• English flag

 Renée Toft Simonsen


Lad os være åbne om psykisk sårbarhed

At lide af angst kan være uendelig smertefuldt og ofte uforståeligt.

Når man møder angsten første gang, kan man godt tro, at man er ved at blive skør, når der slet ikke er noget at være bange for - i virkeligheden i hvert fald! Angst kan være svær at forklare, og derfor er lidelsen voldsomt tabubelagt.

Jeg har selv været ramt af angst i mit liv. Derfor ved jeg, hvor ondt det gør, og hvor vigtigt det er, at vi giver verden kendskab til sygdommen - og ikke mindst kendskab til, hvordan den, der har angst, kan få hjælp.

For mit vedkommende begyndte det i 80’erne i et fotostudie i London. Jeg var meget slidt af modelarbejdet og pludselig begyndte mine hænder at ryste. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg.

Et angstanfald kan opleves som at sidde i en flyvemaskine, der er ved at falde ned. Man bliver lammet af angst. Sådan kan det også føles, når man skal gå ind i et supermarked eller at holde en tale. Selv om jeg har været supermodel, har jeg aldrig brudt mig om at være i centrum – jeg hader præsentationsrunder, har aldrig holdt en tale og bryder mig ikke om, at fremmede ser mig spise. Angsten – monsteret, kalder jeg den - har i perioder fyldt meget i mit liv. I dag bider den mig kun engang imellem. Det værste er faktisk angsten for angsten – for at den skal styre for meget af mit liv.

Jeg havde angst i flere år, før det gik op for mig, at det var angst. At jeg ikke bare var mærkelig. Til sidst blev angstanfaldene så nedbrydende, at jeg stoppede karrieren som model. Jeg var nødt til at stoppe op og tage mig af mig selv. Og den bedste måde at komme af med angst på er at fortælle om den. Sig det højt!

Når jeg fortalte om min angst, troede folk, at det var noget, jeg sagde for sjov. Der var ingen, der spurgte ind til det. Det er ikke noget, nogen har lyst til at tale om. Det er vi nødt til at ændre, og derfor har jeg valgt at fortælle åbent om min egen angst.

Jeg håber, det kan hjælpe andre mennesker i samme situation som mig. Verden har brug for oplysning, afhjælpning og aftabuisering af psykisk sårbarhed.