frem for psykolog. Det skal ikke virke så klinisk. Hvis nu man kom ned til en, der gad lytte til en (hvilket i teorien er det samme, som psykologen gør), og som havde stillet et par øl på bordet og tændt for fodbold, så tror jeg, det ville få mænd til at søge hjælp. Bare tanken om de der kliniske venteværelser med september2009-udgaver af Iform får mænd til at løbe skrigende væk,” mener Sebastian Dorset, som endvidere foreslår, at terapi kan være andet end at sidde overfor hinanden og tale:
”Mænd taler bedst, når de går. Når de har blikket pegende i samme retning og ikke ser på hinanden imens. Eller når blikket er vendt mod en fodboldkamp. Det er der, de svære samtaler kan tages. Så hvis man vil have mænd i tale, vil det være en god idé at tænke i alternativer.”

Hvis nu en kvinde gerne vil have sin mand til at snakke, fordi han går og virker som om, der er noget, der nager ham, hvad kan hun så gøre?

”Hun skal lade ham snakke med sine venner. Det bliver kun værre af, at hun bliver ved med at få ham til at snakke. … Hun skal give ham et par øl i hånden og sende ham over til vennerne – så skal det nok løsne op.”