• English flag

Kunsten at dele sin sårbarhed

Hvordan håndterer man anoreksi, depression eller angst. Det var et par af spørgsmålene, da flere frivillige fra Unge På Vej holdt oplæg for 90 elever på produktionsskolen AFUK.

De to unge kvinder Louise og Mie står og småsnakker og tripper lidt. De er tydeligvis nervøse og spændte.

Inde i den store grå hal bag dem på Vesterbro venter 90 elever fra produktionsskolen AFUK – Akademiet for Utæmmet Kreativitet. Om lidt skal de to piger fortælle hver sin personlige historie om et ungdomsliv med psykiske problemer.

Louise er den første på scenen. Hun sætter sig til rette i stolen og begynder at forklare om en barndom, hvor hun følte sig udenfor, hvor hun tit fik prædikatet hende den sårbare, og hvor vennerne ikke ligefrem stod i kø.

Da hendes far døde, savnede hun virkelig nogen at snakke med, og i stedet for at få talt ud om problemerne, begyndte hun at fylde sin kalender med aftaler og drukture.

”Jeg havde egentligt bare mest brug for at få talt ud om mine problemer, men det vidste jeg ikke, hvordan jeg gjorde”, fortæller Louise til de unge studerende, der sidder plantet på gulvet i den store hal med blikket stift rettet mod Louise.

Hun havde alt for langt tid gået alene med sine tanker, og hun droppede derfor ud af sit studie, da de tunge tanker fik overtaget, og hun fik en depression.

”Jeg gik fra at være livsglad til, at jeg ikke længere kunne overskue daglige gøremål som at skifte mine underbukser”, fortæller Louise

I dag to år efter har hun det meget bedre, og hun har lært at lytte til sig selv, sine tanker og følelser. Hun føler igen, at hun er noget værd og er glad for, at hun har vundet kampen over depressionen.

”Jeg er stolt af mig selv, for det er i bund og grund mig selv, der har taget denne kamp og gjort mig rask”, afslutter Louise sit oplæg, mens tilskuerne svarer igen med en kæmpe klapsalve.

Oplæggene skal både styrke elevernes fokus på mental sundhed, men skal også tjene til inspiration for eleverne, når de skal lave forskellige produktioner og fortolkninger af forskellige psykiske problemer.

Tyrannisk far og turbulent barndom
Efter Louises oplæg tager Mie over.

Hun fortæller om, hvordan hun voksede op med en dominerende far, der fik hende til at føle, at hun ikke var noget værd. Om en familie i kaos, hvor den stod på voldsomme verbale overgreb fra faren næsten hver eneste dag.

Mie følte sig alene. Hun havde ingen, som hun kunne snakke med om sine problemer, og det satte dybe spor i hende, som begyndte at manifestere sig i en spiseforstyrrelse.

”Det var ikke mig, der ikke ville spise, men spiseforstyrrelsen. Jeg havde behov for at kunne kontrollere noget, og det kunne jeg med den mad, som jeg indtog. Det handlede ikke om at veje mindre. Det handlede om den kontrol, jeg opnåede”, fortæller Mie.

En kontrol hun aldrig før havde haft. Mies spiseforstyrrelse udviklede sig drastisk, og det endte med, at hun blev indlagt.

”Her mødte jeg en sygeplejerske, der var helt speciel. Hun viste, at der var noget at kæmpe for. Hun fik tændt håbet i mig og fik mig i sidste ende til at tro på, at jeg var noget værd, at jeg var mere værd, end det min barndom fortalte mig”.

Mies ord slår skarpt ned i tilhørerne, der svarer igen med klapsalver og anerkendende nik. En varm solstråle bryder gennem vinduet og oplyser de mange ansigter blandt tilhørerne. Hist og pist kan man se tårer på kinderne og i øjenkrogene.

Erfaringer gør en forskel
En af de elever, der har siddet og lyttet intenst til fortællingerne om ungdomsliv, der slår knuder, er Asta. Hun kan nikke genkendende til de udfordringer, som de to unge fortællere har delt.

”Jeg synes, at det har været rigtig godt. Det har været meget inspirerende. De her fortællinger kommer meget, fordi der er ret mange af tingene, som man kan relatere til på den eller anden måde”, siger Asta og tilføjer:

”Det er virkelig vigtigt, at man også får vist, at der er folk, der har det sådan her, og hvor forskelligt og hårdt det kan være, det man kæmper med. Jeg er meget fascineret, over at de kan få sig selv til at stille sig op og fortælle de her historier. Det er virkelig fedt at se nogen, der hviler så meget i sig selv, at de kan gøre det, og at de tør dele det”.

Netop genkendeligheden, og at de unge hører historier, som de kan spejle sig i, som er nærværende, og som de unge kan drage paralleller til, er vigtige elementer i de oplæg, som Det Sociale Netværk tager ud i landet med.

”Vi tror på, at når unge bliver mødt af andre unge, så opstår der en anderledes sammenhørighed, som er vigtig, end når de bliver præsenteret for fakta og fortællinger af fagpersoner. Erfaringer betyder virkelig noget, og det er ekstremt håbefuldt, at unge kan vise, at de er kommet videre trods større problemer af psykisk karakter”, fortæller Trine Palmegård Døssing, der er projektchef i Det Sociale Netværk.

Den samme overbevisning har Tobias Sander Nielsen, som er sundhedskonsulent Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

”De personlige historier kan bidrage med forskellige facetter, som hver elev kan tage med sig og lære noget af. Det kan styrke eleverne ved, at de kan spejle sig selv i dem”, forklarer han.

Det kan de to unge oplægsholdere også mærke, da de træder ned fra scenen, efter at de unge glædeligt har rost dem for deres mod og stillet spørgsmål til deres oplæg.

For erfaringerne betyder noget, også når de er tabubelagte, dyrekøbte og indkapslet i en ung krop.